Må de studerende få en ombudsmand?

»Mange studerende knækker nakken i institutionernes bureaukrati, som er blevet væsentligt større efter fremdriftsreformen. Og det er institutionernes pligt at tage det dybt seriøst.«

Det siger forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd (DSF)  Sana Mahin Doost. Hun mener, at det er på tide at indføre en ombudsmandslignende funktion for de studerende. Derfor har DSF nu sendt et forslag rundt til alle Folketingets uddannelsesordførere.

Siden 2009 har DSF kæmpet for at indføre en ombudsmand for de studerende, men indtil videre er det kun blevet til én ensom studenterambassadør på Københavns Universitet. Han har heddet Bo Gad Køhlert siden 2017. Og han kan også mærke, at der er brug for flere af hans slags:

»Jeg kan godt se, at der er et behov for, at man tager det her område mere alvorligt eller gør noget særligt for det i Danmark.«

Behovet er der

Henvendelserne vælter ind hos landets eneste studenterambassadør. I 2017 handlede 21 procent af alle henvendelser til KU’s studenterambassadør om retlige klager. Det vil sige klager, som handler om, hvorvidt universitetets afgørelser er truffet i overensstemmelse med gældende ret.

Og det bekymrer Sana Mahin Doost:

»Vi ser det som et stort faresignal, at der er mange retlige sager, hvor uddannelsesinstitutionen ikke sikrer overensstemmelse med loven og for eksempel ikke overholder forskelsbehandlingsloven.«

Det tyder ifølge forkvinden for DSF på, at der er tale om et større problem. Et problem som det almindelige universitetssystem ikke kan løse, fordi fx studievejledninger ikke er uvildige:

»Det er en meget naturlig del af en uddannelsesinstitution, at de studerende klager over karakterer eller søger dispensationer, men det er et helt andet problem, når institutionen begår juridiske fejl«.

Samtidig sidder universiteterne i lidt af en knibe efter de seneste års reformer på uddannelsesområdet. Behovet for uafhængige ombudsfunktioner er steget, men midlerne er ikke fulgt med.

»Behovet har nok aldrig været større siden vi fik de to fremdriftsreformer. Fordi de studerende er så pressede for at blive færdige, så skal det gå enormt stærkt, hvis de skal søge om særlige forhold«, siger Bo Gad Køhlert.

Og presset rammer også universitetets ansatte, fortæller studenterambassadøren:

»Det gør også, at der er et større pres på både studienævn og sagsbehandlere for at få behandlet sager. Og der kommer flere sager, som skal behandles, blandt andet fordi de fleste studerende som udgangspunkt får meddelelse om, at de bliver smidt ud af studiet, når de har dumpet deres tre eksamensforsøg på et enkelt kursus«.

Én ombudsmand er nok

Uddannelsesordfører for Socialdemokratiet Mette Reissmann har læst forslaget og vil gerne mødes med DSF for at diskutere det. Men hun har svært ved at genkende det behov, som de studerende og studenterambassadøren formulerer:

»Jeg støtter stadig grundtanken, men jeg har svært ved at se, at der er så stort et behov, der ikke kan klares af de eksisterende tilbud om vejledning og klageinstanser.«

Der er én forbrugerombudsmand i Danmark og én ombudsmand i Danmark, så mon ikke også, at de studerende kan klare sig med én studenterombudsperson

Uddannelsesordfører Mette Reissmann (S)

I forslaget lægger DSF vægt på, at man gerne vil have flere lokalt forankrede ombudspersoner. Men for Reissmann bør ombudsmandsfunktionen være en central funktion, som sikrer ensartethed i sagbehandlingen og dermed en høj grad af retssikkerhed. Fra hendes synpunkt sikrer en model som den norske kun én part i konflikten, nemlig de studerende.

Derfor vil hun holde fast i, at der kun skal oprettes én ombudsfunktion for universiteterne, og muligvis én for professionhøjskolerne og erhvervsakademierne:

»Der er én forbrugerombudsmand i Danmark og én ombudsmand i Danmark, så mon ikke også, at de studerende kan klare sig med én studenterombudsperson«, siger uddannelsesordføreren.

Og DSF vil da også gerne indgå i dialog med politikerne om, hvordan ombudsfunktionen konkret skal tage sig ud i en dansk kontekst. De står dog fast på, at man skal tage nærhedsprincippet seriøst:

»Det er et helt åbenlyst hensyn, at ombudspersonen skal være tæt på de studerende. Og så skal personen også kunne fordybe sig i de enkelte institutioners administration og virke, fordi der er væsentlige lokale hensyn og variation. Det kræver en form for lokal fundering, men administrationen kan både ske lokalt eller nationalt,« siger Sana Mahin Doost.

Overhalet indenom

Allerede i 2009 fremsatte Socialdemokratiet et forslag om at indføre en national ombudsmand for studerende i Danmark. Og i starten af 2018 var der igen politisk snak om at øge de studerendes retssikkerhed efter debatten om sexchikane og #MeToo-oplevelser på de danske universiteter. Men nu bliver de danske politikere overhalet indenom af deres norske kolleger.

I Norge har der længe været et massivt politisk pres for at få lovfæstet studenterambassadørerne. I marts blev det enstemmigt vedtaget i det norske Stortinget, at regeringen skulle komme med forslag om det. Og det har regeringen nu gjort og sendt i høring.

Og det kan studenterambassadør Bo Gad Køhlert kun se fordele i:

»I mine ører lyder det rigtig sundt, når det er hensigten i det norske lovforslag, at ombudspersonen skal agere uafhængigt og så neutralt som muligt«, siger Bo Gad Køhlert.

Det skal Bo Gad Køhlert selvfølgelig også. Men hans funktion er ikke sikret i uddannelseslove eller -bekendtgørelser, fordi den kun eksisterer på KU. Dermed er det formelt og retligt set ombudsmanden, som har den rene ombudsfunktion på alle universiteter i Danmark.

Det betyder, at studenterambassadørens retssikkerhed kan komme i spil, hvis der sker noget uforudset eller utilsigtet, som man endnu ikke har forholdt sig konkret til på KU:

»Ministeren eller ombudsmanden kunne i princippet komme og sige, at min funktion ikke findes,« siger Bo Gad Køhlert.

Hvor skal pengene komme fra?

Ud over at være i tvivl om behovet for en ombudsperson for de studerende, så efterspørger Mette Reissmann (S) også en række ting i forslaget fra DSF. Blandt andet kommer de studerende ikke med noget finansieringsforslag, og Reissmann har svært ved at se, hvor pengene skal komme fra:

Der kommer ikke nye penge fra politikerne til at etablere en ombudsfunktion på de videregående uddannelser

Uddannelsesordfører Mette Reissmann (S)

»Der kommer ikke nye penge fra politikerne til at etablere en ombudsfunktion på de videregående uddannelser, så det skal holdes inden for rammen af deres budget.«

Hun mener dog ikke, at ansættelsen af en ombudsperson skal ske i regi af et ministerium eller styrelsen. I stedet skal økonomien bæres af uddannelsesstederne selv, og ombudspersonen skal som minimum være en jurist, der opfylder kravene til at blive dommer.

Sana Mahin Doost er ikke så nervøs for, om der kan findes penge til ombudsfunktionen. Dels fordi det kan hjælpe uddannelsesinstitutionerne med at regelforenkle og forbedre sig. Og dels – og mest af alt – fordi institutionerne ikke kan være andet bekendt:

»Jeg tror, at der er en frygt for, at det her kan blive endnu en kontrolmekanisme for institutionerne. Men det kan faktisk hjælpe institutionen til regelforenkling og forbedret administrativ praksis. Vigtigst af alt er det, at institutionerne tager de her problemer alvorligt«, siger forkvinden for DSF.

#MeToo gør problemet tydeligere

I Norge har seksuel chikane været centrum for forslaget om at gøre det lovpligtigt at have en lokal ombudsmand for de studerende på alle videregående uddannelser.

Og også i Danmark er seksuelle krænkelser begyndt at fylde mere i statistikkerne bare i forhold til sidste år, siger Bo Gad Køhlert:

»Der har været en ret markant stigning i henvendelser til Studenterambassadøren bare fra sidste år og til i år, som indeholder elementer af seksuel karakter eller kan kaldes #MeToo-relaterede.«

DSF’s kamp om at få en ombudsmand til de studerende har mange flere år på bagen end #MeToo. Men problemet med seksuel chikane peger bare på endnu en af faldgruberne i det nuværende system, siger Sana Mahin Doost:

»En af de store udfordringer er også, at de studerende ikke aner, hvor de skal henvende sig, hvis de oplever krænkelser. De ved ikke, hvor de kan få vejledning.«

På KU har de studerende deres ambassadør, Bo Gad Køhlert. Han kan primært vejlede de studerende juridisk, men han guider dem også videre til de rigtige fagpersoner, der kan hjælpe dem.

National eller  lokal ombudsmand?

I Danmark har man længe kælet for tanken om en national ombudsperson for de studerende. Men i Norge tager man altså en mere lokal model i hånden, hvor der skal være en fuldstidslønnet ombudsfunktion på hver uddannelsesinstitution. Hvis dette ikke er muligt, kan flere institutioner også dele personen.

Fordelene ved et lokalt studenterombud er, at man kan have mere direkte adgang til at opbygge og fastholde løbende dialog med resten af universitetet

Studenterambassadør på KU Bo Gad Køhlert

Mette Reissmann hælder mest til den nationale model, mens de studerende lægger vægt på den lokale forankring. Spørger man studenterambassadøren, som har konkret erfaring med ombudsfunktionen, kan Bo Gad Køhlert se fordele og ulemper i alle modeller:

»Fordelene ved et lokalt studenterombud er, at man kan have nemmere adgang til at følge med lokalt og kan have mere direkte adgang til at opbygge og fastholde løbende dialog med resten af universitetet. Derved kan man formentlig også bidrage til flere dialogiske løsninger end pege-fingre-løsninger for grupper af studerende. Det er noget, som jeg sætter meget ære i at arbejde for i min funktion, og jeg kan også se gode effekter af det.«

Ulempen ved den lokale model kan være, at den gør det sværere at opretholde funktionens uafhængighed. I hvert fald, når der ikke er noget lovgrundlag for funktionen, som det gælder i Danmark lige nu. Her kan en national model byde ind med noget og øge samarbejdet med politikere og andre beslutningstagere i samfundet.

Indtil videre er de studerende et forslag tættere på at få den ombudsfunktion, som de snart har kæmpet for i et årti.