Laura Kreutzfeldt: »Jeg vil måske beskrive mig selv som trickster antropolog«

Jeg bærer antropologi og kvalifikationerne, jeg fik ved at studere på universitetet med mig, men jeg tænker ikke tilbage på min tid med nogen særlig nostalgi. Min akademiske uddannelse har gjort det nemmere for mig at få arbejde. Folk tror, jeg kan en hel masse, fordi jeg kan skrive bachelorgrad på mit CV. Men jeg vil måske beskrive mig selv som en trickster antropolog. I dag læser jeg på kunstakademiet i Bergen, så jeg har bevæget mig i en helt anden retning end den akademiske verden, men jeg har stadig en interesse for at samle materiale, og det er både i kunsten og i formidlingen.

Den 24. maj markerer vi i Danmark 50-året for den fri abort. Samme dag udgiver jeg min første bog, Abortfortællinger. Det er et projekt, jeg startede for tre år siden, fordi jeg gerne ville skabe en bog for og af mennesker, der har fået foretaget en abort og som sætter fokus på, hvad det betyder følelsesmæssigt og kropsligt.

Jeg fik foretaget en kirurgisk abort i 2016. Det var ugen inden jeg startede på antropologi på KU, og selv om det egentlig var en nem nok beslutning for mig, gik jeg direkte ind i en uge med rustur, hvor jeg var ved siden af mig selv. Den kropslige oplevelse efter aborten var det sværeste, og det viste sig at være ret svært for mig at sætte ord på, hvorfor det blev ved med at fylde.

Først da jeg begyndte at tale om min abort med andre, der havde haft samme oplevelse, begyndte jeg at forstå, hvorfor det var blevet ved med at rumstere i mig. Det slog mig, at samtalen om at få foretaget en abort hverken fandtes på samfundsplan eller blandt mine venner. Samtalen stoppede ved det politiske spørgsmål, om man er for eller imod. Abortfortællinger er en reaktion på det. Jeg ønskede at skabe en bog, der kunne bidrage til en mere nuanceret og åben samtale om abort. Projektet er blevet meget større, end jeg havde regnet med. Og mit arbejde med bogen er ramlet sammen med, at abortområdet på ny er blevet en del af den offentlige debat, både i Danmark, hvor abortgrænsen diskuteres, og internationalt hvor vi har set, at retten til fri abort er blevet trukket tilbage i flere lande. Bogen er mit lille bidrag til en større kvindekamp og et oprør mod alle de fortiede emner, som kvinder har måttet gå med selv.

Min tid på Antropologi har helt sikkert haft betydning for, hvordan jeg er gået til bogprojektet, hvordan jeg har indhentet fortællingerne og hvordan bogen er endt med at se ud. Det har ikke været definerende, men jeg har klart kunnet benytte mig af mine erfaringer fra feltarbejde, som jeg har lavet undervejs i min tid på Antropologi, som bliver bundet sammen af min interesse for formidling.

Det var pissesvært at gå på universitetet. Jeg kommer ikke fra en akademisk familie, jeg havde svært ved at læse og forstå pensum, og jeg var usikker på mine egne evner hele vejen igennem. Men jeg fulgte et normkritisk fag på anvendt antropologi, der blev definerende for min tid på universitetet. Underviserne var Nico Miskow Friborg og Oda Kange Midtvåge Diallo, som var enormt dygtige. Det var her jeg for alvor fik interesse for køn, ligestilling og normer. De skabte et omsorgsfuldt læringsrum, som opstår alt for sjældent på institutioner som KU. Og deres undervisning og viden har jeg brugt igen i min egen undervisning og projekter.

Flere burde vide, at der faktisk findes sygt mange smuthuller og muligheder. Undervejs i mit studie var jeg sygemeldt to gange. Her fandt jeg ud af, hvor mange muligheder den studerende faktisk har for at sætte rammerne for sin universitetstid. Jeg havde en studievejleder, der støttede mig i mine ideer og hjalp mig med at strukturere min uddannelse på en måde, så jeg kunne få en pause fra de teoretiske fag og tage på udveksling og i praktik. På tredje semester rejste jeg til Israel/Palæstina og lavede feltarbejde om politiske militærnægtere. På semesteret efter samarbejdede jeg med Institut for Menneskerettigheder om foreningsliv i Danmark, og hvem der inkluderer og ekskluderer. Det var virkelig gavnligt for mig. Jeg fik lov at prøve mig frem og anvende de ting, jeg havde med mig i rygsækken.

Jeg kunne først rigtig se, hvad jeg fik ud af studiet, da jeg var blevet bachelor og begyndte at anvende antropologifaget. Inden havde jeg været usikker på, hvad jeg skulle bruge det til. Men det er også okay at studere noget, som man ikke nødvendigvis har en forkromet plan med. Så selv om jeg ikke kunne binde trådene sammen, endte det med, at jeg blev ansat som underviser på en højskole, hvor jeg havde været i praktik. Og nu studerer jeg kunst, så jeg trækker hele tiden på min grundinteresse i at observere, formidle og forstå.

Min største fejl på studiet var også min største aha-oplevelse. Det skete, da jeg valgte at tage 60 ECTS-point på ét semester. Jeg gjorde det for at indhente den tid, jeg havde tabt på min sygemelding. Jeg vil nok ikke anbefale det til andre, medmindre de virkelig er stålsatte på at indhente tid. Men det var det semester, jeg læste allermest, for jeg var i et kæmpe kampmood. Og jeg klarede det, så for at fejre mig selv, holdt jeg en kæmpe fest på Hjorten, som er et festlokale på Sociologi. Alle min venner og folk fra de to semestre, jeg havde fulgt på én gang, kom, og det var kanon.