Lederen og lektoren - del 4

DEL 4 – HVEM SKAL KRITISERE HVEM OG HVORNÅR?

Fortsat fra del 3

Honoré: »Det vil jeg fortsat gerne prøve at modarbejde. Evalueringsrapporterne er jo et politisk krav, som er et element af at kvalitetsstyre undervisningen, sagt med politikernes sprogbrug. Så de rapporter er påtvunget os udefra.

Man kan sige, at så kunne vi selv finde på noget bedre.

Og ledelsen har registreret 14 eller 16 konkrete detailstyringsområder på uddannelsesområdet, som vi frygtelig gerne ville af med. Det arbejder vi ualmindelig hårdt for. Resultaterne kommer for langsomt efter vores mening. Så vi er enige i, at der er nogle af reglerne, der ikke giver mening, og dem vil vi jo gerne af med.«

Så er I jo ofre, er I så for høflige? Sune kan ikke vide, at du dagen før, du annoncerer et eller andet, som han opfatter som slemt, har slynget varm kaffe i hovedet på Helge Sander?

Honoré: »Jeg forstår spørgsmålet. Jeg tror, at vi kan se ud til at være for høflige. Det er vi ikke, og mit eksempel er McKinsey-rapporten. Vi var nogle universitetsfolk, der kæmpede kraftigt imod McKinsey-analysen. Det blev bare inde i lokalerne, hvis jeg må sige det på den måde, og på et tidspunkt lykkedes det os også nærmest at få vores eget ministerium over på vores side af bordet, sådan at det var Finansministeriet mod Videnskabsministeriet sammen med sektoren som sådan.

Og det som jeg så helst ikke vil have for tydeligt frem, fordi det kan provokere nogen, men jeg siger det så alligevel, det er: Bemærk, at rapporten jo ikke er blevet brugt til så meget.

Der er jo egentlig en kraftig tavshed her efter McKinsey-rapporten. Hvis den virkelig skulle bruges til noget af politikerne, så ville vi jo blive voldtaget på det administrative område til at reducere og lave om til et helt urealistisk lavt niveau.

Rapporten betragtede jo forskeren som en timelønnet medarbejder, der skulle fordele sin tid meget detaljeret i registreringsskemaer, og vi sagde 117 gange til konsulentfirmaet og Finansministeriet, at vi ikke ville have alle de registreringer på timer på forskerne. Vi vil gerne finde nogle forskergrupper til konsulenterne, så kan vi lave nogle kvalitative diskussioner med forskerne om, hvordan vi kan forbedre undervisningen, i stedet for at lave nogle kvantitative målinger af, hvad forskeren bruger sin tid på, osv.

Det ville man ikke købe, og det var vi meget utilfredse med, vi fightede virkelig hårdt. Men vi går jo ikke ud i byen og siger, at der er noget galt med ministeren på grund af det, for så skal ministeren jo pludselig forsvare sig. Så murer han sig endnu mere fast om sit eget synspunkt. Det man skal prøve at se er, at ministeren jo også har ladet den analyse ligge.«

Er du politisk tonedøv, Sune?

Auken: »Jeg vil næsten holde med Jørgen denne gang. Jeg vil sige, jeg har gode forhåbninger til Charlotte Sahl-Madsen, men jeg mener af et ærligt hjerte ikke, at en minister kan blive mere tonedøv eller muret inde end ham, vi havde før.

Så der tror jeg faktisk, at diskussionen med hammeren havde været betydeligt bedre, fordi det dog havde gjort, at nogle af ministerens partifæller havde opdaget kritikken. Jeg tror simpelthen, at vores ledelse bliver pakket ned og gemt væk i en kasse i højere grad end den helt ser i øjnene.«

Honoré: »Kort, indskudt bemærkning: Vi har selvfølgelig fortalt Marianne Jelved, Kirsten Brosbøl, Jesper Langballe osv., hvad vi mener om McKinsey-rapporten. Men vi går ikke i pressen, fordi så får vi det modsatte resultat, vi prøver at vinde deres tillid ved at sige det direkte. Men jeg kan godt se, at man ikke se, at ledelsen har slået i bordet over for ministeren.«

Auken: »Det er en total strategisk uenighed, som jeg tror vi skal lade ligge. Lad mig lige prøve at sige det på en anden måde, da jeg udvekslede e-mails med Christoffer om det her, så håbede Christoffer på, at jeg havde fået fornærmet universitetsdirektøren, fordi så fik vi et godt interview ud af det, og jeg svarede tilbage, at der var ikke noget i verden, der ville give et kedeligere interview, hvis direktøren var tøsefornærmet, og det står jeg ved. Og jeg vil meget gerne give Jørgen, at han ikke er tøsefornærmet.

Jeg håber på, at vi også på baggrund af et ministerskifte kan få mere af en dialogkultur. Jeg begyndte faktisk min karriere som det, jeg kalder vicedirektør for intern kritik, ha ha, auto-udpeget vicedirektør tilmed, med at rette kritikken internt. Og da jeg løb ind i lukkede døre, blev jeg ekstern kritiker.«

Når der har været offentlige stormøder – så har det været Sune Auken, der har siddet og viftet med fingeren. Du er citeret mere end Jørgen, vi trykker jo alt, hvad der kommer.

Auken: »Men hvis du nu prøver at trykke Sune Auken i søgefeltet før 2005, så vil du få en fuldstændig tavshed.«

Honoré: »Med det her med at være kritisk indadtil og udadtil, synes jeg du fik sat en vigtig ting på dagsordenen. Alle skal selvfølgelig udtale sig kritisk indadtil, og udadtil, når man har noget på hjerte, og det er ens frie demokratiske ret.

Noget af det, som jeg nogle gange tænker på, og vi drøfter det også i vores hovedsamarbejdsudvalg, er, hvordan vi får leveret kritik på en konstruktiv måde i modsætning til en destruktiv måde.

Lige i øjeblikket kan vi godt komme ud for vores hårdeste kamp for penge nogensinde. Samfundet er i krise, det ved I alle, og der er otte universiteter i Danmark. Og hvis der altid er brok fra KU, uanset hvad man gør, så kunne føre til, at vi også hos de politikere og de fonde og de studenter og de dygtige medarbejdere vi skal have fra Danmark og udlandet får det image, at vi er nogle brokkehoveder, og de syv andre universiteter er flinkere.

Så vi kan godt risikere at ødelægge noget for os selv, hvis ikke vi får håndteret vores kritik på en konstruktiv måde, og det bringer mig over til: I hele kapitlet, Det borgerlige universitet, hvor Sune skriver meget fint om, hvad er det egentlig, et universitet er, hvad er et universitets mission, hvad gør et universitet for samfundet, hvad burde frihedsgraderne for forskningen være, der kan jeg bare sige: enig, enig, enig. Jeg har skrevet det sådan i kanten af bogen, jeg kan sagtens citere fra kanten, jeg er helt enig i kapitel 1.

Kapitel 2, Et svigtet politikområde, der er jeg så ikke voldsomt enig mere, men jeg er enig i, at universitetssektoren sagtens kan opleve sig som et svigtet politikområde, for der står jo hospitalerne ved siden af, der er borgernære. Det er universiteterne jo ikke lige – de er borgernære for de akademiske borgere. Jeg synes, vi skulle prøve at bygge bro mellem alle forskere, alle universitetsledere, også måske de kritiske af vores forskere, og prøve at forklare samfundet, hvad der ligger i forskningsfriheden, så vi ikke er eller bliver ved med at være et svigtet politikområde.

Der er jo ikke nogen, der løber hen og gør vores politikområde interessant for vores skyld. Det gør de kun, hvis vi kan sælge forståelsen af et universitet på en måde, så det bliver interessant for dem. Politikerne, de vil sgu da hellere drøfte sygehuse eller en Femernbro, end de vil drøfte universiteter. Så vi har en fælles sektoropgave i at forklare om missionen, og især hvorfor der inde i missionen skal være langsigtet forskning med meget frihed, fordi det er svært for den store masse at forstå, og politikerne er rundet af den store masse, og ikke af os.«

Auken: »Der er jeg jo meget tæt på at være enig med Jørgen, jeg synes jo nærmest, det står der [i bogen]. Men jeg vil godt sige, og nu er vi jo i et dialogsøgende rum, at hvis KU’s kritik havde været så stærk offentlig, som den tilsyneladende har været bag lukkede døre, så havde ledelsens stilling på universitet, ledelsens interne legitimitet, været meget bedre, simpelthen fordi vi alle sammen kan genkende den hårde nødvendighed, som Jørgen taler om. Men ledelsen ender i den situation, at den skal forsvare ting indadtil, som den er uenig med.
En ledelse, der kunne komme og sige, dette mener ikke bare vi qua ledere, dette mener vi qua universitet, det ville være meget stærkere.

Det er meget karakteristisk, at KU’s svar på evalueringsrapporten hele tiden er nødt til at skelne imellem hvad ledelsen siger, og hvad de ansatte siger. Det ville jo være utrolig styrkende, hvis man kunne sige, at dette mener ledelsen og de ansatte. Og den effekt ville man få i meget højere grad, hvis man meldte meget skarpere ud i offentligheden.«

Men nu bliver du jo sådan set også kritiseret for at undergrave nogle af de ting, I kæmper for.

Auken: »Hvornår har du sidst set en bog om dansk forskningspolitik komme i Deadline?«

Honoré: »Det var jo stærkt, Sune – jeg så det ikke selv – hvis du så i Deadline havde vundet den situation, hvor du forklarede for landets befolkning, hvorfor det er, at forskningsfriheden er nødvendig for mig, for mine kollegaer, på universitetet.«

Auken: »Jeg var ikke for at vinde, men jeg var inde for at tale med den ny minister, som var meget modig at stille op efter to dage. Hun klarede sig fint.«

Læs del 5