Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 35 32 28 98 (man-fre)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Uddannelse
NEDERLAG - Foreningen af Danske Lægestuderende måtte i dag vinke farvel til den sidste mulighed for at vinde en retssag mod sundhedsmyndighederne.
I 2007 bestemte daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen i en bekendtgørelse, at en læge højst må være fire år om at komme i gang med sin uddannelse til speciallæge. Formålet er at komme manglen på speciallæger i Danmark til livs.
Men de lægestuderende var og er stærkt utilfredse med ordningen og Foreningen af Danske Lægestuderende (FADL) stævnede straks Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Sundhedsstyrelsen.
»Tidligere kunne de studerende bruge den nødvendige tid efter studierne til at vælge det lægelige speciale, de har talent for og brænder for. Nu har man kun to til to et halvt år efter de obligatoriske uddannelseselementer, til man skal være i gang med en speciallægeuddannelse. Det er for lidt tid. Og vi frygter, at der kommer ensporede læger ud af det,« siger FADL’s formand Sara Schødt Nielsen i en pressemeddelelse.
FADL tabte sagen i Østre Landsret i 2009. Og i dag slog Højesteret så også fast, at det var lovligt, da Lars Løkke Rasmussen og sundhedsmyndighederne vedtog bekendtgørelsen i 2007.
»Vi har hele tiden vidst, at det var en vanskelig sag at løfte,« siger Sara Schødt Nielsen og fortsætter:
»Men vi synes, den var så vigtig for alle fremtidige læger, at enhver juridisk mulighed for at få 4-års-bekendtgørelsen omstødt skulle prøves, også selv om vi stod helt alene med sagen. Vi er kede af at have tabt, men vi også lidt stolte af, at vi turde tage kampen, selv om vi ikke fik officiel støtte fra nogen side.«
khkr@adm.ku.dk