Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Klumme — Hvorfor skrive klart, når man kan være bureaukrat?
Nogle gange, når de formulerer et ekstra fedt paragraf 20-svar i Ministeriet for Dannelse, Fremadrettethed og Faktura, sker der det her:
To specialkonsulenter tager et kort tilløb med front mod hinanden, hvorefter de gør et lille hop og slår brystkasserne sammen. Bagefter ler de højt og udveksler håndtryk, hvor de drejer hænderne og vrikker med fingrene på forskellige måder i en rækkefølge, som kun ministeriets betroede folk kender.
Hvis én i ministeriet har formuleret et folketingssvar, der er særlig gedulgt og tvetydigt, kan vedkommende blive ‘Månedens kancellist’.
Det er ikke en offentlig kåring, for ministeriet gør en stor kommunikationsindsats for at fremstå som én samlet skyggeagtig organisation, der taler med én fælles, mumlende mund, men internt ved man godt, når der er en medarbejder i sektion T, silo 4, kadre 18, forkontoret, der har gjort det godt.
For nylig var det nedenstående sproglige bussemand af kompakt og klistret kancellisme, der landede en af ministeriets fuldmægtige et indrammet diplom, en serie håndtegn fra departementschef Agnete Gersing og en helt ny HTC-telefon fra sidste års næstfineste serie.
Folketingsmedlem Carolina Magdaline Maier spørger, om regeringen vil spare på SU’en.
Og svaret fra ministeriet lyder:
»Den konkrete udmøntning af det indregnede finansieringsbidrag fra justeringer af overførselssystemet, som blandt andet kan omfatte ændrede optjeningsprincipper eller opholdskrav i ydelsessystemet, udmøntes i forbindelse med politiskefor handlinger.«
Læg mærke til, at ministeriet i stedet kunne have skrevet:
»Måske, det er op til politikerne.«
Men det havde der virkelig ikke været nogen diplomer i.