Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Ligestilling: fra rettigheder til privilegier

SVAR - Der er lang vej til kønnenes ligestilling, siger Bente Rosenbeck. Sandheden er, at KU har indført en ny type diskrimination, der ikke ligestiller kønnene, men som favoriserer kvinderne på mændenes bekostning.

Man ser med stor forventning frem til at læse Bente Rosenbecks indlæg, da hun jo som part i sagen har førstehåndskendskab til KUs kvindelige belønningsstruktur både ved at have siddet i KUs task force i 2007, og ved siden selv at kunne sætte sig i professorstolen i 2009.

LÆS: Bente Rosenbeck: Der er lang vej endnu

Hvis man troede, at man nu fik refleksioner over, hvad det betyder, at mænd diskrimineres ved ansættelser, eller lige så problematisk, at kvinder “kvoteres ind i stillinger” til skade for deres faglige anseelse, bliver man skuffet. I stedet får man tal, tal og atter tal. Oprindelig vendte den universitære feminisme sig ellers mod den “positivistiske” og generaliserende “talmagi, men i nutidens ligestillingsdebat er tallene blevet “a girl’s best friend”.

Feminismens udgangspunkt

I udgangspunktet kæmpede feminismen ellers for, at samfundet skulle ophøre med at kategorisere mennesker efter køn og i stedet betragte dem som individer. Kønnet føltes som en spændetrøje, som samfundet tvang ned over kvinder, så de hverken havde stemmeret, fuld arveret eller forældremyndighed ved skilsmisse.

Den grundlæggende idé hos store feminister af begge køn som John Stuart Mill og Mary Wollstonecraft var, at ligestilling skulle tjene til retfærdighed mellem individer. Med John Stuart Mills ord var »kønsforskelle lige så irrelevante for politiske rettigheder som forskelle i højde og hårfarve«.

For Mary Wollstonecraft gjaldt kvindekampen alle menneskers frigørelse, altså også undertrykkernes. Individets ukrænkelighed gjaldt også mænd. Feminismen var en del af oplysningsprojektet, hvor alle rettigheder, bedømmelser, udnævnelser og forfremmelser skulle ske uden ringeste hensyn til borgerens køn, stand, ‘race’ eller etnicitet.

I løbet af 1970’erne og 1980’erne lykkedes det heldigvis at afskaffe de sidste former for juridisk diskrimination af kvinder. Som politisk og økonomisk subjekt var kvinden blevet løsrevet fra manden og fremtrådte nu som et selvstændigt individ. Statsmagten rettede henvendelse til hende, og hun rettede henvendelse til myndighederne ikke som sin mands vedhæng, ikke som kønsvæsen, men som borger.

Feminismen ændrer karakter

Kvinder kunne nu vælge frit på alle hylder, men problemet for feministerne var, at kvinderne ikke valgte, som de burde. De skulle nemlig helst vælge det samme som mænd, for i grund og bund var kvinder og mænd jo gjort af præcis det samme stof, ikke sandt? De skulle helst gøre fin karriere, og lønningsposens størrelse blev et bevis på deres menneskelige succes. Men kvinderne valgte ofte anderledes. I hvert fald var tempoet i kvinders omstilling til de nyvundne karrierechancer alt for langsomt for feministernes smag.

Og så blev feministerne vrede. Det var ikke nok, at kvinderne kunne gøre det samme som mændene, de skulle også gøre det. Kvinderne måtte være fremmedgjorte, måtte være udsat for usynlige magtstrukturer. Ingen havde godt nok set glasvæggen, der holdt kvinderne nede, men den måtte jo være der, når nu kvinderne ikke valgte, som de skulle.

For at få kvinderne ud af deres vildfarelser, skiftede feminismen karakter. Det vigtigste var ikke længere kvindernes frihed, men deres lighed med mændene. Hvor lovgivningen tidligere havde været kvindefrigørelsens vigtigste middel mod diskrimination, skiftedes der nu våben fra jura til statistik.

Hver eneste arbejdsplads, uddannelse, bestyrelse og politisk forsamling kom nu under mistanke, hvis ikke den var tæt på en fifty-fifty-fordeling mellem kønnene. Med den svenske doktor i politologi Mats Lundströms ord blev »den individuelle retfærdighed mellem mænd og kvinder overført til retfærdighed mellem to kønskollektiver«.

I stedet for at opnå balance mellem kønnene ved at bekæmpe kønsdiskrimination, kæmpede man nu for at anvende kønsdiskrimination for at nå kønsbalance.

Er ligestilling lig kønsbalance

Samtidig skiftede selve ligestillingsbegrebet karakter, som det ses hos Bente Rosenbeck, hvor “ligestilling” uden at blinke bliver gjort synonymt med statistisk kønsbalance. Fra at kæmpe for lige rettigheder til kvinder, skulle der nu kæmpes for særprivilegier til kvinder.

Universitetet er imidlertid elitært, forstået som en søgen efter den bedst kvalificerede viden. Når man begynder at fifle med ansættelsesregler, så en del af ansøgerne forhåndsfavoriseres via deres køn, ødelægger man en meget vigtig mekanisme i søgningen efter den excellente præstation på basis af meritokratiet, hvor man belønnes efter faktisk kunnen og ydelse og ikke efter andre parametre.

Meritokrati er ikke lig med lighed. Meritokratiet bygger på lighed i startopstilling, men ikke i slutposition. Man kan ikke have et ægte meritokrati, hvis man ændrer på startopstillingen, således at en del af feltet får lov til at starte ti meter foran de andre, fordi de menes at være berettiget til støtte. Det er ikke et fair løb, hvis man deler feltet op i blå og røde bluser og så kræver, at lige mange fra hver gruppe skal kåres som vindere. Det er et nyt privilegiesystem, som KU i bedste mening er kommet til at indføre.

Kaldelser og sammenligninger

Men Rosenbecks tal, taler de ikke deres tydelige sprog? Rent bortset fra, at jeg vil afvise, at man automatisk kan gå ud fra, at der er tale om uligestilling, hvis der er en faldende tendens i ansættelsen af kvinder, så vrider og vender Bente Rosenbeck tallene, for at få det hele til at se mest muligt dystert ud.

Hun kender ikke til kønsprofilen på de såkaldte “kaldelser” uden opslag, men gætter på, at det nok igen er den mandlige konspiration, der kalder mænd i formodet overtal af huse. Og hun benytter det trick at sammenligne med steder med størst mulig fremgang i kvindedeltagelsen (som RUC) for at kunne kritisere områder, der bevæger sig langsommere.

Eftersom takten mellem de forskellige universiteter naturligvis er ujævn f.eks. i forhold til hvor hårdhændet de vil privilegere ansættelsen af kvinder, vil der altid være mulighed for at udnævne nogle universiteter som reaktionære og andre som progressive, uanset at udsvingene kan skyldes helt andre årsager end den formodede diskrimination.

Hestens egen mund

Men lad os ikke desto mindre se på tallene og høre udlægningen fra hestens egen mund; eksperten Bertel Ståhle, udtaler på baggrund af den seneste treårsrapport med statistik om stillingsbesættelserne på universiteterne (En forskerstab i vækst – Forskerpersonale og forskerrekruttering på danske universiteter 2007-2009):

Billedet af kønsfordelingen i ansættelserne er stort set det samme som tidligere. Andelen af stillinger, hvor der var en reel konkurrence mellem kønnene, er dog steget mærkbart, dvs. andelen af stillinger med kvalificerede ansøgere af begge køn er steget fra 24 % i 1995-96 til 33 % i 2007-2009. Af de 866 stillingsbesættelser på professor-, lektor- og adjunktniveau, som blev gennemført i 2007-2009, og hvor der var kvalificerede ansøgere af begge køn, fik kvinderne 44 % af stillingerne. Det skal samtidig bemærkes, at der til hver stilling i gennemsnit var dobbelt så mange kvalificerede mandlige som kvalificerede kvindelige ansøgere.

Bente Rosenbeck vil vældig gerne forklare tendensen til, at hvis kvinder ”søgte stillingerne, havde de bedre chance end mænd for at få dem” med, at ”de kvalificerede kvindelige ansøgere til adjunkt- og lektorstillinger i gennemsnit er bedre kvalificeret end de mandlige kvalificerede ansøgere”.

Det kan naturligvis slet ikke udelukkes, at det er tilfældet, men det interessante er, at dette argument aldrig gælder, når tendensen modsat peger på, at mænd hyppigere får jobs. Her er det for Rosenbeck og meningsfæller altid helt udelukket, at mændene faktisk er bedre fagligt velfunderede, har publiceret langt mere, og langt tungere. Tværtom bliver mændenes overhyppighed altid udlagt som snyd og diskrimination af kvinder.

Det norske eksempel

Én ting er Rosenbecks talfiksering, en anden ting er at tallene vrides, vendes og drejes. Noget helt tredje er, at hele argumentationen for den kvindelige belønningsstruktur, har store logiske brister. På den ene side hævdes det, at de to køn er grundlæggende ens. For ellers ville det være meningsløst, at der skulle tilstræbes statistisk lighed på topposter.

På den anden side postuleres det, at de to køn er forskellige. For ellers kan man ikke hævde, at flere kvinder vil bringe nye gevinster som mangfoldighed, humanitet og ”bløde værdier”, hvilket, hævdes det, kan ses på bundlinjen.

Men kan det ses som sorte tal på bundlinjen? Ikke hvis kønskvoteringen sker tvungent. I hvert fald viser de foreløbige resultater fra den norske kvotering af 40 % kvinder ind i bestyrelserne – ifølge en undersøgelse af professor Steen Thomsen fra CBS – at der siden loven blev indført, er sket en afvandring fra aktieselskabsformen i Norge.

Derudover viser en amerikansk undersøgelse fra University of Michigan – Stephen M. Ross School of Business – at de undersøgte norske selskabers aktiekurs faldt med 2,6 procentpoint, da loven blev offentliggjort i 2002, og at en stigning af kvinder i bestyrelsen på mindst 10 % gennem årene resulterede i et fald i økonomisk performance på 18 %. Konklusionen bliver, at det gunstige ved en øget kvindedeltagelse – som vi alle ønsker – bliver vendt til det modsatte, når den bliver tvunget igennem via kvotetænkning.

Et lokalt blik

Rosenbeck argumenterer for, at vi i opgraderingen af kvindeandelen skal anlægge et lokalt blik med henblik på de områder, der ”sakker agterud”. Jeg tror, at vi er mange, der langt hellere vil foretrække at fortsætte med at anlægge et neutralt blik, hvor spørgsmålet om hvilket køn, man har, om man er rødhåret eller vegetar anses for aldeles uvedkommende.

Selv er jeg forskergruppeleder for en gruppe med – foruden undertegnede – to kvindelige professorer og tre kvindelige lektorer. Den sidste vi ansatte var således også en kvinde. Man får ikke desto mindre aldrig mig – eller de andre fair mandlige forskergruppeledere – til at mene, at ”nu må vi sandelig hellere ansætte en mand næste gang”. Det er fuldstændig irrelevant. Jeg tillader mig lige at tilføje, at selv i en gruppe som vores med en ratio i kvindefavør på 5:1 gælder KUs kvindelige belønningsstrukturer!

I KU’s trepunktsplan begrundes kønskvoteringen med de ”mange kvalificerede kvinder i Danmark, der ikke har fået mulighed for at søge et professorat.” Man har dermed helt undladt at inddrage andre hypoteser, såsom at der også findes et meget stort og måske langt større antal dygtige mandlige lektorer, der ligeledes ”ikke har fået mulighed for at søge et professorat”.

Statistisk forfordeling?

Et lille eksempel kan anskueliggøre denne problematik. I sin tid blev der fra feministisk hold agiteret for de mange kvindelige danske forfattere – som f.eks. Thit Jensen og Amalie Skram – for at få flere af dem med i den litterære kanon. Problemet var blot, at der næppe var nogen, der er uenige i, at de fremhævede kvindelige forfattere var ganske udmærkede. Man kan altså godt på én gang synes, at de kvindelige forfattere var glimrende og samtidig fastholde kanonens kriterier for nåleøjet til det litterære arvegods.

Agitationen forstummede imidlertid, da det kunne påvises, at der fandtes mindst lige så mange og mindst lige så kvalificerede mandlige forfattere, der også blev bortselekteret til kanonen. Forfattere som Baggesen, Staffeldt, Paludan-Müller, Poul Martin Møller, Chr. Winther, Hans Egede Schack, Heiberg, Goldschmidt, Drachmann, Johannes Jørgensen, Branner, Paul la Cour – you name it – var heller ikke med.

Alt tyder derfor på, at et mere nuanceret blik kunne afsløre, at kvindelige forfattere bestemt ikke var blevet statistisk forfordelt i den litterære kanon, hvor Karen Blixen da også med rette ragede op som et fyrtårn.

Belønningens skævvridning

Lad os afslutningsvis tage et eksempel på den nye type diskrimination, som KU har indført. En mandlig forsker har fået mange børn, som han går meget op i at sætte godt i vej emotionelt og materielt. En kvindelig forsker har ikke sat børn i verden, og har dermed kunne forfølge sine karrieremål mere ubrudt. Men disse forskellige individuelle livsforløb, kvaliteter og værdier er for KU ikke interessante, når der skal uddeles belønningsprofessorater.

Det er derimod alene genitalierne, og den med mandlige genitalier, kan uanset bredden i livsværdier og ”bløde” egenskaber godt stille sig bagerst i køen. Både som kvinde og som mand bliver man skubbet ind i en skabelon, hvor man skal stå for nogle værdier, som universitetet har bestemt, man via sit køn skal repræsentere, og uanset om man indeholder disse kvaliteter og livserfaringer eller ej.

Annonce

Seneste