Ledelsen på Københavns Universitet har selv åbnet døren for krænkelses-bølgen

Mexicanske hatte, højskolesange og regneøvelser på biologi kan alle sammen krænke. Men er det en vigtig diskussion at tage på KU?

Ifølge KU’s centrale ledelse er svaret ja. Endog så vigtig, at der skal formuleres en krænkelsespolitik. Det mener jeg ikke.

Jeg mener ikke, vi skal bruge tid på den diskussion, og jeg mener, at krænkelsespolitikken burde droppes.

Fakta og forklaringer har til alle tider krænket. Da Galileo Galilei for 400 år siden fremkom med den teori, at solen – ikke jorden – var centrum for solsystemet, udfordredes den katolske identitet og verdensopfattelse, og det krænkede præster og troende over hele Europa. Den katolske kirke ville have den debat lukket ned, fordi den var for krænkende.

Fakta og forklaringer har til alle tider krænket.

Ideen med Universitetet er at sikre et frirum, hvor en sådan debat kan føres uden andre hensyn end de skarpest mulige krav til fakta og forklaringers faglige bæredygtighed. Universitets fundament er den frie og hensynsløse akademiske debat på fakta og logik. At debatten er fri, betyder at der beredvilligt lyttes til nye resultater og forklaringer. At den er hensynsløs betyder, at disses faglige bæredygtighed lige så beredvilligt gås efter i sømmene – uden hensyn til hvem der fremfører dem, eller til om nogen måtte blive stødt i processen.

Friheden er afgørende for et fags udvikling og hensynsløsheden for dets troværdighed. Kun den benhårde faglige prøvning kan sikre kvaliteten af det, der står tilbage: fagets bud på fakta og forklaringer.

Den faglige debat på universitetet skal handle om bolden, ikke manden – og skal ikke tage hensyn til manden. Universitetets lærere og studerende har ved indgangsdøren accepteret denne præmis, og hele øvelsen består i – gennem undervisning, øvelser, faglige arrangementer, opgaver og forskning – at føre denne akademiske dialog.

Det er en overvindelse at argumentere, uden hensyn til hvilke følelser det måtte krænke – og at pakke egne krænkedede følelser væk – holde fokus på sagen. Men det er sådan, vi lærer og bliver klogere, og det er opgaven på et universitet. Så, giver en diskussion om krænkede følelser mening på KU? Nej, den diskussion giver ikke mening – den går imod hele ideen med et universitet.

Men, er det ikke skudt langt over målet at sammenligne med Galilei og den katolske kirke …det handler jo bare om hatte og regneøvelser? Lad os se nærmere på et eksempel fra den aktuelle krænkelsesdebat, der blev fremført på et fællesmøde på Københavns Universitet den 20. december 2018. Sagen opstår med en studenterkritik over manglende hensyn til transkønnede ved brug af mand-kvinde kategorier i regneøvelser på biologis statistikundervisning for førsteårsstuderende.

Kritikken går ikke på, at tilstedeværelsen af transkønnede i stikprøven kunne medføre usikkerhed om validiteten af den anvendte kategorisering og de foretagne analyser.

Kritikken handler ikke om kategoriseringens hensigtsmæssighed eller analysens bæredygtighed. Nej, kritikken (fremført og udførligt begrundet i Universitetsavisen 7/2/2019) har intet med det faglige indhold at gøre overhovedet.

Pointen er, at det kan opleves krænkende for transkønnede at se den anvendte kategorisering i et regneeksempel. Det er en kritik helt uden for den faglige universitære logik, og den har i bund og grund samme karakter som den katolske kirkes for 400 år siden; at det faglige indhold oplevedes som krænkende, og så må det laves om.

Hvis den akademiske dialog skal tage hensyn til krænkede følelser i denne situation, så skal der vel også tages et hensyn i andre fagligt set vigtigere situationer?

Jo, i sammenligning med Galilei er regneeksempelet fra Biologi ret ligegyldigt – det kan jo laves om uden at det går ud over øvelsens umiddelbare faglige formål.

Men problemet er, at der ikke findes noget begrænsende princip. Hvis den akademiske dialog skal tage hensyn til krænkede følelser i denne situation, så skal der vel også tages et hensyn i andre fagligt set vigtigere situationer? Og er den konkrete situation faktisk ikke ret vigtig? Det er en undervisningssituation, hvor nye studerende skal tage de første afgørende skridt i at føre den frie og hensynsløse akademiske dialog – og her skal der så tages et ikke fagligt hensyn. For disse studerende er det da ret vigtigt, at de ikke kommer galt fra start.

Men mere alvorligt er, at dette eksempel med stor sandsynlighed kun er begyndelsen. Har man lidt kendskab til de videregående uddannelser i Nordamerika, står det helt klart, at studenterklagen fra Biologi er som taget ud af den identitetspolitiske krænkelsesbølge, som har skyllet gennem de nordamerikanske universiteter de seneste år. Her har bølgen nået højder, man i Danmark skal tilbage til 68-oprøret for at se.
Studenterbesættelser, afbrudte forelæsninger og eksamener, fyrede undervisere og kvælende (selv)censur i undervisning, materialer og debatter.

Alt sammen begrundet i at dette eller hine undervisningsmateriale, eksamensspørgsmål eller udsagn fra en forelæser kunne opleves som krænkende af en af eller anden etnisk eller kønsmæssig gruppe.

Hvorfor denne udvikling har taget fart i Nordamerika skal jeg ikke prøve at udrede, men en medvirkende årsag har givet været, at universiteternes administrationer har taget klagerne alvorligt og beredvilligt inviteret klagekulturen indenfor. Man har ikke fra start stået fast på kernen i den akademiske dialog: at den naturligvis kan komme til at krænke, og at dette er noget, som akademikere hensynsløst skal ignorere for alene at fokusere på de faglige argumenters bæredygtighed.

Derfor er det i højeste grad prisværdigt, at netop dette eksempel blev fremhævet på stormødet 20. december og lige så prisværdigt, at Science-dekan John Renner Hansen klart og resolut afviste klagen. Det er sådan, vi på KU bør reagere, hvis vi skal holde den identitetspolitiske krænkelsesbølge fra døren.

Man har med den ny-formulerede krænkelsespolitik gjort præcis det som administrationerne på de amerikanske universiteter har gjort – åbnet døren på vid gab og inviteret krænkelsesbølgen ind.

Men netop derfor er den centrale KU-ledelses håndtering af situationen gennem de sidste måneder bekymrende. Man har med den ny-formulerede krænkelsespolitik gjort præcis det som administrationerne på de amerikanske universiteter har gjort – åbnet døren på vid gab og inviteret krænkelsesbølgen ind.

Politikken er godt nok under revision, men blandt andet rektors offentlige udmeldinger har siden gået på pressens håndtering af enkeltsager – ikke på at forsvare universitetet mod den truende krænkelsesbølge.

Hvad burde KU’s ledelse gøre i stedet?

Mit forslag er, at ledelsen afskaffer krænkelsespolitikken. Meld ud at seksuelle overgreb og mobning naturligvis ikke hører til på KU, og at man som hidtil bør gå til politiet eller sin lokale ledelse, hvis man har været udsat for et seksuelt overgreb eller bliver personligt mobbet.

Derudover bør ledelsen melde ud, at det er enhver lærers pligt – når anledning gives – venligt men håndfast at forklare, at den identitetspolitiske krænkelsestankegang ikke hører hjemme i den akademiske dialog, som vi fører på universitetet.

Endvidere håber jeg, at ledelsen fremover i stedet vil bruge kræfter på at ruste og understøtte undervisere og studenter i at løfte den opgave, de har, med at fastholde den akademiske dialog og imødegå den identitetspolitiske krænkelsesbølge på Københavns Universitet.