Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Lektor: Det må være muligt at fyre folk på en mere human måde

Alle medarbejdere på SAMF blev i forrige uge bedt om at sidde klar ved telefonen i et bestemt tidsrum for at finde ud af, om de blev fyret eller ej. Men hvorfor egentlig, når ledelsen allerede på forhånd har bestemt, hvem der skal fyres? Sådan spørger Mikael Carleheden, lektor i sociologi.

Jeg har været ansat som lektor på Sociologisk Institut siden 2009. Under hele denne periode har jeg været grænsegænger, dvs boet i Sverige og rejst over broen til mit arbejde i København. Som grænsegænger befinder man sig lidt in-between, og videnskaben er jo en international verden. Mit kendskab til dansk politik og kultur er begrænset. Nu har jeg oplevet den meget ubehagelige fyringsprocedure, som åbenbart er almindelig på danske universiteter.

Det er en procedure, som jeg slet ikke kender fra Sverige (hvor jeg også arbejdet i mange år), eller fra de andre nordiske lænder. Når jeg fortæller mine svenske, norske og finske kolleger om denne procedure, bruger de ord som chokerende, forfærdelig og inhuman.

DEBATINDLÆG

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Selvom jeg befinder mig midt i ilden, er mit perspektiv på, hvad der sker altså lidt fra distance.

Jeg har meget svært ved at forstå, hvorfor man anvendte den valgte fyringsprocedure.

Det er naturligvis ubehagelig og nogle gange også tragisk at blive fyret, men hvorfor skal alle VIP’er på fakultetet udsættes for proceduren, når ledelsen allerede i forvejen ved, at kun nogle få bestemte personer vil blive fyret? Hvorfor har vi alle mange dage i forvejen fået at vide, at vi skal sidde ved vores computere mellem 9 og 9.15 i mandags og vente på at få besked over mail? Hvorfor skal vi alle tvangsindlægges til at kontemplere over, hvad vi skal gøre med vores liv, hvis vi bliver fyret? Hvorfor skal vi alle ligge vågne flere nætter i træk og spekulere over, om det mig eller min gode kollege, der bliver ramt? Hvorfor skal vi alle tvinges til femten minutters ondt i maven?

Kort sagt; hvorfor fyrer danske akademikere hinanden på denne rituelle måde?

Hvorfor må vi ikke vide hvorfor?

Selv klarede jeg mig denne gang. Jeg ved ikke hvorfor, eller hvorfor to af mine nære kolleger ikke gjorde det. Det får vi nok aldrig at vide. Vi kan bare undre os. En del af os gætter på, at disse to var for kritiske over for ledelsen.

Samfundsvidenskabelige biblioteker er fyldt med bøger og artikler om magt og disciplinering på arbejdspladser. Vi samfundsforskere har udviklet begreber som (post)taylorisme, (post)fordisme, new public management eller noget andet. Nu tvinges vi til at forlade vores privilegerede observatørperspektiv. Nu rammes vi af de selv samme processer, som vi har udforsket og kritiseret.

Handler det ikke også i vores tilfælde om disciplinering? Arbejd hårdere! Var lydige, ikke kritiske! Næste gang kan det være din tur. Hele trygheden i vores ansættelse har lidt under denne proces. Følelsen er nu, at hvem helst kan blive fyret af en hvilken som helst grund.

Hvordan skal kreativitet og innovation blomstre under den slags usikre vilkår? Hvordan kan en organisation udvikle sig, hvis medarbejdere ikke tør sige deres meninger? Hvordan kan man lokke nye medarbejdere til universiteter, som behandler sine ansatte på denne uværdige måde?

Jeg tror i hvert fald, at mine svenske, norske og finske kolleger vil overveje det en ekstra gang, inden de søger en stilling på et dansk universitet, når de hører, hvordan akademikere fyrer hinanden på danske universiteter.

Seneste