Loyal med pil op

LEDER i Universitetsavisen nr. 01, 28. januar 2010, s. 2

Kære læsere

SOM FORMANDEN OG NÆSTFORMANDEN for Studenterrådet skriver i et debatindlæg, »kan budgetter og økonomi synes meget langt væk fra os studerende, men besparelserne er for længst rykket helt ind i vores undervisningslokaler.«

UNIVERSITETET HAR I ÅREVIS haft som mål at forbedre undervisningen og studiemiljøet for at holde på de studerende og få dem hurtigere igennem studierne.
Men med besparelserne risikerer uddannelserne at havne i en ond spiral, hvor forringelser fører til faldende optag og større frafald med yderligere nedskæringer til følge.

En udvikling, der forstærkes af, at en stigende del af uddannelsesbevillingerne skal fordeles som en færdiggørelsesbonus, der kun kommer til udbetaling, hvis den studerende består på normeret tid plus et år.

Som professor Berthe M. Willumsen fra Biologi beretter inde i avisen, er det imidlertid de gode, dedikerede undervisere, der står i første række, når fyresedlerne skal uddeles. Hvordan hænger det lige sammen med at holde de studerende til studierne?

Årsagen er simpel. Politikerne giver universiteterne færre frie midler, som de selv kan råde over. Forskere, der er gode til at skaffe eksterne bevillinger hjem, bliver derfor værdsat højere end de gode undervisere.

HVEM HAR ANSVARET for udviklingen? De ansatte debatterer det ivrigt, som det fremgår på debatsiderne.

Kunne KU-ledelsen sagtens have fundet alternativer til afskedigelserne med et budget på over syv milliarder kroner, hvis den ønskede det? Er der rod i økonomistyringen? Vægter ledelsen nye bygninger højere end mennesker? Og hvorfor forsvarer ledelsen ikke universitetet over for politikerne, der er godt i gang med at ødelægge det frie og uafhængige universitet, som vi kender det?

Spørgsmålet er så, om det er klogt at bide af den hånd, der fodrer én? Med universitetsloven fra 2003 in mente er svaret klart nej.

FORSKERNE er blevet almindelige medarbejdere, der kan afskediges af institutlederen hvis der er smalhals. Det vil derfor være dumt at gøre sig upopulær hos sin chef med offentlig kritik.

Institutlederen er ansat af dekanen, så det ville være godt dumt af vedkommende at kritisere dekanens økonomiske dispositioner. Dekanen er til gengæld ansat af rektor, der er udpeget af en bestyrelse med eksternt flertal. Politikerne bestemmer tilmed i stigende grad, hvordan midlerne til universiteterne skal fordeles og hvilke formål de skal bruges til, så hvilken rektor har lyst til at kritisere manden der sidder på pengekassen, videnskabsminister Helge Sander (V)?

Kort sagt betyder universitetsloven, at ledelsens loyalitet går op ad i systemet. Et åbent spørgsmål er derfor, hvem der skal forsvare medarbejderne og de studerende, og hvem der skal tale universitetets sag over for politikerne?

PÅ UNIVERSITETSAVISEN mærker vi også den nye virkelighed. Avisens driftstilskud skal beskæres fra fem til fire millioner kroner i år svarende til en besparelse på 20 procent i forhold til den driftsramme, som lå til grund for den aftale, rektor indgik med studerende og ansattes repræsentanter i oktober 2008.

Det indebærer, at antallet af udgivelser vil blive reduceret fra 15 til ni numre i år, hvoraf kun to vil blive postomdelt mod fire sidste år. Samtidig er der lagt op til drastiske besparelser også på den nye netavis – medmindre det da lykkes nogen at over-bevise direktøren om, at der ikke er noget sagligt belæg for, at avisen skal spare forholdsvis mere end andre dele af Fællesadministrationen.

Under alle omstændigheder vil der ikke blive ændret noget ved den redaktionelle linje. En ny og forbedret udgave af avisens frihedsbrev er for nylig blevet godkendt af rektor, hvilket skulle garantere at vi fortsat vil være stedet for den fri debat på Københavns Universitet.

Tilbage står spørgsmålet om, hvor meget udbredelsen af den trykte avis vil blive forringet – og om netavisen får en synlig placering på det nye intranet. Forhandlingerne herom pågår stadig.