Leif savner sine bananfluer

»Vil du ligefrem optage?« spørger Leif Søndergaard, »jamen så skal jeg jo tænke før jeg taler.«

Det ville han nu nok gøre uanset, for Leif Søndergaard er særdeles vant til at snakke med såvel høj som lav i både korridorer, bestyrelseslokaler og for snurrende mikrofoner – også under pres.

Som dreven fællestillidsrepræsentant for VIP-ansatte akademikere på Københavns Universitet har han landet stribevis af aftaler om ansættelses- og lønvilkår mellem ledelse og medarbejdere.

Leif Søndergaard er lektor på Biologisk Institut, men det er som faglig sparringspartner mange ansatte vil kende ham, der i august blev fejret for sit 40 år lange virke på KU.

Jubilæumsinvitationen viser en ung, storsmilende Leif Søndergaard, der er immatrikuleret i professorvældets vinter, 1967, og som altså har været med så længe at den ternede skjorte han bærer på billedet, er blevet moderne igen.

Faglig vækkelse

Leif Søndergaard forskede i fredsommelighed på laboratorierne på Biologisk Institut indtil han en dag oplevede noget, der fik ham frem i skoene:

»Der var en sag, hvor jeg syntes en kollega var blevet rigtigt, rigtigt dårligt behandlet. Jeg var som så mange unge medlem af fagforeningen per automatik, men uden at være fagligt engageret, indtil jeg fik øje for, at folk ikke altid blev behandlet lige godt. Så blev jeg tillidsrepræsentant.«

Og det forblev han. Som tillidsrepræsentant har Leif Søndergaard været med til at sikre ’at tingene foregår rigtigt’, først på Det Naturvidenskabelige Fakultet, hvor han forhandlede direkte med dekanen. Siden har han som fællestillidsrepræsentant været medarbejdernes stemme i de forskellige samarbejdsudvalg, og så har han også taburet til møderne med den øverste ledelse, bestyrelsen.

I skåltalerne til jubilæumsreceptionen fremhævede cheferne, at de er uenige med Leif Søndergaard om mange ting, men at de alligevel har en vældig god dialog. Leif Søndergaard ler:

»Ledelsen har sine synspunkter, og vi ser verden fra vores. Som tillidsfolk kan vi hyle og skrige, men i sidste ende bestemmer ledelsen.« Han tilføjer, at han dog oplever en generel lydhørhed oppefra.

»Det kan godt være vi skal argumentere meget kraftigt for hvorfor vi synes tingene skal gøres på en anden måde, men jeg synes faktisk vi har et meget fint samarbejde og opnår udmærkede kompromisser både i Hovedsamarbejdsudvalget og i de lokale samarbejdsudvalg.«

Genial på minutten

Der er ofte bud efter Leif Søndergaard, og især de årlige lønforhandlinger æder af hans timer.

I dag bruger han næsten al arbejdstiden på tillidshvervet, og selv om han gør sig umage for at følge med på området, savner Leif Søndergaard forskningen helt enormt.

»Jeg længes efter det hele tiden. Det er simpelthen manna for sjælen at kunne sidde og pusle med mine bananfluer,« siger han.

Bananfluerne lægger krop til biologernes forskning i genetik. For tiden er Biocenter København optaget af signalmolekyler i cellevæggene som styrer alle mulige fysiologiske funktioner, fortæller Leif Søndergaard, og tilføjer, at resultaterne af bananflueforsøgene kan overføres på andre organismer, sågar mennesket.

Men selv om Leif Søndergaard altså forsømmer sine bananfluer, er han fortsat opsat på at skaffe sine kollegaer nogle ordenlige arbejdsforhold, så han fortsætter kampen om de gode kompromisser.

Den sværeste del af arbejdet, siger han, har været de store fyringsrunder på Naturvidenskab i 1998, 2008 og 2010:

»Det er rigtig hårdt at snakke med mennesker, hvis livsgrundlag er ved at forsvinde under dem,« siger Leif Søndergaard og forklarer, at afskedigelserne har været betinget af hvor aktive folk er som forskere, og hvilke områder de beskæftiger sig med. Om det er noget, ledelsen har fundet undværligt eller ej.

Nu hvor diktafonen er tændt, tøver Leif Søndergaard ikke et øjeblik, da Uniavisen spørger om han har et budskab til ledelsen, han gerne vil dele.

»Ja! Der er en tendens i tiden til at alting skal gå så fandens hurtigt, og alting skal ud i en konkurrence. Jeg synes vi kommer til at mangle fordybelsen og accepten af at nogle forsker langsommere end andre.«

Det betyder ikke, at Leif Søndergaard er mindre optaget af det fremragende resultat end ledelsen, men han frygter at kravet om nonstop performance slet og ret kan spænde ben for genialiteten:

»Det der med at man forkaster en teori fuldstændig – som folk jo får nobelprisen for – det har jeg svært ved at få øje på at der er mulighed for i det system. Universitetet har overtaget for meget samfundsræs med at tingene skal være hurtigere og større og bedre – og alt skal sammenlignes,« siger han.

Politikerne er dårlige forældre

Leif Søndergaard har talt sig varm. ’Samfundsræset’ kommer fra Christiansborg, der ifølge tillidsmanden stiller helt urimelige krav til universiteterne:

»Forholdet mellem politikere og universiteter er ligesom faren der står på sidelinjen og råber ad sønnen, at han skal spille ordentlig fodbold, selvom han måske hellere ville spille klaver.«

Politikerne læsser så mange af deres egne motiver af på universiteterne, at Leif Søndergaard betragter det som en ’gidseltagning’:

»De overlader det til universiteterne at løse alt det, der er indviklet. For eksempel ungdomsarbejdsløsheden. Jeg synes det er vanvittigt, at vi skal have en bestemt andel af en årgang ind på universiteterne. I stedet for at bede universiteterne løse alle problemer, skulle de bede os om at løse de problemer, som kræver et universitet,« siger Leif Søndergaard.

Politikerne sidder på hænderne, mener han, fordi de ikke engang har en plan for hvem der skal skaffe job til alle de kandidater, der bliver spyttet ud fra universiteterne – som faktisk adlyder farmand og mosler lydigt rundt på grønsværen i stedet for at øve sig ved klaveret.

»Man må ikke sige det, men jeg synes universitetet skal være et elfenbenstårn. Det er jo ikke det samme som at sige, at vi ikke skal være i åben kontakt med samfundet,« siger Leif Søndergaard.

Regeringen mangler fornemmelse for folkestemningen hvad videnskaben angår, mener han, for skatteyderne går nemlig ikke rundt og kræver en kort og lige linje fra forskning til faktura:

»Når jeg snakker med almindelige folk og fortæller om vores bananflueforsøg, er det de færreste, der spørger hvad det kan bruges til. De er slet og ret dybt fascinerede af den nye viden, vi producerer på universitetet. Alle mennesker er interesserede i videnskab,« siger Leif Søndergaard og fremhæver folks hang til ekspeditionsfilm for at understrege sin pointe:

»Man elsker ikke den slags film, fordi man tænker at forskerne skal ud og finde nye lægemidler, men for det eventyr, der er over at bevæge sig derud, hvor ingen andre har været. Hvad er der derude? Det har altid fascineret mennesker.«

Leif Søndergaard synes tiden er moden til at vende det sanderske regnestykke (fra forskning til faktura, red.) på hovedet:

»Jeg tror grundlæggende politikerne tager fejl over at alt skal være så kommercielt. Når du giver et ungt menneske en uddannelse, så er det ikke en udgift, men en investering. Også forskningsbevillingerne er en investering,« siger Leif Søndergaard og tilføjer:

»Nogle investeringer går godt; nogle går dårligt – sådan er det, og erhvervslivet har jo for længst erkendt, at innovation kræver risikovillig kapital. Så mangler vi bare regeringen.«

Arbejd hårdt og nyd livet

Leif Søndergaard husker studietidens kombination af faglighed og socialitet på kurser og ekskursioner som sin finest hour.

»Det er noget andet, jeg virkelig savner, at tilbringe tid med de studerende. Undervisningen er det fedeste overhovedet ved at være ansat på et universitet. Og jo ældre man selv bliver, jo mere fantastisk er det at have med de unge mennesker at gøre,« siger Leif Søndergaard, der ikke har tid til planlagte undervisningsforløb, men som alligevel sørger for at snige sig ind som medvejleder på nogle projekter og opgaver.

Har du et budskab til det nye kuld af studerende, der vælter ind på universitetet i disse dage?

»De skal vælge det, de synes er sjovt og spændende, og så skal de arbejde skide hårdt … Arbejd hårdt og nyd livet,« siger Leif Søndergaard og gnækker lidt af sin egen sentens.

»To ting, der sagtens kan passe sammen.«

gbg@adm.ku.dk