Liberal Alliances politiske leder: »Vi har fået en kultur, hvor det hele er op til os unge selv«

Det er kun tre år siden, at Alex Vanopslagh blev færdig som studerende, og alligevel har han ikke ret meget at sige om sin uddannelse.

Han havde som sådan ikke noget imod at studere Statskundskab, først på Syddansk Universitet, så på Københavns Universitet, han var bare ikke til forelæsningerne ret ofte. Jo, han siger nok, at det var spild af tid at få undervisning i tekster, han havde læst aftenen forinden, men mest af alt blev han væk, fordi han skulle alt muligt andet.

Under sin uddannelse blev han landsformand for Liberal Alliance Ungdom, han arbejdede som public affairs-konsulent, og han nåede også at blive far, inden han fik sit diplom.

Der har da været nogle liberale indimellem, der i lidt for høj grad har stået for en fri leg-liberalisme.

Alex Vanopslagh

Så selv om Vanopslagh, der i en alder af blot 27 er blevet Liberal Alliances politiske leder, ikke var en præmiestuderende, ved han, hvad det vil sige at være ung og have forbandet travlt.

Og han ved, hvad det vil sige at gå op i, hvad andre tænker om det, man laver.

»Jeg havde en enorm drift efter at udrette og opnå noget, og konsekvensen var, at jeg havde travlt. Det var ikke en prioritet i sig selv, men en af de ting, der gjorde, at jeg blev hooked på politik var, at det var noget, jeg kunne opnå anerkendelse ved og få bekræftelse for. Ligesom andre prøver at få likes på Instagram, eller hvad det nu måtte være,« siger Alex Vanopslagh.

»Dengang tror jeg ikke, jeg var bevidst om, at det var en drivkraft for mig at dyrke den ydre succes. Jeg brændte jo bare passioneret for liberal politik – og det gør jeg stadig. Men jeg kan se i bagklogskabens lys, at der også lå en motivation i at dyrke succesen.«

»Jeg bliver sgu ikke lykkelig af politisk succes«

Måske kan han se det, fordi det siden er blevet et hedt politisk tema: unge, der stræber efter det, der er perfekt i andres øjne – og i nogle tilfælde bliver mast flade under presset.

Perfekthedskultur er det blevet døbt, og politikerne har på det seneste stået i kø for at gøre op med den. Først lavede den daværende uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers kampagnen #deldinefejl i håbet om at få studerende til at tage de chancer, der sommetider fører til fejl.

Og da han overdrog taburetten til Ane Halsboe-Jørgensen, gav den nye minister straks udtryk for, at hun agtede at fortsætte indsatsen.

»Debatten om præstationskulturen har du, Tommy, dygtigt været med til at sætte i gang, og den jeg glæder mig også til at drible videre med. Det er et af samfundets største problemer,« sagde hun til Ahlers.

»Vi kan have de dygtigste undervisere, den bedste forskning og det nyeste undervisningsudstyr. Men hvis de studerende ikke har det godt, er det ikke meget værd.«

Halsboe-Jørgensen har vist, at hun mener det alvorligt: Et nyt kontor for unges trivsel – bestående af en kontorchef og fem embedsmænd – skal fremover blive klogere på, hvordan man stækker lidt af den stress og ensomhed, der plager studerende i dag.

Alex Vanopslagh er enig med ministeren i, at unge er for optagede af at være perfekte i andres øjne.

Men han afviser, at præstationspresset er årsagen til problemet, det er snarere symptomet på det. Det handler, siger han, ikke om, at vi har for mange krav og rammer. Det handler snarere om, at vi har for få.

Så når politikere og debattører vil slække på karakter- og optagelseskrav for at lette presset på de studerende, har de misforstået, hvad problemet egentlig er.

»Vi er blevet utroligt selvoptagede, og vi går meget op i, hvordan vi tror, andre opfatter os. Det kommer bare ikke af krav og præstationspres, for de eneste krav, der efterhånden er tilbage i samfundet, er dem, du møder i uddannelsessystemet. I resten af samfundet er der ingen forventninger længere. Du skal bare realisere dig selv, du skal bare blive lykkelig, hedder det. Jeg tror snarere, det er det, der gør, at mange unge er blevet rodløse,« siger han.

»Vi har fået en kultur, hvor det hele er op til os unge selv. Verden ligger for vores fødder. Vi kan blive lige, hvad vi vil. Det er på sin vis forventningsløst. Jeg tror, det skaber den tomhed, der gør, at nogle bliver ekstremt optagede af karakterer, ekstremt optagede af selvrealisering og karriere, eller som mig blev ekstremt optaget af opnå succes med politik.«

Jagten på succes var ikke noget, der tyngede Alex Vanopslagh. Det var en drivkraft for ham, så stærk, at den har været med til at skubbe ham mod posten som politisk leder i en forbavsende ung alder.

Men, tilføjer han: »Jeg har indset, at jeg sgu ikke bliver lykkelig, uanset hvor meget succes jeg har i politik. Det er ikke det, der gør det alene.«

Det, der gør ham lykkelig, ja, det, der gør os lykkelige, siger han, er derimod, hvad vi er for andre mennesker. Det var man mere opmærksom på »i gamle dage«, siger han, dengang man ifølge Vanopslagh brugte mere krudt på at opdrage unge til at være flittige, til at være høflige, ordentlige og dannede.

»Det gode liv lå ikke i selvrealiseringen. Det lå i at rette sin opmærksomhed mod sine omgivelser og så prøve at indgå i dem på en god måde.«

»Det betyder også, at det er forkert at sige, at vi ikke skal have karakterkrav, at vi slet ikke skal have nogen forventninger overhovedet. Problemet er jo snarere, at der ikke er nogen rammer tilbage.«

Et klynkesamfund

Han nævner flere gange Svend Brinkmann som en samtidstænker, der har sat ord på selvudviklingens tyranni. En del af det budskab, psykologen afsender i trilogien Stå fast, Ståsteder og Gå glip, er, at vi skal holde op med at fokusere så meget på egne følelser og rette blikket mod den ydre verden. Nogle faste holdepunkter – eller ståsteder – der kan være grundpillerne i et meningsfuldt liv.

Som han skriver i den første bog, Stå fast, en parodi på de selvhjælpsbøger, han hudfletter: »Hold op med at mærke efter i dig selv!«

Man kan indvende, at Brinkmann spidder det kapitalistiske samfund og dets iboende krav om evig vækst, hvor Liberal Alliance vel er det parti på Christiansborg, der taler varmest om kapitalismen.

Vi er blevet utroligt selvoptagede, og vi går meget op i, hvordan vi tror, andre opfatter os. Det kommer bare ikke af krav og præstationspres

Alex Vanopslagh

Alex Vanopslagh peger selv på, at ånden fra ’68 har været med til at erodere mange af de normer, der mangler i dag, men han medgiver også, at 90’ernes frådende liberale optimisme nok tog overhånd.

»Der har da været nogle liberale indimellem, der i lidt for høj grad har stået for en fri leg-liberalisme. ’Verden ligger lige foran dine fødder, du kan gøre lige hvad du vil. You are the king of the world’.«

Modsat dem betoner Vanopslagh betydningen af rammer og ansvar for fællesskabet. Men bestemt ikke de rammer, som velfærdsstaten står for. Man kan næsten sige, at hans politiske projekt går ud på at gøre op med den samfundsmodel, der ellers er bred politisk konsensus om.

Han kalder det et klynkesamfund.

En af de episoder, der har været med til at definere ham som politiker, var, da han rejste sig op på Sankt Annæ Gymnasium i Valby, efter elevrådsformanden havde bedt ham om at forholde sig til de unges trivsel.

»Jeg synes ikke, det er synd for jer,« sagde han til de studerende.

Måske ville han formulere det anderledes i dag, siger han, men han mener stadig, at der er en snert af klynk i debatten om perfekthedskultur.

»At unge i dag i højere grad end tidligere er ulykkelige og rodløse, det er jo ikke klynk. Det er reelt. Men det er jo klynk at sige ’åh nej, det er forfærdeligt, at jeg skal have karakterer for mit arbejde,« siger han.

»Det er jo, fordi vi generelt har et klynkesamfund. Hvor man altid kan stille sig på bagbenene og sige, det er synd for mig, nu skal verden eller resten af samfundet rette ind og have andre forventninger til mig eller betale nogle ydelser til mig. Det har man nærmest systematiseret de sidste tredive-fyrre år.«

Vanopslagh mener, at borgernes penge ødsles bort i velfærdsstaten, og det er et af hans slagnumre at minde sine politiske modstandere om, at de snildt kan finde penge til deres politiske tiltag, hvis de skærer noget af fedtet fra i den offentlige sektor.

Senest skrev han i et debatindlæg i Jyllands-Posten henvendt til finansminister Nicolai Wammen (S), at han ikke skulle være så bedrøvet over, at han havde fundet ekstra regninger på 3,5 milliarder i sit ’kasseeftersyn’. Han kunne bare fylde hullet – og mere til – ved at skære i bureaukratiet på jobcentrene, afskaffe diverse puljer på socialområdet og skære i dagpenge til dimittender. Blandt andet.

Fremdriftsreformen er meningsløs

Men det er ikke alle effektiviseringer, Vanopslagh er tilhænger af. Faktisk vil han og Liberal Alliance have afskaffet både uddannelsesloftet og fremdriftsreformen, også selv om begge reformer har sparet staten store summer (ifølge den tidligere minister, Tommy Ahlers, vil det koste 300 millioner kroner årligt at fjerne uddannelsesloftet alene).

Forskellen er, at reformerne ikke tager afsæt i liberalt tankegods. De er født ud af velfærdsstatens logik, siger han.

»Fremdriftsreformen handler om, at man skal skynde sig at komme ud og skabe overskud til velfærdsstaten. Det er jo ikke liberalt. Det kan jeg godt forstå, at man synes er meningsløst. Men det kommer jo af, at man har fået nogle privilegier, altså at håndværkere og alle mulige andre betaler for ens uddannelse, SU og dimittenddagpenge. Privilegierne vil man ikke af med, og så mødes man med nye krav for at beholde privilegierne.«

Jeg har indset, at jeg sgu ikke bliver lykkelig, uanset hvor meget succes jeg har i politik. Det er ikke det, der gør det alene.

Alex Vanopslagh

»Men så bliver det jo på velfærdsstatens præmisser og ikke på de præmisser, der handler om det meningsfulde menneskelige liv, hvor vi animerer folk til at tage ansvar og være noget for sig selv og for hinanden.«

Men du har jo selv snakket om, at man skal stille krav til de studerende. Skal de ikke bare tage sig sammen og afslutte deres uddannelser i ordentlig tid?

»Jeg vil hellere ændre systemet, end jeg vil ændre borgerne.«

Hvad mener du med det?

»Hvis der er studerende, der er for lang tid om at færdiggøre deres uddannelse, har jeg ikke et behov for at ændre dem, fordi det er træls for statskassen. Så vil jeg hellere reformere systemet. På sigt vil det betyde, at man skal kigge på fx brugerbetaling. Hvis du skulle betale 5.000 kroner pr. semester, så ville du jo tage dit studie ti gange mere seriøst. Du ville også forvente mere af din underviser, du vil kræve et højere udbytte og vælge et studie, der i højere grad kan betale sig.«

Men man ville også risikere, at man tabte nogle, altså de mindst velhavende?

»Så skulle man bare lave gode lånemuligheder, ligesom der er i Sverige og Norge. Jeg er slet ikke bekymret for, at hvis der er højere grad af SU-lån eller noget symbolsk brugerbetaling, så vil der være en masse, der falder fra. Jeg ser det slet ikke for mig.«

»I øvrigt har vi verdens højeste uddannelsesstøtte, og det er stadigvæk overvejende de veluddannedes børn, der tager de lange universitetsuddannelser.«

Men den følelse af præstationspres og stress, vi har talt om – vil man ikke bare bidrage yderlige til den ved at presse de studerende hårdere økonomisk?

»Lad mig vende den om: Hvis du tager en god universitetsuddannelse i dag, og det går godt, så skal du betale topskat resten af dit liv. Du skal afdrage resten af dit liv. I den anden model har du et lån, du afdrager på, men når du har indfriet det, så er det slut. Du bor i et land, hvor der er vækst og velstand og gode muligheder for at udfolde sig.«

»Presset kommer ikke af for høje forventninger i uddannelsessystemet eller af en for lav SU. Det er et indre pres, der kommer af en tomhed. Fordi vi har bildt os selv ind, at det meningsfulde liv består i selvrealisering, præstation og i de ydre markører. At man på den måde fremstår succesfuld.«

Alex Vanopslagh erkender, at det er svært at løse politisk. Måske især for en glødende liberal. Det byder trods alt liberale imod at bruge statsmagten til at lægge »snærende bånd« på borgerne, som han udtrykker det, og noget af det handler heller ikke om politik, men om en kulturforandring, der sker gennem den offentlige samtale.

»Der er nogle ting, der er dilemmafyldte, for eksempel karakterkrav og lignende. Hvad er det gode liberale svar på det? Man vil gerne lægge ansvaret ud til institutionerne, men samtidig må man erkende, at det er vigtigt, at vi forventer noget af hinanden.«

»Det vigtigste er, at hvis vi skal være noget for hinanden, så skal vi ikke rende rundt i et eller andet åndssvagt system, hvor vi hele tiden skal skabe overskud til velfærdsstaten. Det er jo ikke meningsfuldt for noget menneske.«