Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Lyden af hjerteblod

PROJEKTSPECIALE - LAK - Festival for Nordisk Lydkunst er resultatet af to ambitiøse studerendes lyst til, at kombinere teori med praksis.

Måske har du færdedes i det nye byrum omkring Prags Boulevard, hvor særlige gadestole sporadisk er anbragt langs striben af gule designlamper og den prikkede cykelsti fører dig parrallelt med Holmbladsgade hen til et gammelt industrikvarter.

Måske har du undret dig over, hvad der egentlig foregår bagved de slidte facader, der som fortidslevn står i stærk kontrast til det moderniserede gadeterræn.

Nu har du anledning til at opsøge og opleve svaret ved at tage turen ud til nr. 43 fra den 6-9. september – hvor en helt ny og særlig begivenhed finder sted.

Bygård som inspiration

Lad os først byde på en smagsprøve: Gården i Prags Boulevard 43 minder om den form for kombinerede autentiske og iscenesatte omgivelser, man møder på Christiania og til Trailerpark Festival.

Stedet har stærkt præg af at være hjemsted for kunstnere og andre kreative sjæle. Små træhuse i forskellige farver og arkitektur står i rundkreds om pladsen, og Prags Haves køkkenhaver er frodige i hjørnet ved folkekøkkenet, som hver onsdag samler forskellige eksistenser til fælles aftensmadsspisning.

Studiner og festivallederne Sif Hellerup Madsen og Katrine Møllebæk kommer ud af den ene bygning og tager smilende imod. De kan fortælle, at gården og omgivelserne på Amager, som Katrine opdagede da hun blev del af et kontorfællesskab derude, var med til at afføde ideen om, at skabe en festival, hvor lydkunsten blev placeret i det urbane byrum.

»Vi ville gerne sætte fokus på denne kunstgenre, der ikke er særlig kendt og samtidig ret svær at udstille, fordi det klassiske udstillingsrum ikke er bygget til flere forskellige slags lydværker. Så dette sted var perfekt – med alle dets skæve rum og værksteder og kontorer – til at udforme den form for udstilling,« siger Sif om den fire dage lange lydkunstfestival, der samler tital af kunstnere fra hele Norden.

Fra ide til virkelighed

Katrine fortæller, at hun allerede for to år siden havde en idé om, at hun gerne ville udstille lydkunst. Men det var først, da hun opdagede gården og lokalerne på Prags Boulevard, at hun for alvor kunne se det for sig:

»Sidenhen mødte jeg Sif til et kursus på KU og vi lavede et lille lydkunst-projekt sammen, før vi i januar satte os ned og begyndte udviklingen på LAK-festivalen,« forklarer hun hvorefter Sif følger op:

»Vi havde en lang skrivebordsproces, hvor vi konceptudviklede og fundraisede. Det var vildt spændende og samtidig frustrerende, fordi vi sad med det hele, kun inde vores i hoveder.«

Men arbejdet bar frugt, og de ivrige studerende fik hul igennem til nogle nordiske fondsuddelere:

»Når man først har fået støtte fra enkelte store fonde, så lader det til at generere flere tilskud,« fortæller Katrine.

Mødt begejstring undervejs

Projektlederne har fået begejstrede tilbagemeldinger i mødet med eventuelle samarbejdspartnere, og de mennesker som undervejs er blevet kontaktet – både kunstnere og universitetsfolk – har stillet sig positive over for projektet:

»Det har medført, at projektet er vokset i størrelse med hensyn til antal deltagende kunstnere og medhjælpere til at afvikle festivalen,« siger Sif, og Katrine uddyber:

»Både samarbejdspartnere og universitetet har givet udtryk for, at det er en spændende og anderledes måde at lave sit speciale på.«

»Men også krævende,« smiler de to samarbejdspartnere, der efter endt festival har to måneder til at skrive hver sin opgave, som skal afleveres i december.

Succeskriterie

Men hvad skal der til, for at projektlederne bliver tilfredse med festivalafviklingen? vil Uniavisen vide:

»Succeskriteriet for mig er, at vi når ud til et publikum, der ikke kun er det oplagte. Jeg håber, der kommer folk, som ikke nødvendigvis kender til lydkunst, men som synes, projektet virker spændende, særlig på grund af de rammer, vi placerer lydkunsten i. Det vigtige er, at vi formår at bringe budskabet bredt ud,« siger Katrine.

For at afgøre hvorvidt dette er lykkedes, skal gæsterne udfylde et skema, hvor de opgiver, alder og uddannelsesmæssig baggrund, og ad hvilken vej de har hørt om festivalen.

Erfarne projektledere

Både Sif og Katrine har arbejdet med kuratering, festivalafvikling og udstillinger sideløbende med deres studier. Sif har haft base i Aarhus, hvor hun blandt andet har været projektleder og har kurateret flere udstillinger. Hun er nu tilknyttet Den Frie Udstillingsbygning i København. Katrine har blandt andet arbejdet på Wundergrund, en anden festival for eksperimenterende musik og lydkunst, og har også erfaring med, at arbejde med store udstillinger på Venedigs kunstbiennale.

Men selv om arbejdet med projektledelse giver vigtige erfaringer til karrieren, så er LAK Festivalen mere båret frem af hjerteblod og genuin interesse end af et strategisk valg. Alligevel har de gjort sig tanker om, hvordan man kan kombinere det teoretiske med det praktiske:

»Det var vigtigt for mig i arbejdet med specialet, at hvis jeg skulle bruge et halvt år på et projekt, så skulle det ikke udelukkende være teoretisk. Og jeg har et behov for, at få arbejdet ud til flere mennesker end bare vejleder og eksaminator,« siger Sif, der også kan fortælle, at begges vejledere planlægger at attendere festivalen, selv om det ikke er et fagligt krav.

Et skridt ud i virkeligheden

Om fremtiden efter universitetet kan de spæde entreprenører nu sige, at de føler sig mere forberedt, end hvis de udelukkende havde siddet med hovederne i en bog:

»Dette projekt er en vildt god mulighed for at tage et skridt ud i virkeligheden, selv om man stadigvæk er på universitetet.« siger Sif.

I stedet for at se universitetsmurerne som begrænsninger, har de altså benyttet sig af den ret trygge ramme, som studielivet kan tilbyde:

»Vi har haft muligheden for at arbejde fuld tid med vores projekt, og det tror jeg havde været svært, hvis vi ikke var studerende,« siger Katrine og Sif som opfordrer andre studerende til at tænke over, hvad man faktisk kan bruge specialet til.

Det er nemlig muligt, at gøre sig klar til arbejdsmarkedet som iværksættende humanist. Hvis man har interessen og hjerteblodet, er det kun det hårde arbejde, der udgør den sidste bid.

Læs mere om festivalen og få det fulde program her

line.hjorth@adm.ku.dk

Seneste