Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Alumnerne

Lotte Folke: »Jeg har meget lidt tålmodighed med forskere, der synes, journalister er dumme, når vi stiller simple spørgsmål«

Alumnerne — Hun har hoteller på alle de dyreste adresser i den danske medieverdens matadorspil. Nu drømmer hun om at demokratisere samfundsdebatten og inkludere de stemmer, der ikke nødvendigvis kan fyre den af i Deadline.

Deadline er et ret magtagtigt rum. Der er skarpt lys, der er robotkameraer. Jeg var i sminken en time, hver gang jeg skulle derind. Det er et meget disciplinerende rum. Det er meget langt fra alle, der kan komme ind i det rum og fyre den af. Det havde nogle ret store begrænsninger for den demokratisering af samtalen, som jeg er blevet mere og mere optaget af. Da jeg var vært på Deadline, fik jeg en stor trang til at lave noget mindre elitært. Over tid er jeg blevet gladere for ikke kun at tale med de allerklogeste og selv sige det allerklogeste, men faktisk at trække alle mulige stemmer ind i samtalen. Jeg er nok blevet mere bevidst om ting som klasse og social kapital og alle de forkerte grunde til, at folk bliver sorteret ud af samtalen. Det lærte vi i øvrigt ikke en skid om på litteraturvidenskab, men det tror jeg, de gør i dag.

Blå bog

Journalist, redaktør og tidligere tv-vært. Født 1975

Cand.mag. i Litteraturvidenskab fra Københavns Universitet i 2009

Modtager af et Fulbright-stipendium, der gives til elitestuderende og forskere

Opinionsredaktør på Politiken fra 1. august 2022

Vært på Deadline fra 2016 til 2022

Journalist og redaktør på Information fra 2003 til 2016

Medlem af flere censorkorps og næstformand for censorerne på de journalistiske kandidatuddannelser

Nomineret til Cavlingprisen og FUJ’s pris for undersøgende journalistik i 2007 sammen med Charlotte Aagaard for en artikelserie om danske museer og auktionshuses involvering i sager om stjålne kunstgenstande.

Jeg synes det er kedeligt at være imod magt. Det var jeg selv, da jeg var ung, men jeg synes, der er nogen, der skal tage magten og gøre ting. Det skal alle mulige andre, end dem der har magten i forvejen, også. Det handler om at lave en samlende samtale for så stor en del af samfundet som muligt. Ikke fordi vi bare skal være søde ved hinanden, men netop fordi vi skal kunne være kritiske og uenige for at forstå hinanden.

Det debatindlæg jeg allerhelst vil bringe i Politiken, er fra en person med virkelig meget magt, der indser alvoren af klimaforandringerne. Mette Frederiksen ville være sweet. Jeg har en fornemmelse af, at hun faktisk er rigtig god til at sanse en dagsorden, indoptage den som sin egen og så bare sætte mega smæk på den. Jeg gad fandeme godt bringe et debatindlæg, hvor hun bare sagde: Kære Danmarks landbrug. Nu er det desværre slut med at svine i vores åer og i vores vandløb og ved vores kyststrækninger og med vores CO2-udledning. Vi kommer til at lægge hele biksen om, og det starter i morgen. Det synes jeg ville være ret berusende.

Jeg har meget lidt tålmodighed med forskere, der synes, at journalister er dumme, fordi de stiller simple spørgsmål. Det er dig, der er dum, hvis du ikke forstår, hvorfor simple spørgsmål er nødvendige. Jeg har altid været interesseret i at oversætte mellem vidensniveauer, men det er ekstremt vigtigt, at det er en oversættelse, der går begge veje. Det er jo helt reelt, at der er nogle vidensbastioner i samfundet, der bliver udfordret, når samtalen bliver demokratiseret, som den gør. Især på de sociale medier. Der er fandeme også nogle af de vidensbastioner, der har godt af det.

Det er jo helt reelt, at der er nogle vidensbastioner i samfundet, der bliver udfordret, når samtalen bliver demokratiseret, som den gør.

Lotte Folke

Jeg havde aldrig en samtale med en underviser ude på KUA, uden at jeg følte, at jeg forstyrrede dem. Jeg følte, de bare sad og ventede på, hvornår jeg mon ville gå igen. Socialt set var universitetet heller ikke specielt lykkeligt for mig. Jeg kunne sådan set godt lide mine medstuderende, men jeg havde bare aldrig en oplevelse af noget særligt fællesskab med dem. Jeg havde regnet med, at jeg skulle være forsker, fordi mine forældre er forskere, men jeg trængte aldrig helt ind i det universitetsrum, der var derude. Det var komplet ugennemskueligt for mig, hvordan jeg fx skulle få en ph.d.

Det var sindssygt for mig at være i en sammenhæng, hvor jeg følte, at jeg hørte til på et universitet. Jeg var et år i USA på et Fulbright Stipendium, hvor jeg boede på en rigtig campus. Først et år i Oregon og så en hel sommer på summer school på Cornell. Der prøvede jeg at være en del at et universitet, hvor underviserne tog ansvar for mig. De prøvede at fremme min udvikling, de var vilde og tilbød mig ph.d.’er. De tog generelt ansvar for os studerende og vores karrierer. Det havde jeg aldrig prøvet i København.

Jeg havde slet ikke den tyngende fornemmelse af, at jeg også skulle klare mig ind i en fremtid, som jeg tror, mange i den unge generation har nu.

Lotte Folke

Jeg var næsten lamslået til min første forelæsning på Litteraturvidenskab. Jeg tænkte: Kan jeg virkelig få lov til bare at læse god litteratur og tale om noget, der er sjovt i fem år? Og få SU for det? Det var egentlig kun for sjov, at jeg var taget til forelæsningen i første omgang. Jeg ville prøve flere ting af, men jeg troede, at jeg skulle læse statskundskab. Jeg var jo sådan en dygtig pige i skolen, og så var det ligesom det oplagte valg. Jeg gik også til en forelæsning på Statskundskab, men den var helt ufatteligt kedelig. Jeg kan ikke huske, hvad den handlede om, men det var næsten umenneskeligt. Jeg startede på Litteraturvidenskab på en meget fornøjelsesorienteret måde. Det var før fremdriftsreformen, og jeg havde slet ikke den tyngende fornemmelse af, at jeg også skulle klare mig ind i en fremtid, som jeg tror, mange i den unge generation har nu.

Kernen i det jeg lærte på universitetet, var at få et materiale foran sig og lære at læse det og lære at tænke med det. Det kunne lige så godt have været alle mulige andre fag. Den mest fantastiske underviser jeg havde, hed Uffe Hansen. Han lærte os at læse et digt på første semester. Han forbød os at læse hjemmefra, og han forbød sekundærlitteratur. Vi skulle bare møde op til hans tre timer lange seminar. Så havde han taget et digt med af Emil Aarestrup, På sneen, som vi læste. Bagefter sad vi sammen og talte om, hvad der stod i det digt. Det var helt fantastisk. Han ledte os selvfølgeligt et sted hen i samtalen, men vi lærte at læse, og vi lærte at tænke.

Jeg var nok snarere meget ihærdig end meget klog.

Lotte Folke

Det var de stædige og tyknakkede som mig selv, der bare prøvede, der havde mest held med at komme ud i verden og få nogle gode oplevelser uden for instituttet. Når jeg ser tilbage på årene på Litteraturvidenskab, var der flere, der virkede meget kloge på en måde, der blev præmieret og anerkendt på instituttet. Det var et meget smalt miljø dengang. Jeg var nok snarere meget ihærdig end meget klog. Jeg skrev for Information, mens jeg læste, men det var også bare på en måde, hvor jeg sendte en masse ting afsted. Mange af mine ting blev afvist, men nogle af dem blev antaget. Når jeg ser på nogle af de ting, jeg fik i avisen dengang, tænker jeg, at det fandeme var noget mærkeligt noget.

Det føltes som om, det var min fucking arm, der blev skåret i stykker, da jeg første gang oplevede at lægge en tekst frem, der blev choppet i tusind stykker og samlet igen. Det var, da jeg arbejdede et halvt år som juniortekstforfatter på et reklamebureau. Der lærte jeg at adskille mig selv fra min tekst. Det var ekstremt grænseoverskridende, men arbejdet var én lang træningslejr i at producere noget og give slip på det og forstå, at man ikke mister værdi som person, fordi der skal arbejdes videre på det, du præsterer. Man skal prøve at slette det lighedstegn, der kan være på universitet imellem ens person, og det man kan præstere. Nogle dage er det, jeg kan præstere dårligt, og andre dage er det godt, men det ændrer ikke på, at jeg er fin nok.

Annonce

Seneste