Livets højresving og andre ubekendte

Klokken nærmer sig med skrækindjagende hast 1000 en torsdag i det 21. århundredes spæde begyndelse, og tonsvis af studerende tramper fortravlede i cykelpedalerne over Langebro.

Akademia er målet. Ingen ved helt hvorfor. Men det er netop formålet, og derved udmærker den akademiske disciplin sig i al sin uvished om, hvor vi skal hen, og hvor vi kommer fra. Intet mål, men formål. Det er foreløbig fuldt acceptabelt.

Og med det in mente cykler vi i samlet flok over Langebro – i en organisk masse, der konstant og kun lige knap nok undviger hinandens baghjul og dermed akkurat ikke fremkalder en fatal sneboldeeffekt, bedst som sneen er forsvundet fra cykelstierne.          

Alle jer som »frivilligt har valgt at leve i fattigdom for en afgrænset periode« ræk højre hånd frem og drej af mod KUA – får jeg lyst til at råbe ud til alle lemmer i min cykelkrop (som jeg nu er et fuldt ud initieret medlem af), idet vi tilstræber synkront at dreje til højre. Citationstegnene henviser til Venstres Ellen Trane Nørbys udtalelse i P1 Debat om regeringens nye ’fattigdomskategorier’.

Som en del af denne morgenlige cykelorganisme, som alle er drejet til højre mod KUA, tilhører jeg, ifølge Ellen, denne såkaldte fattigdomskategori. Dog er det efter sigende selvvalgt, og derfor ikke så slemt. Jeg er ikke i farezonen for noget fatalt.

Dog heller ikke umiddelbart noget ubetinget godt. Faktisk ved ingen helt, hvilken kategori vi befinder os i, endsige hvor vi er på vej hen for endeligt at ende. Alle disse ubekendte til trods, begiver vi os, denne torsdag morgen under en usynlig askesky af sted som samlet cykelorganisme, for på den måde at stå sammen i vores kollektive uvished.

Vi er de selvforskyldte fattige, som med glæde eller som oftest, i mangel på bedre, forlænger denne situation for at undgå at træde ud af en tilstand af livslang læring og ind i en kaotisk jobkamp, hvor det bliver så meget desto mere åbenlyst, at ’lærernes årti-lange løfte’ om drømmejobbet, var en fingeret utopi af usete dimensioner.

Vi bekender os med en vis form for stolthed til denne morgens intetanende cykelmasse, netop i kraft af alle dens ubekendte. Vi forvisser i telepatisk enstemmighed os selv og hinanden om, at der stadig ligger et lille løfte om en utopi og venter forude. Vi ved bare ikke hvor.

Og således udgør livets ubekendte, det mest opmuntrende faktum på denne torsdag mellem til og fra.