Mag.ond.

Det er en regntung torsdag eftermiddag i december, og elevatoren på KUA er fyldt med våde, men entusiastiske unge mennesker. De varmer deres hænder på kopper med dampende universitetskaffe, mens de diskuterer hvor betegnelsen konferens egentlig stammer fra.

Det er det tilsyneladende ingen, der ved. Et øjeblik efter åbner elevatoren dørene til 4. sal. Her skal Thomas Grene Helsted holde foredrag om sit magisterspeciale ‘Hvad er meningen med Ondskaben?’.

Men blev den gamle uddannelse til magister ikke afskaffet på Humaniora i 2007? Jo, derfor er Helsted en af de sidste, der holder magisterforedrag på Københavns Universitet; måske den sidste magister.

Det ondes plads i kulturen

Det er fyldt i det store undervisningslokale. Helsted kender de fleste ansigter i forvejen. Det er venner, familie og medstuderende. Selv om mange af dem sandsynligvis har hørt om projektet undervejs, er det først nu, de får anledning til at stifte ordentligt bekendtskab med hans forskning.

»Det onde er først og fremmest et problem, en filosofisk gåde, et teologisk problem og en anledning til refleksion. Man har spurgt inden for teologien: hvad er det onde? Og inden for videnskaberne: hvorfor det onde?«

Men med sit særlige udgangspunkt i Dostojevskij og psykoanalysen, har Helsted fundet det meningsfuldt at lede efter ondskab i kunsten.

»I stedet for at stille spørgsmålet hvorfor det onde, eller hvad er det onde, må man spørge, hvor er det onde? Eller snarere, hvor finder det onde sted?«

Virkelighedens ondskab trængte sig på

Magisterafhandlingen er fuld af eksempler fra både film og litteratur, to kunstformer, der i særlig grad har sat ord og billeder på det onde. Helsted sat sig for at undersøge, hvilken plads ondskaben indtager i litteraturens rum, og om man igennem fiktionens fortælling kan blive klogere på, hvad det onde vil sige.

»Hvordan kan det være, at ondskabsbegrevet fylder så meget i vores sprog?« spørger Thomas Grene Helsted.

Mens han arbejdede med, hvordan det onde optræder i litteraturen, fandt noget ondt sted i den virkelige verden. På Utøya den 22. juli 2011.

Mennesker begår umenneskelige handlinger

»Det var overraskende ubesværligt at koble arbejdet med ondskabsbegrebet i et fiktivt univers til den virkelighed, vi omgiver os med. Det sprog, vi bruger i kunsten – som på den ene side kan være et litterært sprog, men også det sprog, der for eksempel kommer til udtryk via karakterer i en roman – er ikke så forskelligt fra det sprog, vi arbejder med i den empiriske verden. Så hvis man tænker på de kulturelle forestillinger og fortællinger, vi har med i bagagen, er der ikke langt fra fiktion til virkelighed.«

Debatten, der fulgte i kølvandet af terrorangrebet på Utøya, benyttede i høj grad ordet ondskab for at beskrive den uforståelige handling. Således blev Helsteds magisterkonferens aktuel på en uventet måde.

»Det, der er karakteristisk for vores mange forskellige kulturelle forestillinger om det onde, er, at her skete noget, som sprænger rammerne for vores forståelsesevne. Man kan sige, at det onde ikke rigtig finder sted i sproget og i vores virkelighedsopfattelse. Når det så alligevel sker, taler vi ofte om noget umenneskeligt, noget der befinder sig uden for det menneskelige. Det onde er altså noget umenneskeligt, der på en måde befinder sig hinsides fornuften og moralens godt og ondt.«

»Det er paradoksalt,« mener Helsted, »for ondskaben er som regel meget menneskelig. For eksempel Anders Behring Breiviks nøje planlægning af terrorangrebet, de mange rationelle overvejelser, han må have gjort sig undervejs osv.«

Forskervejen

Tilskuerne har opmærksomt lyttet til Helsteds foredrag. Han har talt om alt fra den yderst virkelige Utøya-massakre til det mere abstrakte i Dostojevskijs Kældermennesket. Det er nu tid til, at publikum, vejleder og censor skal stille spørgsmål.

Det udvikler sig til en lang diskussion om det gode og onde, næstekærlighed og voldtægt. Vejleder Lilian Munk Rösing siger, at det er svært ikke at bedømme specialet som en ph.d.-afhandling, men at det blot understreger, hvor grundigt og flot et arbejde, Helsted har udført. I deres udtalelse kalder bedømmerne Helsted et ‘udpræget forskertalent’.

Så bliver den (måske) sidste magister også forsker? Thomas Grene Helsted trækker på det. Han valgte magisterordningen for at få mulighed for at skrive artikler og forlænge sit studium. Det var ikke, fordi han var sikker på, at han ville forske.

»Måske var det snarere omvendt. Jeg tænkte, at det skulle jeg ikke i første omgang, og netop derfor var magisterkonferens en mulighed for at gøre lidt af det samme uden at gå hele vejen.«

line.hjorth@adm.ku.dk