Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Blokade — De studerende bag blokaden på Humaniora annoncerede, at de havde udpeget Knud Foldschack som mægler. Nu afviser ledelsen valget af advokaten.
I et kort øjeblik så det ud, som om dødvandet ville blive brudt.
Torsdag den 21. november kunne HUMrådet fortælle, at de havde fundet en mægler, der skulle fremme dialogen mellem de studerende og ledelsen under den snart månedlange blokade.
Valget faldt på advokat Knud Foldschack, der i 2017 var med til at sikre en aftale mellem ledelsen og de pædagogstuderende i en lignende konflikt på Københavns Professionshøjskole.
Dagen efter afviste dekanatet på Det Humanistiske Fakultet dog, at Foldschack skal fungere som mægler under den aktuelle blokade. Det skriver Magisterbladet.
Dekan Jesper Kallestrup siger til mediet, at HUMrådets valg af advokaten strider imod den aftale, som ledelsen har indgået med de studerende.
»Aftalen var, at vi for at få en god dialog mellem HUMrådet og dekanatet sammen skulle blive enige om en neutral konfliktmægler. Det er der ikke tale om, når HUMrådet melder offentligt ud på deres facebookside, at Knud Foldschack skal agere mægler for dem. Der skal selvfølgelig være enighed om valget af mægler,« siger Jesper Kallestrup.
Dekanen siger, at ledelsen har tilbudt de studerende, der nu i snart fire uger har blokeret ledelsesgangen på Det Humanistiske Fakultet, at vælge en mægler fra »for eksempel Center for Konfliktløsning«.
Anna Nørgaard Sørensen, næstformand i HUMrådet, siger til Unavisen, at ledelsens udmelding er »superærgerlig« og »dybt kritisabel«.
»Det er svært at forstå, at de afviser en mand, der er super dygtig og tidligere har haft succes med lignende sager, endda for nylig. Det er en ret stor kritik, at de sætter spørgsmålstegn ved hans professionalisme og hans faglighed. At de ikke respekterer den. Han var en oplagt kandidat,« siger hun.
Hun bekræfter, at ledelsen har givet HUMrådet mulighed for at vælge en mægler fra Center for Konfliktløsning, men siger, at »det ikke hører nogen steder hjemme, at vi kun må vælge fra den anden parts godkendte liste«.
Men gør ledelsen ikke bare det samme som jer, når de afviser en kandidat, I har valgt?
»Nej, det gør det ikke. Vi ville ikke bare afvise Center for Konfliktløsning for at afvise dem, vi er meget interesserede i at komme i forhandlinger. Så vi ringede faktisk til dem, og det går ret hurtigt op for os, at det, der bliver lagt op til fra deres side, er, at vi skal tale om vores relation og ikke det politiske indhold i konflikten. Men det her er ikke en personlig konflikt, det er en politisk konflikt. Så vi synes ikke, det var relevant.«
Hvor efterlader det her blokaden?
»Vi lægger op til, at der kommer et mæglerteam, så vi kan komme i gang med forhandlingerne. Den her situation er ikke fair over for medarbejderne. På trods af at ledelsen siger i medierne, at man er bekymret for de ansatte, så bliver man ved med at trække det i langdrag. Når de bliver bedt om at gøre noget aktivt, så gør man det ikke.«
Prodekan Jens Erik Mogensen henviser til dekan Jesper Kallestrups kommentarer i Magisterbladet.
Jesper Kallestrup oplyser, at han ikke har yderligere kommentarer. Uniavisen arbejder også på at få en kommentar fra Knud Foldschack.