Måløv er et møgsted - men KU kan gøre det bedre

Skovskolen i Nødebo nord for Hillerød, er en prægtig besiddelse blot et grankoglekast fra Esrum Sø i et stykke skov, hvor selv flåterne har en iPhone. Københavns Universitet (KU) fik dette dejlige område op under neglene under det store universitetsbryllup i 2007, som gjorde den Kongelige Veterinær og Landbohøjskole til en del af KU.

Og da Universitetsavisen kigger forbi, lægger Skovskolen netop stråtækt hus til et sensommerkursus for kommende landskabsforvaltere fra 12 forskellige lande, kommende miljøingeniører, landskabsarkitekter og geografer.

Deres opgave er at foreslå forbedringer af de bynære landskaber, altså grænseområderne mellem land og by, det man kunne kalde, Indkantsdanmark, hele det bælte af affortryllet junk space, der ofte hverken er særlig rekreativt (og Esrum Sø-agtigt) eller effektivt udnyttet af samfundsøkonomien. Hele Hillerød kommune er de studerendes case.

Spændende. Så det taler vi om.

Hillerød som laboratorium

Bortset fra at Lone Kristensen ikke bruger et udtryk som junk space; hun indskærper, at de bynære områder jo i mange henseender er rare steder med grønne områder. De er bare også ofte ret kaotiske. Selv om man i Danmark planlægger det meste af det, der bliver bygget, så har de bynære landskaber kun været en delvis succes. Kristensen er lektor i Landskabsforvaltning ved Skov og Landskab, og hun har ansvaret for sommerskolen.

»Planerne er jo ikke stærkere end de politikere, der udfærdiger dem og sikrer, at de bliver overholdt,« siger Lone Kristensen, og fortsætter: »Tag Måløv – her er grænsen mellem by og land ikke helt klar. Man kører i det her uendelige landskab, og så popper der fra tid til anden en it- eller medicinalvirksomhed op. Andre steder har man opført storcentre uden for byerne – vi skal kort sagt køre i længere tid for at se det grønne landskab.«

Forklaringen er helt enkelt, at vi breder os. Det er en naturlig følge af velstand, hvis man har råd til at købe sig flere kvadratmeter at udfolde sig på, så gør man det. Og dermed bliver landet tætbelagt.

Måløv er rædsom

Det er en forfærdelig tanke, at de tilrejsende studerende skal se Måløv, synes Universitetsavisen pludselig. Det er næsten til at græde over, at folk har fløjet i 23 timer og brugt enorme summer for at rejse til et sted som Måløv for skaldede fem ECTS-point.

Jeg kan huske, at Le Corbusier godt kunne lide det der med at bygge nogle høje klodser, der lå i nærheden af hinanden og så kunne man boltre sig i det grønne landskab rundt om. Er det det, vi skal have mere af igen?

»Hvert land har sit koncept,« siger Lone Kristensen. »I København har man haft idéen om Fingerplanen (plan for hovedstadsområdets udvikling fra 1947, der dikterede, at byen skulle vokse i stråler fra centrum med grønne områder imellem, red.), mens man i London taler om ’green belts’, altså bånd, hvor der ikke må være byudvikling. Hvis man bygger nyt, må det foregå omme på den anden side af bæltet.«

»Historisk har det også handlet om at sikre, at der var landbrug i de bynære områder, men i dag er det ikke så vigtigt – i hvert fald ikke økonomisk – at produktionen af fødevarer sker tæt på byen.«

Sludrekvæg

Lone Kristensen mener, at vi har brug for at gøre os nogle nye forestillinger om, hvordan grænsen mellem by og land skal se ud, hvis vi vil hæve kvaliteten af de bynære landskaber.

»Det er urealistisk alene at opretholde forestillingen om den fortættede by,« siger hun. »Byer danner forbindelser med hinanden.« Spørgsmålet bliver, hvordan man får et godt landskab, selv om vi gerne vil brede os i det.

I Hillerød er flere byer bogstaveligt blevet slået sammen i en ny storkommune. Rådhuset har fået ansvar for udviklingen i et langt større område. Man bygger en ny bydel, Ullerød, med mange fællesarealer, og syd for byen skal der stå et nyt hospital. Rundt om i de tidligere landbrugsområder etablerer hobbylandmænd sig. Folk, der gerne vil sludre med deres statusobjekt-ko og føle sig lidt landlige. Alle vil gerne bruge området, og deres interesserer er ikke nødvendigvis ens.

De studerende får lov at tygge på, hvordan landskabskabalen kan gå op, og kommunen får lov at læse resultaterne af det frivillige konsulentarbejde.

Land under vand

Vi møder en håndfuld af dem: Misako fra Japan, hollandske Diana, Ed fra Australien og et par stykker til. Hillerøds problemer ligner, af forskellige årsager, overhovedet ikke deres hjemlandes, men de faglige færdigheder, de er kommet for at tilegne sig i fællesskab, virker forhåbentlig overalt, trods kulturelle forskelle.

Diana kommer til at forholde sig til et land, hvor halvdelen af jorden skal drænes, hvis den ikke skal ligge under vand (Holland har overjordiske floder), og i Sidney skal Ed være med til at sørge for, at den sparsomme landbrugsjord ikke bliver ædt af storbyen. Misako forklarer, at et af Japans problemer er, at skovene bliver hugget om, så man er ved at løbe tør.

I Kina er der ikke nogen, der taler med køer, tilføjer kinesiske Wei Wang. Hobbylandbrug er ikke blevet en trend i Kina. Måske kommer det.

»Dybest set handler det om at skabe steder, vi gerne vil være,« siger Lone Kristensen. »Steder med kvalitet.«

Skovskolen er et godt sted at starte.

chz@adm.ku.dk