Mænd dominerer aviser

Dengang, i august 1998, var det som at forlade et fædreland, hvor ligestilling har været en politisk agenda siden 70’erne for et Danmark, hvor det var svært at få bekræftet mantraet ‘vi har ligestilling’ i medier og politik. Men de danske tilstande har været med til at forme Grinaker som stolt feminist, med alt hvad det indebærer af sociale selvmord og tabte underkæber.

Efter mange år med pendling frem og tilbage mellem Danmark og Norge er Grinakers fornemmelse vokset til en erkendelse. I hendes optik er Danmark langt bagud i næsten alt, hvad der vedrører ligestilling og kønspolitik. Selv om danskerne godt kan lide at tænke, at de er fremme i skoene, og kønnene ligeligt repræsenteret. Den illusion vil Grinaker aflive.

At visualisere fakta

Derfor har hun kastet sig over et projekt, hvor hun retter fokus på den skæve kønsrepræsentation i medierne. Hun var optaget af at finde en måde, der kunne visualisere mændenes overrepræsentation. Med blå og pink tusch farvelægger hun de steder i teksten, hvor benævnelserne utvivlsomt henviser til køn (det mandlige er blåt).

»Jeg ville vise skævheden i repræsentationen som et faktum og komme væk fra, at det kun var et postulat fra min side, som kunne modargumenteres. Derfor var det nødvendigt, at budskabet kom tydeligt frem og ikke kunne diskuteres.«

Det har undervejs været vigtigt at finde frem til et system, hvor hendes subjektive holdning ikke har styret eller haft indflydelse på resultatet. For at hendes arbejdsmetoder ikke kan drages i tvivl, har Grinaker derfor nedskrevet flere dogmer, som betinger, hvordan hun farvelægger avisernes opslag.

»Det interessante er ikke min tolkning. Det interessante er at synliggøre, hvad der rent faktisk står i avisen, og hvordan den er skrevet,« siger hun.

Feministisk Bøsseævl

Grinakers første projekt var at farvelægge Politikens Kultursektion. Hun kaldte det Feministisk Bøsseævl, fordi Politiken selv havde påtaget sig det slogan i en reklamekampagne fra 2005. Men så meget feministisk bøsseævl viste der sig alligevel ikke at være i Politiken.

»Politiken har et kønnet sprog, hvor redaktionen ofte tillægger det anvendte sprog en kønsværdi,« siger Grinaker, som også for nylig underkastede Uniavisen den samme kunstneriske behandling.

»Universitetsavisens sprog er, i forhold til Politikens, mere kønsneutralt. Det kan sikkert handle om flere forskellige ting, blandt andet at Uniavisen ikke er så tabloidiseret og skriver til en begrænset gruppe. Politiken skal ramme bredere og har en højere tendens til at reproducere kønsstereotyper.«

Grinaker understreger, at Uniavisen gør et umiddelbart godt indtryk, fordi avisen er god til at udvælge kilder ligeligt mellem mænd og kvinder. Men når man kigger nøje efter, ændrer billedet sig lidt.

»Det virker som om, Uniavisen har en politik om, at kvinder ikke skal være underrepræsenterede. Men i bemandingen af redaktionen er det åbenbart ikke politikken, og der er klart flest artikler, der er skrevet af mænd. Det finurlige er, at det kun få steder bliver tydeligt, at artiklen er skrevet af en mand. I Politiken er det mere synligt i sproget.«

Uniavisen har et anderledes blik

Når Grinaker forfægter, at Uniavisen er lidt mere kønsneutral end det store dagblad, tror hun, det kan hænge sammen med, at formen i universitetsbladet er mere gengivende. Journalisten er ikke så synlig i teksten, som hun oplever det i andre medier.

»I politiken kan en sangerinde for eksempel blive kaldt for ‘meget genert, lille engelsk pigemus på cirka 14 år’. Den slags ser jeg ikke i Uniavisen, hvor teksterne er mere registrerende. Det handler nok også om, at journalisterne i høj grad benytter sig af citationer, hvilket giver læseren et indtryk af, at avisen er mere objektiv.«

Men når det kommer til stykket, så har Uniavisen ikke så meget at prale af. For i en optælling af resultatet fra de tre numre, Grinaker har arbejdet med, kan man se en tydelig skæv balance mellem det, der er farvet pink, og det der er farvet blåt; ud af 72 sider, er 41 sider hovedsagelig blå, 13 er pink, og resten er nogenlunde ligeligt fordelt. 33 artikler er skrevet af mænd, og kun syv er skrevet af kvinder.

Mændene sætter stadig dagsordenen

Grinaker håber, at hendes projekt kan gøre folk mere bevidste om, hvordan de og andre bruger sproget. Og måske endda blive mere opmærksomme læsere og lægge mærke til, hvad der faktisk står.

»Jeg ønsker at gøre synligt for den almindelige læser, hvordan det stof, som de får ind hver dag, reproducerer nogle kønsstereotype værdier, som vi i virkeligheden burde skille os af med.«

Og det er vigtigt, mener Grinaker, for, som hun formulerer det:

»Ved at synliggøre de usynlige ting, kan vi nærme os et ligestillingsutopia.«

Feministisk Bøsseævl – nu i Uniavisen udstilles sammen med Politikens kultursektion på KUA ved trappe 16 indtil den 14. marts.