Lad os tage et opgør med PowerPoint-regimet

Til semesterstart gik jeg en tur rundt på gangene på KUA. Selvom det er nogle år siden, jeg færdiggjorde mine studier, holder jeg af at spankulere ned ad memory lane og finde min gamle læsekrog, når jeg har en ledig stund. Det er skønt at opleve, hvordan livet summer videre og puster ånd i de bygninger, som jeg selv havde min daglige gang i.

Men hver gang jeg finder tid til en nostalgisk vandring, forbavses jeg over den arkitektoniske dårskab, der plager bygningerne. Mange lokaler har vægge af glas, og det medfører, at de studerende, som sidder og har undervisning, bliver forstyrrede af bevægelserne fra dem, der går forbi. På den måde bidrager arkitekturen til at underminere deres koncentrationsevne og dermed forudsætningen for, at de kan tilegne sig og bearbejde ny faglig viden.

Det ville være nemt, hvis det kun var arkitekturen, der var med til at sabotere koncentrationen. Men når man kaster et blik ind ad glaspartierne, ser man også, at de fleste studerende sidder bag hver deres skærm og zoner ind og ud af alskens gøremål.

Jeg har tidligere forsket i og skrevet om, hvordan studerendes digitale devices fungerer som opmærksomhedsmagneter, der distraherer og vanskeliggør faglig fordybelse. Og jeg har i selvsamme ombæring slået til lyd for, at skærmbrugen bør reduceres – selv hvis de studerende skulle udvise disciplin og alene bruge deres laptops til den notetagning, som de er medbragt under påskud af. Det skyldes, at den, der tager noter på en computer, får et mindre læringsudbytte end den, som tager noter i hånden.

Det døde blik

Mens der efterhånden er megen forskning, som viser, at studerendes brug af digitale devices spænder ben for fordybelse og fagligt fællesskab, har undervisernes ditto i store træk været forskånet for kritik. Det forekommer mig sært, al den stund at digitaliseringen af uddannelsesverdenen også er båret frem af underviserne selv.

På min vandretur gennem KUA’s gange blev jeg ikke kun mindet om arkitektonisk dårskab og distraherende devices på de studerendes borde. Jeg så ligeledes, at tæt ved al undervisning foregik via digitale lysbilleder, og jeg noterede mig et mat blik hos mange tilhørere – et karakteristisk dødt blik, som jeg også har observeret i min egen undervisning.

Som studerende og senere ansat på universitetet har jeg kunnet konstatere, at det er noget nær en jernlov, at undervisning foregår per projektor. Uanset hvilket fagligt emne der på programmet, kan dagens studerende vide sig ret så sikre på, at indholdet nok skal blive presset ud af den samme tube – PowerPoint-præsentationen.

De matte blikke, som jeg selv har bevidnet, forsvinder, når lysbillederne slukkes

Hvis vi sendte en fremmed ind i et forelæsningslokale, ville vedkommende hurtigt erfare, at langt de fleste undervisningssessioner følger deres egen andægtige koreografi. Det første, der sker, når underviseren gør sin entré, er, at han eller hun anretter sin laptop på katederet og finder sine slides frem. Først når projektoren lyser, kan tilhørerne tiltales, og sessionen slutter ikke, før den er slukket og de studerende forvissede om, at det hele bliver lagt op på intranettet, hvor de så kan gumle videre på de fortyggede pointer.

Jeg har selv forestået denne andagt et utal af gange, og med præfabrikerede PowerPoints har jeg haft en belejlig støtte, når der har været tryk på undervisningsfronten. Men hvad der kan være en støtte, bliver nemt en sørgelig sutteklud, der suger energien ud af lokalet, og som virker kontraproduktivt for, at de studerende lærer noget. Af den grund mener jeg, at det er på høje tid, at vi tager et grundigt opgør med PowerPoint-regimet.

Hvad er undervisningens formål?

Kritikken af projektorbaseret undervisning kan føres på flere planer. Det centrale spørgsmål er, hvilket formål man tilskriver universitetsundervisningen. Der er dem, der mener, at den primært er til for, at de studerende tilegner sig faglig viden og kunnen. Undervisning er her et instrument for læring. Andre mener, at undervisningen også tjener et højere formål: Den handler både om at opøve viden, virkelyst og kunnen hos den enkelte og om at klæde vedkommende på til at kunne diskutere og vurdere inden for rammerne af et demokratisk fællesskab.

Som den svenske politolog Bo Rothstein er jeg af den opfattelse, at undervisning må række ud over en snæver faghorisont og have et dannende formål, så vi ikke risikerer at udklække ‘teknisk kompetente barbarer’ fra vores læreanstalter. Her skal jeg dog blot dvæle ved det, de to positioner er enige om, nemlig at undervisning på universitetet handler om at skabe viden, virkelyst og kunnen, og pege på, hvordan den ekstensive brug af PowerPoint-slides er med til at underminere dette.

Projektorens skyggesider

Det første problem er, at PowerPoints ofte fordobler antallet af fokuspunkter i lokalet: De studerende skal ikke bare betragte og lytte til et andet menneske, der siger noget, men også læse og forholde sig til informationer, der vises samtidig på et stort lærred. Og når der er inkongruens mellem det sagte og det viste, kommer hjernen på overarbejde. Som deltager må man konstant flytte sin opmærksomhed, for hvad skal man følge med i? Det, der bliver sagt, eller det, der står skrevet?

PowerPoint-præsentationen bliver et middel, som skal skåne underviseren fra de studerendes blikke

Denne konstante skiften er forbundet med switching costs, som minimerer den enkeltes læringsudbytte. Idet man skifter sin opmærksomhed fra A til B, fra C til D og tilbage igen, ryger noget viden i svinget. Nogle studier viser, at det tager op til 60 procent længere tid at løse to opgaver samtidig, sammenlignet med at løse dem én ad gangen. Andre studier finder en klar sammenhæng mellem multitasking og ringe fagligt udbytte.

Vender vi nu blikket mod den situation, hvor der omvendt er kongruens mellem det sagte og det viste, støder vi på et andet problem. Her får vi en underviser, der læser op af sin medbragte madkasse. PowerPoint-præsentationen bliver et middel, som skal skåne underviseren fra de studerendes blikke og fra selv at skulle træde frem for et publikum. Det er underviserens måde at blive til ingen på, en måde at krybe ind i en belejlig anonymitet og pege på en ekstern autoritet.

At lukke ned for PowerPoint-præsentationerne indebærer omvendt at træde i karakter og stille sig til skue midt i rummet og dermed gøre sig til genstand for kritiske, granskende og sommetider ubehagelige stemmer. Man bliver krop, man bliver syn og stemme – man møder de studerende i øjenhøjde.

Det er selvfølgelig nervepirrende, men til gengæld kan de studerende mærke én, og som underviser får man i langt højere grad mulighed for at gribe spontane indspark, som den fastlåste slide-struktur i vidt omfang begrænser. Samtidig er det min erfaring, at de matte blikke, som jeg selv har bevidnet, forsvinder, når lysbillederne slukkes.

Vi må værne om faglig fordybelse

Der kan ikke gives nogen kogebogsopskrift for den gode underviser. Levende og engagerende undervisning kræver kreativitet. Og undervisere kan nå frem til gode resultater på vidt forskellige måder. Nogle med livlige fagter og varieret stemmeføring, andre med rolig intonation og stilfærdigt kropssprog.

Problemet med PowerPoints er, at de sjældent fremmer kreativiteten. I stedet skaber de et monotont ready made-regime af skemalagte lysbilleder, som gør undervisningen mindre spændende, og som ofte bliver en hæmsko for videnstilegnelse. Pointen er ikke, at al projektorbaseret undervisning bør forvises fra undervisningslokalerne, men at vi bør overveje at skrue gevaldigt ned for den, hvis vi ønsker at værne om engageret faglig fordybelse på dagens universiteter.

Ved samme lejlighed kunne man passende skærme de studerende for de forstyrrende arkitektoniske unoder, som glasvæggene er et udtryk for, og bede dem pakke deres egne devices væk, medmindre der er strengt brug for dem.

Kronikken er en forkortet og bearbejdet tekst af essayet »I projektorens skygge. Om problemerne ved PowerPoint-undervisning«, publiceret i Nordisk tidsskrift for pedagogikk og kritikk 26. februar 2025.