Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Tak, kollegaer – I giver lys i mørket i coronaens tid

I en dunkel tid løfter det sjælen og humøret at være del af et universitetsfællesskab, som viser videnskabeligt socialt ansvar. Professor Vincent F. Hendricks letter på hatten for sine kollegaer i denne kronik.

Atter en dag oprinder, hvor man i så vid mulig udstrækning skal arbejde corona-hjemme og ikke kan indfinde sig på sit kontor, fakultet, universitet. Mens kaffen simrer i morgenmørket, og nyhederne triller afsted i baggrunden, spekulerer jeg over, om dagen med Zoom-møder og online-undervisning ikke lige så godt kan eksekveres i slåbrok og slippers frem for slips og sneakers, for jeg skal i embeds medfør ikke uden for en dør alligevel.

Oh well, i bad skal jeg under alle omstændigheder, så jeg kan lige så godt iføre mig en mere mondæn mundering. Iført badekåbe under logikundervisningen med/uden skærm, mundbind eller visir er ikke anbefalelsesværdigt for hverken underviser eller studerende.

Og midt i morgenmørket i denne for universitetet og verden i øvrigt så mærkværdige tid er der et skinnende lyspunkt, efterhånden som nyhedsstrømmen flyder over skærmen. Gang på gang ser og lytter jeg til reflekterede kapable kollegaer fra samtlige af Københavns Universitets seks fakulteter oplyse, vurdere og diskutere mangfoldige aspekter af den igangværende pandemi.

DEBAT

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribenternes egen holdning.

Vi opfordrer alle til at læse debatindlæg til ende, før de kommenterer dem på Facebook, så vi kun får konstruktive bidrag.

Det er godt, når der er uenighed, men husk at holde en god debattone.

Uniavisen forbeholder sig retten til at slette kommentarer, der overskrider vores debatregler.

Fra smitte- og kontakttal; epidemiologi-matematiske modeller; de psykologiske konsekvenser af isolation; statsfinansernes vilkår i forbindelse med nedlukning af erhvervsliv og hertil hørende iværksatte hjælpepakker; samarbejdsrelationer i Europa om coronabekæmpelse; legalitetsproblemer med de af regeringen udstukne direktiver; smitte i mink og et udbrud af fugleinfluenza; ‘infodemier’, misinformation og konspirationsteorier, når det hidrører covid-19; pandemier i historisk og/eller religiøst og/eller sociologisk perspektiv … og sådan fortsætter listen, efterhånden som jeg slubrer kaffe og drejer håndsvinget for at starte computeren med henblik på dagens dont.

Med alle de bevægelige dele, der angår en pandemi, træder lægevidenskab således sammen med naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora, jura og teologi i en fælles bestræbelse på såvel kvalificeret at forstå, præcist formulere og pålideligt forudsige, hvordan staten såvel som dens borgere skal forholde sig for at komme pandemien til livs.

Og præcis denne interdisciplinære videnskabelige ambition mindes jeg om, når jeg dagligt i medierne ser, hører og læser kyndige og kompetente kollegaers udlægning af situationens alvor. Jeg mindes om, at Københavns Universitet også er en central civilsamfundsaktør med en samfundsforpligtelse og et fast, livslangt abonnement på, hvad der for nyligt er blevet kendt under betegnelsen Scientific Social Responsibility (SSR) – eller videnskabens sociale ansvar.

I al væsentlighed angår SSR forskningsfællesskabets samfundsmæssige ansvar for at bidrage til løsning af de udfordringer, vi står over for globalt – og der er nok at tage fat på videnskabeligt fra klimakrise, coronakrise og voksende økonomisk ulighed til indfrielsens af FN’s 17 verdensmål, World Economic Forums 10 udfordringer til verden og OECDs ambitiøse globale dagsorden.

SKRIV DIG OP TIL UNIAVISENS NYHEDSBREV HER

I artiklen ‘Scientific Social Responsibility’ slår tre danske forskere Povl Krogsgaard-Larsen, Peter Thostrup og Flemming Besenbacher til lyd for, at forskningssamfundet har et ansvar for at adressere presserende problemer, som det bør tage på sig. De tre forskere definerer SSR som værende:

»[D]et ansvar, der påhviler forskere fra alle videnskabelige discipliner, til at positionere og definere deres forskning indenfor en kontekst, som gør det muligt for dem at bidrage positivt til samfundet og til at møde tidens store udfordringer

Francis Bacon formulerede idealet

SSR indskriver sig i en oplysningsfilosofisk tradition, hvor videnskabens mål og rolle ikke alene består i at levere viden og forståelse af verden og det omkringliggende samfund, men ligeledes skal bidrage aktivt til at forandre disse til det bedre.

Filosoffen Francis Bacon (1561-1626) formulerede tidligt et ideal for videnskaberne, som består i at være ”til fordel og nytte for livet”. For Bacon er det væsentligt, at den viden og kunnen, som videnskaberne giver anledning til, kommer hele menneskeheden til gavn, og ikke kun dem, som gør opdagelserne.

På Bacons tid var alkymi og forsøget på at udvinde guld udbredt, og Bacon var selv (som Sir Isaac Newton senere) optaget af alkymien. Hans store kritikpunkt over for alkymister, som forsøgte at udvinde guld med hemmelige (uvirksomme) opskrifter, er, at de holder deres viden og metoder for sig selv og ikke gør dem offentligt tilgængelige for hele forskningsfællesskabet og i sidste ende menneskeheden.

Videnskab skal ikke (alene) bedrives for egen vindings skyld, om den gevinst så består i rigdom på grund af en opskrift på guld, indbringende patenter eller citationer og publikationslister, men for hele menneskehedens, inklusive fremtidige generationers, skyld. Dét ideal er ikke blevet forældet, selv om det har en del år på bagen.

Offentligheden er ikke altid modtagelig

Her, hvor semesteret går på hæld og med højtiden i udsigt – uden julefrokoster på arbejde, ingen skåltaler – kan jeg dog ikke blive andet end opstemt over at være ansat på en arbejdsplads, der via sit virke og medarbejdere utrætteligt, dedikeret som kvalificeret, tager videnskabens sociale ansvar på sig i ambitionen om, at videnskaben kan være med til at gøre denne verden et bedre sted at være for alle.

Denne taknemmelighed og opstemthed i oplysningens tegn skal bestemt også viderebringes til det videnskabelige korpus fra Danmarks øvrige vidensproducerende institutioner og de nationale og internationale samarbejder, som forskere og ansatte fra Københavns Universitet indgår i.

… det er et stort lys i vintermørket at være blandt sådanne kollegaer på Københavns Universitet.

Det er ikke altid lige sjovt at være samfundsaktør som forsker, heller ej er det sådan, at offentligheden altid er modtagelig, når man betænker de trusler, chikane, hadefulde mails og anden afsky som mange forskere i disse (corona-)tider er udsat for.

Ingen selvforherligende hyldest her, men det er et stort lys i vintermørket at være blandt sådanne kollegaer på Københavns Universitet.

Annonce
Annonce

Seneste