Lederne: Vi lytter. Ansatte og studerende: I hører os ikke

98 procent af lederne på de danske universiteter mener selv, at de er lydhøre over for de ansatte, og 89 procent svarer i en spørgeskemaundersøgelse fra 2014, at de også lytter til de studerende.

At der er tale om procenter, der normalt hører hjemme i lande med et tvivlsomt forhold til demokrati, erkendte Brian Bech Nielsen, rektor på Aarhus Universitet (AU) og næstformand i Rektorkollegiet på en konference om medbestemmelse og medinddragelse på universiteterne den 15. maj.

»Det er morsomt, at alle lederne, inklusiv mig selv, opfatter sig som meget lydhøre. Sidst jeg så den slags procenter var ved afstemningen på Krim. Det viser, at der er brug for at få afstemt forventningerne,« sagde han.

På Krim stemte 93 procent af befolkningen tidligere i år ja til at tilslutte sig Rusland.

Systemet fejler

Ledernes selvoplevede lydhørhed står dog i skærende kontrast til opfattelsen blandt ansatte og studerende. På Københavns Universitet (KU) svarer blot 25 procent af dem, at topledelsen er lydhør og ti procent, at de har mulighed for at påvirke ledelsen.

Tallene er højere på institutterne, hvor 62 procent svarer, at den lokale ledelse er lydhør, og 46 procent, at den er til at påvirke. Resultaterne på KU er på linje med resten af universiteterne, men der er samlet tale om en lille tilbagegang i forhold til seneste lignende undersøgelse fra 2009.

Det virker som om parterne lever i to forskellige verdener, mener Leif Søndergaard, fællestillidsrepræsentant for AC-VIP og lektor i biologi på KU.

»Det er meget markant, at medarbejderne ikke føler sig medinddraget, mens lederne mener, at de bliver det. Det er en systemfejl, at parterne går så skævt af hinanden. Problemet er, at det aldrig er blevet defineret i universitetsloven, hvad inddragelse og medbestemmelse præcis betyder,« siger han.

Byd jer til

Det blev med ændringen af universitetsloven i 2011 understreget, at universitetsbestyrelserne har ansvaret for at sikre, »at medarbejdere og studerende bliver inddraget og har medbestemmelse i væsentlige beslutninger,« men det fremgik også af bemærkningerne, at det ikke bryder med den enstrengede ledelse.

I forbindelse med lovændringen besluttede Folketinget, at det senest i 2014 skal undersøges, om universiteterne har levet op til kravene.

Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen formåede ifølge Leif Søndergaard i sin tale på konferencen ikke at skabe klarhed over, hvordan det så skal forstås. Hun understregede dog, at medbestemmelse giver merværdi for universiteterne og sagde blandt andet:

»Medbestemmelse er ikke det samme som at få ret. Det er heller ikke det samme som, at alle bestemmer lige meget. Eller at ingen beslutninger træffes før alle er enige. Det handler om, at beslutningsprocesserne er gennemsigtige. Det handler om at kende muligheden for at lade sin stemme høre. At gøre sin indflydelse gældende. Og det handler om at udnytte de muligheder, der er. At byde sig til. Og insistere på at blive hørt.«

Uklar snak

Leif Søndergaard havde håbet, at ministeren havde meldt klart ud, at universiteterne skal tage medbestemmelsen alvorligt.

»Der var ingen bid. Når vi ser på resultatet af lovændringen, og hvordan det fungerer i dagligdagen, var det tomme ord. Der er ikke noget i det,« siger han skuffet.

Ingrid Kryhlmand, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget (HSU) og fællestillidsrepræsentant for de administrative HK’ere på KU, mener derimod, at medinddragelsen godt kan fungere inden for rammerne af den nuværende lovgivning, »hvis viljen ellers var til stede hele vejen rundt.«

HSU har derfor taget initiativ til at gøre 2014 til samarbejdets år på KU.

»I realiteten bliver tingene desværre ofte afgjort på forhånd på ledermøder, og udvalg og råd reduceres til at implementere beslutningerne. Når jeg snakker med folk, siger de, at de ikke bliver hørt. Hvis institutlederen synes, at medinddragelse er spild af tid, kan vi have nok så mange samarbejdsår uden at det gør en forskel,« siger Ingrid Kryhlmand.

Hun tilføjer, at det går ud over motivationen:

»Du kan ikke behandle voksne og temmelig intelligente mennesker på denne måde. Vi producerer ikke margarinepakker, men undervisning og forskning, så engagement er en nødvendighed for at butikken kan køre. Der mangler respekt for, at der ikke er et universitet uden medarbejderne.«

Den (u)perfekte leder

På universitetet i Aarhus blev cirka 300 medarbejdere afskediget eller accepterede en frivillig fratrædelsesordning i februar 2014, og det bliver af universitetslovens kritikere fremhævet som eksempel på, hvor galt det kan gå, når ledelsen ikke lytter.

»(…) når enkeltpersoner – her med rektor Lauritz Holm i spidsen (daværende AU-rektor, red.) – får ubremset magt, så fortæller organisationsteorien, at bureaukratiet får sin egen inerti. Og fristelserne internt i AU-toppen til at bruge magten aktivt blev for store; de satte drastiske reformer i værk, de ansatte flere bureaukrater under sig, de hævede lønniveauet i forvaltningen og så videre. Politisk og bureaukratisk magt er i den forstand et farligt narkotikum, så alle organisationer skal have nødbremser – men de findes ikke i universitetsloven.«

Sådan skriver Martin Paldam, professor i økonomi ved AU i The public choice of university organization, hans analyse af de økonomiske problemer på AU.

Lektor Peter Szabo, medlem af bestyrelse og HSU på Danmarks Tekniske Universitet, er enig i, at problemet med loven er, »at den forudsætter ideelle ledere, der ønsker at træffe rationelle beslutninger på et oplyst grundlag under inddragelse af medarbejderne og de studerende.«

Men sådan er virkeligheden langt fra altid, mener han:

»Hvad hvis lederen ikke ønsker at lade sig oplyse? Så mangler der en kontrolmekanisme nedefra og op,« sagde han på konferencen.

Også KU-lektor Thomas Vils Pedersen efterspørger konkrete bestemmelser, så ansatte der er valgt til råd og udvalg ved, hvad de kan gøre, hvis tingene kører skævt.

Studerende bliver ligeglade

Ifølge Thea Puggaard Frederiksen, studerende og tidligere formand for Studenterrådet ved AU, er problemet, at loven lægger op til, hvad hun kalder ’institutionel ansvarsfralæggelse’.

»Ministeren sagde i sin tale, at man ikke kan lovgive sig til engagement. Nej, men man kan lovgive sig til det modsatte. Strukturer er kultursættende, og systemet lægger op til, at vi lægger ansvaret fra os,« siger hun.

Tue Hammer-Lerche, studerende og tidligere medlem af studienævnet for psykologi på KU og Akademisk Råd, har derimod oplevet, at det kan lade sig gøre at få indflydelse på sin uddannelse, hvis man engagerer sig.

Han var med til at revidere studieordningen på Psykologi, men det tog to år, og det kunne kun lade sig gøre, fordi der ikke var noget tidspres udefra, forklarer han.

»Det førte til en studieordning med bedre sammenhæng, højere niveau og bedre evalueringer. En bred involverende proces skaber kort og godt bedre resultater,« siger han.

Tue Hammer-Lerche har dog siden haft en del negative oplevelser med ledere, der ikke lyttede og gjorde hvad der passede dem, tilføjer han.

Politikerne blander sig

Der var på konferencen i maj en erkendelse af, at det ikke er nogen let disciplin at lede et universitet.

Sofie Carsten Nielsen sagde, at det er en unik arbejdsplads med en meget kvalificeret medarbejderstab, der kan være svær at lede.

Ifølge Signe Vikkelsø, lektor ved Institut for Organisation på Copenhagen Business School og medlem af Akademisk Råd, er universiteterne udsat for organisatoriske eksperimenter fra politisk side.

»Mange forskellige styresystemer er klasket oven på hinanden, så lederne er udsat for pres fra alle mulige sider. Ingen ved rigtigt, hvor det ender, men Akademisk Råd er et vigtigt forum til at undgå de mest uheldige effekter, fordi de studerende og ansatte kender organisationen indefra og kan øge kvaliteten af beslutningerne. Men vi skal kun brokke sig over det mest nødvendige og mobilisere modstanden over for eksperimenter, der er kørt helt af sporet,« siger hun.

Hanne Leth Andersen, rektor ved RUC, oplever, at politikerne vil bestemme så meget på universiteterne, at der umuligt kan være tale om reel medinddragelse. Det meste arbejde i råd og udvalg er reduceret til at finde ud af, hvordan man i praksis vil leve op til krav fra ministeriet – ofte med en stram deadline.

»Fremdriftsreformen viser, at medinddragelse aldrig har været intentionen. Det er en pseudoparagraf med en indbygget modsætning,« siger hun.

Universitetsdirektør: Politikere, drop detailreguleringen

Jørgen Honoré, universitetsdirektør på KU, har en anden løsning på problemet. Lovgiverne skal lade være at lave illusoriske lovrevisioner om medbestemmelse og give universitetsledelserne et frirum at give medindflydelse i.

»Lovgiverne laver detailregulering på mange områder, som er besluttet med stor myndighed og ikke med kyndighed i det politiske system, og det er ikke muligt for universitetsledelserne at give medindflydelse på dette, da de ikke selv har det,« siger han.

Evalueringen af universitetsloven skal munde ud i en redegørelse, som ministeren kan præsentere for Folketinget.

clba@adm.ku.dk