Lykkelig studiestart med akilleshæl

To uger henne i sit filosofistudium kæmper Cæcilie Iburg Printzlau en kamp med for høje ambitioner, både fagligt og socialt.

SE OGSÅ GALLERI: Rundspørge – Hvordan er din studiestart
(klik på billederne for at læse om hver af de fem studerende)

Hun vil være den sødeste, sjoveste, klogeste, hurtigste og helst også hende alle lige kan gå hen og snakke med. Hun er lykkelig for at være begyndt livet som studerende på Københavns Universitet (KU) og for at møde alle de spændende mennesker på studiet, men det er også hendes akilleshæl, mener hun selv.

Hun vil for meget, fortæller hun, og det bliver et problem, fordi hun er så glad for sit nye liv samtidig med, at de ting, der gør hende glad, også giver hende problemer med grænseløse ambitioner, der ender med at slå tilbage som en følelse af usikkerhed:

»Mit nye studie gør mig både glad og frustreret. Det hænger sammen med, at jeg i mit liv er nået til et sted, hvor jeg er begyndt at blive voksen, og hvor jeg ikke længere kan tillade mig at træffe ligegyldige beslutninger. Noget kan ikke længere bare være ligegyldigt.«

Hvad mener du med, at du har grænseløse ambitioner?

»Der ligger nok det i det, at jeg har svært ved at sige til mig selv, at nu har jeg læst nok for i dag og så være tilfreds med indsatsen. Jeg har svært ved at lade være med at skuffe mig selv. Jeg sammenligner mig for eksempel automatisk med mine undervisere, og der skal jeg sige til mig selv, at de har læst i 10-20 år, og jeg skal så tænke på mit potentiale og ikke på, hvor jeg er nu,« siger hun.

Kan jeg få noget credit?

Endnu en kilde til usikkerhed dukker op, når Cæcilie taler med sine medstuderende.

»Følelsen opstår, når jeg snakker med de andre på studiet, og de taler om noget, jeg aldrig har hørt om. Jeg siger så til mig selv, at de har deres referencerammer for viden, og jeg har min, og de er forskellige, så vi kan noget hver især, men ikke altid det samme. Alligevel kan jeg blive usikker på, om jeg gør det, jeg skal.«

På studiet oplever Cæcilie, at hvis hun siger noget godt, så er det helt fint, men siger hun ingenting, så får hun lige præcis: heller ingenting. Det har overrasket hende, hvor svært det kan være at takle.

»Man bliver slet ikke anerkendt for at have læst dagens tekst i samme grad som tidligere, hvor læreren hoppede af glæde, bare man havde læst,« siger hun.

Er det ikke bare en forventning, du har taget med dig fra gymnasiet?

»Nærmere en, der stammer helt tilbage fra børnehaven; man er flasket op med den slags forventninger. Jeg har for eksempel brugt hele weekenden på at læse tre siders filosofi af Aristoteles, og jeg forstår det kun lige, og det gælder så for alle her, at det er underordnet, om de har brugt tre timer på det eller hele weekenden. Jeg tænker bare: Hey, kunne jeg ikke få noget credit for at have læst på det hele weekenden?«

Hun ønsker på en måde, at det ikke skulle være sådan, men det er nok en gordisk knude, et næsten uløseligt problem, der vil kunne fodre hende rigeligt med stress nok til resten af studietiden.

»Bare man kunne være totalt afslappet med sit studie og ikke være sådan en stræber; være sådan cool og afslappet, selvom stressen lyser ud af øjnene på en. Men jeg elsker det jo samtidig, og jeg har længtes efter det her i så mange år, og når jeg så endelig kommer her, synes jeg, det er hårdt,« oplever hun.

Kunsten at lyde klog

Hun har hurtigt lært, at på humaniora gælder det om at kunne sige noget velovervejet. Det gør egentlig ikke noget, fortæller hun, hvis det, man siger, ikke er helt rigtigt, men man skal have tænkt over tingene, inden man siger noget. Man må ikke bare snakke løs.

At skulle sige noget klogt – er det sådan et dogme for filosofistuderende?

»Tja, jeg har færdedes meget i humaniorakredse, før jeg begyndte på KU, og jeg kan sammenligne det med et musikermiljø. Jeg har selv spillet og sunget en del, og det miljø er noget helt andet, og der blev jeg aldrig blevet holdt ansvarlig på samme måde, selvom man selvfølgelig skal kunne sine ting.«

Hun siger, at det godt kan komme dertil, at hun kan blive bange for, at de andre slet ikke får noget ud af at snakke med hende, fordi de måske ikke synes, hun er gennemtænkt nok, og at hun derfor ikke har noget at byde på.

Du har fortalt, at du lige er flyttet til København, og at du nok skal sørge for at komme med til alt, hvad der foregår rundt omkring – hvordan har det noget med dit studie at gøre?

»Jeg har lige været på Testrup Højskole i Jylland sammen med 100 andre mennesker, og næsten alle fra højskolen flyttede til København samtidig. Nu skal jeg både holde kontakten til mine højskolevenner, på samme tid som jeg skal nå det hele på mit nye studie. Det er mange bolde i luften sammen med et universitetsstudie, og alle de mange mennesker udfordrer hele tiden mine forestillinger om mig selv, om hvem jer er.

Jeg skal hele tiden kæmpe for at være mig selv, og jeg har skullet bruge rigtig mange kræfter på at være Cæcilie.«

anfj@adm.ku.dk