Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Videnskab
Kulturhistorie — Kunsten viser os, at idræt og ernæring er indlejret i langt større kulturprocesser end vi normalt tænker dem, skriver Hans Bonde.
At blive fusioneret er et vilkår for mange institutioner i dag. Det nuværende Institut for Idræt og Ernæring beror på en fusion i 2012 mellem Institut for Human Ernæring (LIFE) og Institut for Idræt (NAT).
På tegnebrættet er det ikke svært at fusionere, men arbejdet med mentalt at sammenføje tidligere adskilte kulturer skal der vedvarende arbejdes på. Derfor er der etableret forskellige brobygningsinitiativer, såsom at tilbyde personalet en fælles guidet rundtur på Statens Museum for Kunst (SMK) under ledelse af undertegnede og direktør for Den Hirschsprungske Samling Gertrud Oelsner.
Mad og motion hører godt sammen, for de indgår begge for eksempel i forsøget på at skabe en sund levevis. Inden for kunsten spiller både at spise og at bevæge sig en væsentlig rolle, da det hører til to af menneskets fundamentale funktioner.
Tesen er, at kunsten på SMK viser, at idræt og ernæring er indlejret i langt større kulturprocesser end vi normalt tænker dem. Tag nu for eksempel de mange kopier af antikke statuer, som SMK har hentet fra Den Kongelige Afstøbningssamling. Her finder vi i høj grad atletstatuer som Diadembinderen fra ca. 420 f. Kr., ’To brydere i kamp’ fra ca. 300 f.Kr. samt Diskoskasteren fra ca. 470-450 f.Kr.
Hvorfra fik de græske billedhuggere inspiration til at skabe den europæiske kulturs afgørende naturalistiske og realistiske gennembrud i kunsten, hvor den traditionelle stive frontale statue (kouros) blev afløst af den dynamiske krop, hvor statuerne i stedet for at stå stift og stille, mere og mere blev fremstillet realistisk i bevægelse, for eksempel ved at brydes eller kaste et spyd eller en diskos?
I høj grad gennem sporten, hvor den anatomiske detalje kunne studeres i aktion. På sportspladserne kunne de græske kunstnere studere det nøgne, veltrænede legeme i bevægelse, og det gjorde de i rigt mål, da der var et stort marked for statuer af sejrherrerne ikke mindst hos bystaterne.
Uden de store græske billedhuggere Myrons, Polykleitos’ og Lysippos’ statuer af den dynamiske, nøgne sportsmand havde den vesterlandske kunsthistorie set væsentligt anderledes ud. Lysippos’ mest kendte værk var ikke hans portræt af Aleksander den Store (356-323 f.v.t.), men den såkaldte Apoxyomenos, atleten, der skraber olie og støv af huden efter en kamp. Antikken er dramatisk, kropslig og farverig, for statuerne var farvesat af datidens store kunstmalere.
Sportens primære funktion i antikkens Grækenland var religiøs. De fire største sportsstævner i det antikke Grækenland organiseret af bystater blev således afholdt til ære for guderne: De olympiske til ære for Zeus i helligdommen Olympia, de nemeiske ligeledes til Zeus i Nemea, de pythiske til Apollon i Delfi, og de isthmiske ved Korinth til havguden Poseidon.
Vender vi os mod maden er også den repræsenteret i en af de centrale processer i skabelsen af den europæiske civilisation. Tag for eksempel et af de kendteste motiver i kunsthistorien ’Den sidste nadver’ som Emil Nolde malede i 1909, og som også findes på SMK. Et chokerende moderne ekspressionistisk opbrud mod den traditionelle kristne fremstillingsform.
Nolde oplever som i et syn Den sidste nadver, som han gengiver på en rå, sammentrængt måde uden perspektiv og forskønnelser og helt uden den ro, som hviler over Leonardo da Vincis berømte maleri af Den sidste nadver fra slutningen af 1400-tallet.
Ligesom de antikke statuer blev en grundmatrice i meget kunst, har også Den sidste nadver inspireret kunstnere, hvoraf ikke mindst kan nævnes Karen Blixen med novellen ‘Babettes Gæstebud’ fra 1950, hvor de 12 gæster tolkes ind i en strid mellem nordisk pietisme og fransk madkunst og livsnydelse. Gabriel Axels filmatisering fra 1987 opnåede en Oscar for bedste fremmedsprogede film.
Hvor atletens krop blev hellig gennem at kæmpe til Zeus’ ære i Olympia, bliver fællesmåltidet helliggjort i den kristne gudstjeneste. Brødet og vinen bliver Jesu legeme og blod, der danner bro i en ny pagt mellem Gud og mennesker.
Findes der også kunstneriske eksempler, hvor ernæring og idræt går hånd i hånd? Ja, for jagten dyrkes allerede med enevoldskongernes parforcejagt i 1600-tallet som sportsjagt, hvor det ikke kun drejer sig om at få mad på bordet, men i endnu højere grad om at ramme så meget vildt som muligt i form af især kronvildt, men også, ræve, ulve og vildsvin.
Dyret udmattes af jagthunde og jages af ryttere for derefter at blive spist. Jagten på mad bliver sportslig, og sporten bliver en jagt efter mad. Alt tyder på, at sporten oprindeligt blev udviklet i den menneskelige evolution for at træne de unge mænd til den livsnødvendige jagt – udover til krig naturligvis.
Således kan en fusion bringe én på helt nye tanker om jagten som udtryk for både føde og sport og madens og idrættens bidrag til religiøse og kunstneriske strømme i den europæiske kultur.
Gennem kunsten kan vi opspore en synergi, der kan inspirere os i det daglige samarbejde.