Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Lederlønninger sender uheldigt signal

LEDER - Stigende lederlønninger på KU handler ikke kun om tørre tal og facts, men også om, hvilke signaler man sender til medarbejderne og omverdenen.

Misundelse er en grim ting, men heldigvis handler kritikken af de stigende lederlønninger på Københavns Universitet om mere og andet end smålighed og jalousi.

De færreste medarbejdere har noget imod, at ledere får et klækkeligt løntillæg som belønning for større ansvar og arbejdsbyrde. Men hvad er en rimelig lederløn på et universitet? Skal KU forsøge at konkurrere med lønningerne i det private erhvervsliv? Skal man være lønførende inden for det offentlige? Er det rimeligt, at rektor tjener mere end landets statsminister?

For medarbejderne kan det være svært at forstå, at der er råd til højere cheflønninger, mens de selv underlægges rationaliseringer, besparelser og afskedigelser i hverdagen. De får tilmed at vide, at universitetet skal spare, når de efterspørger en løn, der svarer til deres arbejdsindsats ved de årlige lønforhandlinger.

Kan det virkelig være rigtigt, at det skattes højere at være administrativ leder end forsker eller underviser på et universitet? spørger mange ansatte. Det er jo trods alt de to sidstnævnte opgaver, der er universitetets eksistensberettigelse.

Lad så være, at det ikke gør nogen nævneværdig forskel i det store KU-regnskab, om rektor tjener en halv million kroner mere eller mindre; KU’s indtægter har jo trods alt rundet syv milliarder kroner. Problemet er, at det ikke kun handler om tørre tal og facts, men også om, hvilke signaler man sender til medarbejderne og omverdenen.

Ledelsen har den seneste tid gjort sig stor umage med at forberede de ansatte på, at en økonomisk opbremsning er på vej, og at det lokalt kan koste medarbejdere jobbet, som det er sket de seneste to år på flere fakulteter.

Det er altid en god ting at informere medarbejderne rettidigt og omhyggeligt om de økonomiske realiteter, men ledelsens snak om den dårlige økonomi og behovet for at udvise tilbageholdenhed kommer til at runge hult, når den selv har modtaget store lønstigninger de senere år.

Eksemplets kraft er ofte det stærkeste, så cheferne må gå foran og selv udvise tilbageholdenhed, hvis de forventer det samme af de ansatte. Ellers må der afsættes et beløb af en rimelig størrelse ved de årlige lønforhandlinger, så medarbejderne også kan få en konkurrencedygtig løn.

Et andet spørgsmål er så, hvilket signal man sender til omverdenen? Københavns Universitet er en offentlig institution, så det er ikke blot rimeligt, men også nødvendigt, at politikerne og skatteyderne stiller spørgsmål om, hvordan universitetet forvalter sine penge.

Forhåbentligt sker det på et oplyst grundlag, men ledelsen kan ikke forvente lang taletid i dagens medielandskab.

Rektorerne har længe argumenteret for, at politikerne bør bevilge landets universiteter flere frie basismidler i stedet for at øremærke en stadig større del af midlerne til specifikke formål, senest i forbindelse med de uafsluttede forhandlinger om finansloven og globaliseringspuljen.

Hvis universiteterne skal gøre sig håb om at få et større frirum, kræver det, at politikerne har tillid til, at universiteterne bruger pengene fornuftigt, og at eventuelle ekstra midler ikke går op i ekstra administration og lønfest på ledelsesgangen.

Artiklen er en Lederartikel i papirudgaven af Universitetsavisen nr. 7-2010, 30. september 2010, af ansvarshavende redaktør Richard Bisgaard (bruttoårsløn 638.000) og nyhedsredaktør Claus Baggersgaard (bruttoårsløn 496.000)

rjb@adm.ku.dk og clba@adm.ku.dk

Seneste