Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Lad være med at drukne introforløbene i politisk (u)korrekthed

RUS - Det er ærgerligt, hvis partsindlæg fra enkelte nærtagende studerende og stædighed fra nogle få tutorer, der tror, deres studie er en svensk kostskole, skal medføre en lavine af restriktioner over de i al væsentlighed velfungerende introforløb på Københavns Universitet, skriver tidligere tutor fra Sociologi.

Der pågår i øjeblikket en heftig debat omkring rusforløbene på Københavns Universitet, foranlediget af en lydblog, hvor to statskundskabsstuderende fortæller om deres rustur forrige sommer.

LÆS: Sexisme og druk gennemsyrer Statskundskab.

Jeg melder mig ind i denne diskussion, fordi jeg synes, det er problematisk, når debatten om rusture bliver skævvredet. Debatten skævvrides af stædige tutorer, uden megen tilbøjelighed til selvkritik, men også af dybt subjektive beretninger som eksempelvis dem fra lydbloggen og de billeder, Information bragte fra antropologernes rustur for et par år siden, som blev kritiseret for kun at dokumentere en brøkdel af benævnte rustur og få det til at virke repræsentativt.

Min frygt er, at disse snæversynede betragtninger kan medføre, at rusturene på Københavns Universitet drukner i formaninger og forbehold.

Det er mit indtryk, at rusforløbene på det meste af universitetet planlægges ud fra et nærhedsprincip: Tutorgrupperne tildeles en udstrakt autonomi, hvilket giver mening, da det er netop de studerende, der kan facilitere et trygt, informativt og konstruktivt introforløb for deres nye medstuderende – et nærhedsprincip, man i parentes bemærket savner mange andre steder i det offentlige.

Det er denne autonomi, jeg frygter bliver inddraget, hvis det får lov at hedde sig, at rusforløb er sexistiske orgier – sådan som flere overskrifter fremlægger det – og at tutorer er nogle primitive logebrødre.

Jeg er tidligere tutor-koordinator på Sociologisk Institut og var således for to år siden hovedansvarlig for introforløbet for de dengang nye sociologistuderende. Jeg og mine medtutorer var igennem mange af de nødvendige refleksioner, diskussioner og overvejelser, der melder sig, når man skal arrangere et introforløb.

Mit indtryk er desværre, at flere aspekter i introforløbet på Statskundskab, ikke har været taget op til nødvendig overvejelse længe. Det er naturligvis skuffende, når man taler om studerende, der i øvrigt har travlt med at bryste sig af at være ”blomsten af Danmarks ungdom”. Blandt sådan en selvbestaltet elite kan man forhåbentlig forvente sig et vist mål refleksivitet og selvkritik?

Jeg og mine medtutorer arrangerede også mandeaften for vores russere. Det er isoleret betragtet et ritual, jeg synes er en god idé. Hvis ritualet lykkes skaber det et godt fællesskab blandt drengene på tværs af årgangene, og det er min observation, at et sådant godt fællesskab blandt den ene halvdel af de studerende smitter af og medfører et godt fællesskab på studiet som helhed.

For os var nøgenhed og råberi ikke selvfølgelige programpunkter, men ting, vi måtte overveje. Vi fravalgte nøgenhed, da vi selv havde stået med bukserne (dog ikke underbukserne) nede omkring anklerne året før, uden at det egentlig bidrog med noget positivt til fællesskabet.

Vi blev til gengæld enige om, at det et ret godt socialt ritual at råbe sammen, som man eksempelvis også gør det til koncerter, på stadion og til demonstrationer. Det synes statskundskaberne tydeligvis også. Vi besluttede dog, at det var vores russeres temperament, der skulle bestemme, hvad der skulle råbes – ikke vores eget.

Det resulterede i, at mandlige russere og tutorer både den aften og til mange sociale arrangementer efterfølgende entusiastisk råbte ord som ”fisketur”, ”rumraket” og ”hugge brænde” til megen morskab. Man kunne bruge det fine ord ”heteronormativitet” her, men jeg tror nu, de fleste homoseksuelle nyder at tage på fisketur lige så meget (eller lidt) som jeg. Formålet med ritualet; at skabe fællesskab blandt drengene på tværs af årgangene, lykkedes altså.

Det virker ikke, som om statskundskabernes ritual med at råbe ”fisse” og fortælle detaljeret om både erfarede seksuelle eskapader og fantasier om samme med nybekendte medstuderende har været igennem ordentlig overvejelse. For havde de været det, tror jeg, man havde nedtonet seancen lidt. I mine øjne ville det klæde tutorerne på Statskundskab selvkritisk at overveje, om ikke man kan lave en mandeaften, der er er både sjov, social og lige til grænsen, uden at kamme over. Det tror jeg i al beskedenhed godt, ”blomsten af Danmarks ungdom” kan finde ud af.

Når det er sagt, synes jeg også, det er nødvendigt at mane debattens anden fløj til besindighed.

Jeg synes, ideen om at lave en lydblog, hvor redaktørerne ”ikke er objektive eller neutrale, men positionerede og trætte af pis” er rigtig fin. Subjektivitet – eller positionering, som det hedder på korrekt akademisk – er dog først rigtig fedt, hvis man husker at fremstille den modsatte position også. Ellers skabes et ensidigt sandhedsbillede.

LÆS: Interview med de to kvinder bag lydbloggen.

Både lydbloggen og billederne fra antropologernes rustur var og er urepræsentative skildringer, der sætter fokus på et enkelt aspekt af rusture, og fremstiller hele hold af tutorer som sexistiske drukkenbolte, uden skelen til, at rusforløbene i øvrigt, så vidt jeg forstår, er enormt velgennemtænkte og vellykkede og modtager overordentligt gode evalueringer. Jeg kan godt forstå, at tutorerne føler sig uretfærdigt behandlet.

Jeg synes, udlægningen af rusforløbet i lydbloggen emmer af en misforståelse af, hvad en rustur handler om. Den mandlige statskundskabsstuderende undrer sig over, om det at råbe ”fisse” er en del af at være statskundskaber. Naturligvis er det ikke det, og jeg tror, langt de fleste statskundskabsstuderende er reflekterede nok til at forstå, at introforløbet er et ritual – altså noget andet end den normale tilværelse – og at man derfor ikke forventes at gå rundt på campus og råbe ”fisse” efter forgodtbefindende, sidde i rundkreds og komme med overfladiske kommentarer eller i øvrigt tage den karikerede heteronormativitet fra introforløbet med videre.

Hvis formålet med et introforløb alene er, at de studerende skal informeres om, hvordan det er at gå på universitetet, så kan vi lige så godt sætte os i et auditorium en eftermiddag med studieleder og studievejledere på fortællerpiedestalen, og så er den ged barberet.

Men formålet med introforløbet er, at man bryder de sociale barrierer, etablerer nye venskaber og på den måde faciliterer et trygt og godt studiemiljø, som i sidste ende korrelerer kraftigt med gennemførselsprocenten nogle år senere – spørg bare Lykke Friis. Det er derfor, vi tager væk fra København til et sted, hvor vi spiser, sover og hænger ud sammen. Det er derfor, vi laver sociale lege, og det er derfor, vi holder fest.

Hvis man skal tage forbehold for alle tænkelige minoriteter, reservationer, præferencer og holdninger, der findes på et universitetsstudium, så kan man ikke tage på rustur. Og det synes jeg ville være synd. Nogle gange er det nødvendigt at blive presset til grænsen (men ikke over den!) for at smide reservationerne og lege med. Jeg mener, det er meget sundt at være politisk ukorrekt en gang imellem, fordi det netop kan igangsætte refleksioner over sociale normer og praksisser. Det er vel meget fint, når man går på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet?

Det er ærgerligt, hvis partsindlæg fra enkelte nærtagende studerende og stædighed fra nogle få tutorer, der tror, deres studie er en svensk kostskole, skal medføre en lavine af restriktioner over de i al væsentlighed velfungerende introforløb på Københavns Universitet.

Langt de fleste universitetsstuderende er voksne mennesker, der godt kan skelne leg fra alvor, kan forstå sarkasme og karikatur og kan tåle at blive presset til deres personlige grænser. Vi er voksne nok til at sige fra, og på den anden side voksne nok til at forstå og anerkende, at nogen har behov for at gøre det.

Rusturen som succesfuldt ritual afhænger af, at vi som studerende forstår at balancere på grænsen, hvor vi ikke ødelægger ritualet for nogen med ubetænksomme vanvidsceremonier, men heller ikke dræber kreativiteten og udfordringen, ved at klistre et højpandet normativitetsmærke på alt, der rør sig i det rum af socialt potentiale, der går under navnet ”politisk ukorrekthed”.

De to lydbloggere spørger, hvorfor vi skal være idioter, når vi starter på universitetet. Jeg tillader mig at spørge: Hvorfor skal vi være kedelige fra det sekund, vi træder ind af døren? Er vi ikke intelligente nok til at være politisk ukorrekte uden for alvor at gøre nogen fortræd?

uni-avis@adm.ku.dk

Annonce

Seneste