Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
GODT TILBUD – Seks legatboliger i Indre By med alt inkluderet har vist sig at være en vigtig brik, når det gælder om at tiltrække internationale topforskere til Københavns Universitet. Det mener professor Poul Henrik Damgaard, direktør for Niels Bohrs Internationale Akademi.
I seks lejligheder, indrettet i Heerings Gård fra 1785, kan udenlandske topforskere bo gratis i perioder fra tre måneder og op til et år.
Dog skal beboerne som udgangspunkt beskattes af lejeværdien, og Københavns Universitet (KU) har pligt til at indberette den værdi til SKAT som fri bolig, selvom det er den almennyttige Nordea-fond, der betaler hele ikke gildet, og ikke KU.
Room service er ikke inkluderet, men bortset fra det er alt – møbler, vand, el og varme – stillet til rådighed kvit og frit.
»Det er ligesom med væddeløbsheste: Hvis de bliver behandlet godt, så løber de også stærkere« – Poul Henrik Damgaard, Niels Bohr Internationale Akademi
Artiklen fortsætter under billedet …
Storrum i en af lejlighederne med barnestol i forgrunden
Når det gælder om at tiltrække udenlandske forskere, er boligerne og deres favorable vilkår en uvurderlig trumf, mener professor Poul Henrik Damgaard, der er leder af forskningscentret Niels Bohr Internationale Akademi ved KU.
»Exceptionelt dygtige mennesker kræver exceptionelle tilbud, og hvis de ikke får gode tilbud, tager de bare et andet sted hen. Mange af de her forskere er fx nobelprismodtagere,« siger han.
Artiklen fortsætter under billedet …
Interiør fra en af lejlighederne
Ifølge Poul Henrik Damgaard – der har haft flere af sine gæsteforskere boende der – har arrangementet allerede givet gode resultater for KU, og den luksus, som lejlighederne er for topforskerne, er det hele værd.
»Det er ligesom med væddeløbsheste: Hvis de bliver behandlet godt, så løber de også stærkere,« siger han. Dertil kommer prestigeelementet.
»For forskerne repræsenterer de her lejligheder næsten en æreslejlighed, som de kan skrive på deres cv. Det er faktisk hele kuppet ved, at Nordea-fonden har gjort noget særligt ud af lejlighederne,« siger Poul Henrik Damgaard.
Han er overbevist om, at vi skal kun være glade for, at nogen bygger æreslejligheder og laver priser for forskere, fordi det tiltrækker bedre forskere:
»Misundelse over, at forskere skal bo godt, nytter ikke noget. Hvis forskerne selv skulle betale for lignende lejligheder, ville alene huslejeudgifterne beløbe sig til 30.000 kroner om måneden for dem, og det går bare ikke,« siger Poul Erik Damgaard.
»Det er ligesom med fodboldspillere: De får jo også en Mercedes, har høje lønninger og bor godt. Ellers flytter de videre til Manchester United,« siger han.
Artiklen fortsætter under billedet …
Køkken og spisebord i en af lejlighederne
Nordea-fonden ejer boligerne, der har stået til rådighed siden 2006. Fonden støtter forskellige formål, der har fokus på sundhed, motion, natur og kultur samt uddannelse, innovation – og forskning.
Om målgruppen til boligerne i Heerings Gård siger dens direktør, Henrik Lehmann Andersen:
»Vores legatboliger er til for eksperter, forskere, kunst- og kulturfolk fra udlandet, og vores mål er, at de med deres viden og kunnen skal være med til at styrke det danske samfund.«
Ifølge Henrik Lehmann Andersen modtager fonden cirka tre gange så mange ansøgere, som de har boliger til. Boligerne har stået til rådighed siden 2006 efter en renovering af Heerings Gård. Fonden lægger vægt på, at de alle er indrettet i en gennemført stil, fordi det har en betydning.
»Boligerne må gerne afspejle dansk kultur og dansk møbeldesign, og det bliver de også altid rost for af beboerne,« siger han.
Artiklen fortsætter under billedet …
En af lejlighedernes soveværelse
I gennemsnit er cirka halvdelen af boligerne lejet ud til forskere ansat ved KU. De er typisk på orlov og rejser måske hjem igen, men ifølge Henrik Lehmann Andersen er en del af dem endt med efter opholdet i legatboligerne at bosætte sig i Danmark.
TIlføjelse den 14. januar kl. 11.30: Artiklen er efterfølgende – som følge af en henvendelse til uniavisen.dk fra en medarbejder i International Staff Mobility ved KU – blevet rettet med den tilføjelse, at beboerne som udgangspunkt skal betale skat af lejeværdien, og at KU har pligt til at indberette værdien som fri bolig.
Her er nogle af beboerne og deres børn og samlevere i legatboligerne
anfj@adm.ku.dk