Madonnas kvinder sidder fast

Wallis & Edward vil fortælle kærlighedshistorien mellem hertugen og hertuginden af Windsor via en ung og ulykkelig kvinde i dagens New York, Wally, og hendes romantiske forestillingsverden. Sideløbende skildres den nutidige kvindes skæbne i et kærlighedsløst og voldeligt ægteskab og hendes eskapisme, der får hende til at drømme sig væk – til historien om den lidenskabelige affære mellem Wallies og Edward i 1930’erne. De to historier skal både stå i kontrast til hinanden og samtidig underbygge den fælles præmis om, at kvinden må bringe store ofre i kærlighedens navn.

Efterhånden som dramaet i Wallys virkelige liv tilspidses, trænger nye muligheder sig på, og redningen er – en mand. En god og blød en, der står i stærk kontrast til hendes følelseskolde ægtemand, der i øvrigt heller ikke er i stand til at gøre hende gravid. Men det er til gengæld sikkerhedsvagten på Sotheby’s, der egentlig er en russisk intellektuel klaverspiller. Så Wally bliver gravid, og historien om relationen mellem mand og kvinde får sin happy end.

At ae filmen med hårene

Michael Nebeling og jeg går langs Islands Brygge på jagt efter en god kop kaffe og et sted vi kan tale. Allerede nu har han røbet sit analytiske overskud og jeg min frustrations blindhed. For hvor jeg har haft lyst til at forlade filmen halvvejs, har Nebeling opdaget interessante strukturer ved at se filmen som det, den er.

»Man kan selvfølgelig blive irriteret på filmen for at være banal, men det er mere konstruktivt at forholde sig til den ud fra dens samtids- og genremæssige kontekst. Og så forsøge at finde ud af, hvad det er den gør – for den gør nogle interessante ting,« siger han.

Han er især optaget af hvordan filmen fremstiller nogle patriarkalske strukturer og giver disse en historisk dimension.

»Det, der var interessant ved filmen, hvis vi tager et klassisk kønsanalytisk udgangspunkt, er sammenligningen af den patriarkalske vold i trediverne, som hertugen og hertuginden er underlagt, og den fysiske og psykiske vold som den moderne kvinde er offer for,« siger han.

Det frie valg eksisterer ikke

Madonnas film indeholder en af kritik patriarkalske strukturer, mener Nebeling:

»Jeg tror, man kan læse filmen som en politisk kommentar, at de konservative og undertrykkende kræfter i trediverne som forhindrer Wallies i at udleve sin kærlighed til tronarvingen, sættes i direkte parallel til den form for undertrykkelse, kvinder kan opleve i dag,« siger han.

Men den nutidige kvinde som skildres i Madonnas film, besidder jo en frihed som fortidens kvinde ikke havde. Wally kan forlade sin mand, men hun vælger at blive, indvender jeg.

»Ja, men ved at lave sammenligningen mellem fortidens regler og nutidskvindens frihed, så siger filmen samtidig, at der ikke findes noget frit valg,« fortæller Nebeling, og fortsætter:

»Patriarkatet eksisterer stadig. Wally er stadig underlagt forestillinger om, hvordan en kvinde skal være: hun forsøger at elske sin ægtemand og lave en familie med ham, på trods af, at det udefra set vil være i hendes bedste interesse at forlade ham.«

»Filmen skildrer således den konkrete vold en kvinde kan opleve i dag og forsøger at sammenstille den med den historiske vold kvinder har været underlagt. Dermed postulerer filmen, at denne vold også har en historisk eller en strukturel dimension, som kunne forsvinde, hvis man tillader, at den nutidige kvinde Wally rejser sig op og går.«

På den måde er det en præmis for filmens budskab om den patriarkalske vold, at Wally er underlagt denne forestilling om kvinden, selv om hun reelt har friheden til at vælge det fra, pointerer kønsforskeren.

Et (socialt konstrueret) kvindeligt blik

Det kan være, at Deres Udsendte sidder fast i en patriarkalsk suppedas, men filmens kvindeskildringer var nærmest uudholdelige for mig. Den nutidige kvinde Wally forekommer ikke så meget som et offer, men som et masochistisk, selvmedlidende og passivt væsen. Ikke bare den overordnede filmfortælling, men også den kvindelige hovedkarakter er med til at reducere kvindekønnet til et visuelt antræk, en overfladisk nikkedukke som burde føle sig heldig, fordi hendes mand er succesfuld.

Denne tolkning er Nebeling delvist enig i, men han finder ikke, at det er et interessant udgangspunkt for at tale om filmen.

»Jeg er helt med på, at Wally fremstilles som en passiv kvinde, der skal reddes. Men jeg vil hellere fokusere på, hvorfor der overhovedet findes denne kvindelige position. Måske er det et kvindeligt ideal at have denne særlige passivitet?« spørger han.

Reproduktionen er kvindens formål

Nebeling bemærker, at den kvindelige hovedrolle indeholder alle de klassiske dyder: hun er passiv, opofrende over for sin mand, og hun er monogam, selv om hun bliver bedraget. Manden, på den anden side, er det fuldstændig modsatte: han er aktiv og forsørgende. Klassiske, patriarkalske kønsroller.

»Filmen er ekstremt heteronormativ. Den skildrer idealkvinden ud fra et patriarkalsk udgangspunkt, og den eneste måde hun kan frigøre sig på, er ved at blive gravid,« siger han.

Nebeling synes alligevel, at filmen fortæller noget vigtigt, når den påpeger, at patriarkatet stadig eksisterer. Og det er en historie, som faktisk ikke så tit bliver fortalt:

»Vi møder oftere den neoliberale fortælling om, at kvinden bare kan gøre som hun vil: få en karriere, være ambitiøs og så skal hun nok klare sig rigtig godt. Den strukturelle kritik forsvinder tit i en neoliberal optik. Derfor synes jeg ikke, man skal diskvalificere historien om patriarkatet.«

Godt eller dårligt er uinteressant

På trods af mine bestræbelser på, at lokke en slags domsfældelse ud af kønsforskeren, vægrer Nebeling sig mod at fælde en smagsdom over hvorvidt Wallis&Edward er en god eller en dårlig film.

»Den måde vi bedømmer på har allerede et kønnet, seksualiseret og racialiseret udgangspunkt. Jeg vil hellere være loyal over for genren,« siger han og fortsætter:

»Hvis man prøver at finde ud af, hvad filmen gør, frem for hvad den er, så kan man gå ind i spørgsmålet om hvad det er for en historie, den forhandler? Hvilke kønsforestillinger reproducerer eller portrætterer den? Og hvilke idealer om kvindelighed fremhæves?«

Og ud fra et sådant perspektiv vil Nebeling medgive, at han finder filmen konventionel – den fremstiller nogle stereotype og kommercielle forestillinger om køn.

Og han bemærker, hvilke fortællinger, der må vige i filmen: »Det er særligt interessant, at et historisk drama om England, som finder sted, da kolonimagten er størst og blot ti inden den gradvise afkolonisering af Indien, slet ikke nævner imperiet. Hvis vi spørger, hvad filmen gør, så kan vi sige, at den sætter en bestemt kritik af patriarkatet i scene, mens den koloniale historie forsvinder.«

Blikket for strukturkritikken

Jeg blev irriteret over den kvindelige hovedkarakters drømmeverden, og den måde hvorpå hendes uinteressante eskapisme er blottet for indsigt eller evne til refleksion. Men ifølge Nebeling hindrer min frustration mig i, at se de overordnede og interessante strukturer, som historien viser.

»Filmen skildrer nutidskvindens drøm om en perfekt kærlighed (hertugen og hertuginden), men den struktur som denne ‘perfekte’ kærlighed lider under, er den samme struktur som hendes egen manglende realisering af den perfekte kærlighed lider under. Det er en heteronormativ funderet kritik af den patriarkalske struktur.«

Og med en sådan tilgang, tilføjer Nebeling, »er alle film interessante som produkt af deres samtid.«

line.hjorth@adm.ku.dk