Kvinder i forskning

Københavns Universitet blev sidste år optaget i den globale stjernealliance af ti internationale topuniversiteter, kaldet IARU (International Alliance of Research Universities). Der blev etableret en række forskningsprogrammer og projekter, herunder »Understanding Women in Universities around the Globe.« Der er ikke som med en del af de andre temaer under IARU primært tale om et forskningsprogram. Formålet er at udveksle ideer og erfaringer og udvikle strategier for at få flere kvinder ind i forskning. Benchmarking og udveksling af best practice for at integrere kvinder i akademiet står således i centrum.

Ifølge grundlagspapiret skal projektet især forfølge to dimensioner: Ved at studere politik og praksis at finde ud af hvorfor kvinder går ind i de højere uddannelser, og om kvinder spiller en rolle i at ændre curriculum, pædagogik og
forskning.

Hvad er virkningerne af kvinders tilstedeværelse som videnskabelige medarbejdere, administratorer og studenter på uddannelse og forskning, og hvilke udfordringer står kvinder over for når de søger ind i akademiet? Hvordan har den intellektuelle dagsorden ændret sig og udviklet sig gennem studiet af køn og inklusion af kvinder på universiteterne? Desuden skal der foretages en dokumentation af succesfulde programmer som øger kvinders ligestilling, og af regeringens og lovgivningens rolle i at frembringe forandringer.

Ambitionerne for projektet rækker således ud over de enkelte universiteter, nemlig at spille en vigtig rolle også nationalt og afsøge kvinders repræsentation ved universiteterne verden rundt.

Middelmådig placering
Arbejdet i gruppen blev indledt med en undersøgelse af situationen på de ti universiteter som både omfattede faktuelle spørgsmål (statistik) og analytiske spørgsmål, og som blev sat sammen til en rapport der dannede grundlag for det første møde i Cambridge i september 2006. På dette møde blev rapporter fra de enkelte
universiteter præsenteret og diskuteret for at indkredse problemerne med udgangspunkt i styrker og svagheder. Kvinder udgjorde mellem fem og 42 procent af det videnskabelige personale, på professorniveau var den højeste andel 18,5 procent. Københavns Universitet ligger ikke i bunden, men så sandelig heller ikke i toppen.

Hvad der blandt andet gør Danmark interessant i IARU-sammenhæng er den nordiske velfærdsmodel. Derfor er det et paradoks at et velfærdssamfund som det danske hvor universiteterne er gratis, hvor de studerende kan få studiestøtte, hvor der er gode barselsordninger og ekstra studiestøtte til enlige forældre, hvilket vi fortalte meget om, alligevel ligger dårligt i statistikken over antallet af kvindelige forskere. På dette punkt er Danmark ikke nogen god repræsentant for de nordiske lande hvor de tre andre ligger i top i Europa mens vi er placeret i den sidste tredjedel.

Velkendt problem
Problemet kender vi efterhånden. Siden 1994 har kvinder herhjemme udgjort flertallet af de universitetsstuderende, og siden 2004 har de udgjort flertallet af de der har aflagt kandidateksamen. På trods af dette er kvinder underrepræsenteret i forskning, jo længere vi kommer op i hierarkiet. Danmark har faktisk en ret unik statistik og dermed viden på området. Gennem snart ti år har man systematisk undersøgt alle akademiske stillinger ved de danske universiteter. Hver stilling bliver analyseret med henblik på at finde ud af hvor mange kvinder og mænd der har søgt, deres alder, hvem der er kvalificeret, hvem der får stillingen, og hvem der sidder i bedømmelsesudvalg.

Skønt statistikken er god, er dens resultater dog ikke opmuntrende. Bertel Ståhle har nu udgivet fire rapporter, og hovedkonklusionen er at godt halvdelen af stillingerne kun har én kvalificeret ansøger, at de fleste af stillingerne går til interne kandidater, og at mere end halvdelen af stillingerne kun har mandlige ansøgere. Men der er endnu et interessant resultat. Når kvinder søger, har de succes; et af problemerne er at de ikke søger eller kun søger få stillinger. Det går i det hele taget den forkerte vej.

Det ser heller ikke for godt ud med kvinder i bedømmelsesudvalg. Ifølge universiteternes ansættelsesbekendtgørelse skal der ved nedsættelsen af bedømmelsesudvalg »tages hensyn til en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd.« På trods af dette havde seks ud af ti bedømmelsesudvalgs kun mandlige medlemmer (2002-2003). Mænd bedømmer således i højere grad kvinder end omvendt.

Meritokrati uden kvinder
Holdningen i Ståhles første rapporter var mere optimistisk end i den seneste fra 2005 hvor konklusionen er at der ikke er klare tegn på en stigende kvindeandel i den samlede rekruttering til de videnskabelige stillinger, og derfor heller ingen tegn på at den langsommelige udviklingstakt i kvindeandelen til forskerstaben er på vej til at forandres. Den seneste statistik på Københavns Universitet viser at der i 2003-2005 er blevet ansat 100 mænd og 44 kvinder som lektorer, 86 mænd og 19 kvinder som professorer.

Så godt nok kunne vi imponere vores IARUkolleger med dette omfattende statistiske materiale, men de var nu ikke imponeret over resultaterne; snarere målløse over at vi i Danmark har et system hvor meritokratiet ikke længere synes at fungere, og konkurrencen er blevet sat ud af kraft. Var det ikke snarere uformelle netværk som trådte i stedet som ansættelsesprocedure, end åbne opslag hvor målet var at finde den bedste som én bemærkede.

Mangel på ’mainstreaming’
Vi kunne også på konferencen i Cambridge præsentere en ligestillingslovgivning som Danmark fik i år 2000, og som har mange fornuftige elementer. Den største forandring var introduktion af ’mainstreaming’ i offentlig administration. Mainstreaming kan blandt andet defineres som en systematisk integration af lige muligheder for kvinder og mænd i organisationen og dens kultur, i alle programmer, politikker og praktikker. Loven har mange gode intentioner, men problemet er bare at den ikke bliver implementeret på universiteterne – endnu da.

Et eksempel er Udviklingskontrakten mellem videnskabsministeriet og universiteterne 2000-2004 hvor ligestilling på kraftig opfordring fra den daværende forskningsminister Birte Weiss blev gjort til indsatsområde »til gavn for forskningen og uddannelserne og til fremme af den kønsmæssige og etniske ligestilling i samfundet.« Det kom der ikke ret meget ud af. Forslagene var gode nok, men de blev ikke implementeret. Kontrakterne var jo ikke bindende som rektor for SDU sagde under en høring.

Ligestillingsministeriet havde kvinder i forskning som indsatsområde i 2003 og 2004, og der blev desuden nedsat en tænketank som i 2005 udgav rapporten Alle talenter i spil – Flere kvinder i forskning. Der var forslag til politikerne, lederne og kvinderne. Politikerne bør indgå aftaler med de offentlige forskningsinstitutioner og iværksætte forskningsprogrammer til opdyrkning af unge kvindelige talenter. Anbefalingerne til lederne går blandt andet på at institutionerne bør formulere målsætninger om flere kvinder i forskerstillinger i udviklingskontrakter eller i selvstændige rekrutterings- og ligestillingsstrategier. Og kvinderne, de skal opføre sig hensigtsmæssig så de får stillingerne!

Kvinder – en del af løsningen
Andelen af kvindelige forskere vokser – men det går stadig væk langsomt. Det ser fortsat ud til at faglig kvalitet er udformet sådan at det bedre opfanger og varetager dygtige mænd end dygtige kvinder. Spørgsmålet er om den nye universitetsreform med valgt ledelse og kontrakter kan ændre på dette. Først og fremmest drejer det sig om at ville erkende at der er et problem, og så gøre noget ved det. Det ville også være oplagt at undersøge hvorfor kvinder ikke søger. Eller finde ud af hvad der skal til for få kvinder til at interessere sig for en universitetskarriere. Det er vigtigt ikke at se kvinder som problemet, men som en del af løsningen.

Vi har en del at lære af vores IARU-samarbejde. Universiteterne vest for Danmark ligger klart højere hvad angår andelen af kvindelige forskere. På University of California, Berkely, har man gode erfaringer med at indsamle statistik om køn, og meningen er at der skal sendes en repræsentant fra hvert af de ti universiteter til en workshop for at forberede indsamlingen af et sammenlignende statistisk materiale. På Yale findes en aktiv organisation/netværk som med økonomisk støtte fra universitetet har som opgave at fremme ligestilling både politisk og fagligt. Yale Women Faculty Forum har således allerede sammenstillet en bibliografi: Women, Higher Education and Work som indgår i samarbejdet. Flere af universiteterne, herunder Oxford og Cambridge, vil kunne hjælpe os med at kombinere diversitet og køn i ligestillingspolitikken. Desuden har vi alle behov for at lære hvordan ligestillingsplaner blev implementeret, og hvordan vi evaluerer om målene er nået.

Hvad kan KU byde på?
Hvad har vi på KU at byde på i forhold til IARUsamarbejdet? Faktisk har vi i Danmark ret unik forskning om køn i akademia. Ud over Ståhles statistiske materiale kan nævnes en del resultater fra et stort forskningsprojekt »Kønsbarrierer i de højere uddannelser og forskningen,« som en række forskere på KU deltog i i perioden 1996 til 2002 under ledelse af Lis Højgård og Inge Henningsen. Det seneste bidrag fra dette projekt er Charlotte Blochs bog om følelser i akademiet som lige er udkommet.

Et andet projekt under ledelse af Birgit Petersson har undersøgt »Interne og eksterne barriere mod kønsligestilling blandt læger og lægestuderende,« og det er fra 2006 blevet udvidet til at omfatte andre fagområder som psykologi og humaniora. Det skal blive spændende at følge dette projekt der skal se på studievaner, uddannelsesforløb og studiefrafald i relation til køn.

Hvad angår best practice har vi indtil videre ikke så meget at byde på, men det kan ændre sig med de nye strategiplaner og kontrakter på KU som har kvinder i forskning som indsatsområde.

Læs mere om »Understanding Women in Universities around the Globe« på hjemmesiden http://:intranet.hum.ku.dk/forskning/iaru/ hvor rapporten fra KU kan ses.

Bente Rosenbeck er lektor i kønsstudier på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab