Leder: Højt spil om universiteternes fremtid

RALF HEMMINGSEN ER EN VENLIG, stille og eftertænksom mand, men i den seneste tid har han været ualmindelig højrøstet.

Årsagen er regeringens genopretningsplan, som også spydigt er blevet omdøbt afviklings- eller nedrivningsplanen. Netop sådan føles det på KU.

En del af de hårdtprøvede medarbejdere har i hvert fald fået kaffen galt i halsen, da de åbnede deres mailboks den 26. maj.

400 til 700 medarbejdere står til at blive afskediget de nærmeste år som følge af regeringens spareøvelse, stod der at læse i rektors orientering sendt både til ansatte og studerende. Han fulgte efterfølgende op ved at udtale sig til medierne om de vidtrækkende konsekvenser for KU. Ralf Hemmingsen har ellers ikke ry for at være den letteste at få fat i for en hurtig kommentar.

Allerede den 1. juni havde Studenterrådet på KU arrangeret debatmøde om genopretningsplanens konsekvenser i Festsalen med rektor som hovedopponent til ministeren.

REKTOR HAR DERMED lagt stilen om i forhold til i vinter, hvor cirka 130 medarbejdere mistede jobbet. De ansatte på Naturvidenskab følte, at ledelsen havde svigtet dem, var usynlig og ikke forsvarede universitetet over for politikerne.

Med sit stilskifte forsøger Ralf Hemmmingsen nu at lægge maksimalt pres på politikerne, inden de skal forhandle om fordelingen af de resterende milliarder i globaliseringspuljen til efteråret. 2,4 milliarder kroner ligger og venter i 2013. De kan redde KU’s økonomi.

Universiteterne ser meget gerne, at en stor del af pengene bliver fordelt som frie basismidler som de selv kan råde over, og det er der gode grunde til.

SAGEN OM NOVO NORDISK Fondens kæmpedonation til et metabolismecenter på KU viser med al tydelighed, at universiteterne bliver mere og mere afhængige af ekstern støtte fra forskningsråd og private fonde for at få økonomien til at hænge sammen.

Som man kan læse i interviewet med Oluf Borbye Pedersen inde i avisen, er der al mulig grund til at klappe i hænderne over den store bevilling, som giver ro i ti år til at lave grundforskning i verdensklasse i livsstilssygdomme.

Men de private donationer udgør også en udfordring. Universitetet må nemlig selv finansiere husleje og lignende udgifter, der er nødvendige for at huse de nye forskningscentre, og det dræner de i forvejen sparsomme basismidler.

Som du kan læse i artiklen om forskningens konger og baroner, er der tilmed ved at opstå en lille elite af topforskere, der selv kontrollerer de store forskningsbevillinger, de henter hjem. Men hvordan skal vi lede uden at have kontrol med pengene? spørger rektorerne.

DER ER DERFOR INGEN tvivl om, at universiteterne er i knibe, men videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen gør alt, hvad hun kan for at lægge ansvaret fra sig og fremstille besparelserne som små og ubetydelige.

Som rektor Ralf Hemmingsen udtrykte det på debatmødet den 1. juni formåede hun nærmeste at trylle hele besparelsen væk til ingenting. Det er påfaldende, hvor gode ministre og politikere er til at tage æren, når der bliver bevilget flere penge, og hvor hurtige de er til at løbe fra ansvaret, når der skal spares.