Maliina Abelsen var første grønlænder på Sociologisk Institut

Jeg er vokset op i Nuuk, og jeg kendte ikke ret mange mennesker i København, da jeg kom hertil for at begynde at studere på Sociologisk Institut i 1997. Dengang lå instituttet for sig selv i en gammel bygning i Linnésgade i indre by.

Jeg forstod ikke rigtig, hvad studiet gik ud på det første år, og jeg troede, jeg var den eneste, der ikke havde styr på noget. Det endte alligevel med, at jeg bestod eksamen, mens nogle af mine medstuderende, der havde virket meget kloge og akademiske, dumpede. Først da forstod jeg, at alle de andre ikke havde helt så meget styr på det, som jeg havde bildt mig selv ind. Jeg var den første grønlænder, der læste sociologi ved Københavns Universitet, og mit første studieår kom derfor med en stejl indlæringskurve. Jeg skulle både lære, hvad det ville sige at være universitetsstuderende på en videregående uddannelse og lære danskernes mange uskrevne normer, regler og omgangsformer.

En dag på mit første studieår fik jeg øje på skuespilleren Peter Gantzler, som jeg kendte fra tv-serien Taxa, og som jeg havde set, før jeg flyttede fra Nuuk til København. Det var på Den franske café på Nørrebro, og jeg hilste begejstret på ham, og han hilste også høfligt tilbage. Men derefter blev min store glæde over endelig at se et bekendt ansigt afløst af en pinlig følelse, for han kendte selvfølgelig ikke mig. Sandheden var jo, at jeg stort set ikke kendte nogen, efter jeg var landet i København, alene, få måneder før. Det lykkedes mig at finde en god veninde på studiet. Hun er nordmand, og vi havde flere ting til fælles: Vi følte os begge fremmede i København, og vi kom fra lande med en lang, historisk tilknytning til Danmark. Desuden kunne vi lide at opholde os i naturen. Jeg havde enorm glæde af min norske veninde, som jeg stadig ser.

Sociologi er en rigtig god uddannelse, som giver en meget stærk baggrund for at kunne bygge videre i alle mulige retninger bagefter. Jeg har for eksempel arbejdet i FN, været kommerciel direktør for Air Greenland, og i dag er jeg programchef for Unicef i Grønland. Men min største aha-oplevelse på universitet var, at man inden for sociologiens akademiske verden ikke producerer noget, der er vitalt for andre mennesker, og det skulle jeg lige komme overens med. Der var en tid under uddannelsen, hvor jeg gik og var bange for, at jeg som sociolog ikke ville kunne gøre nok gavn ude i verden efter universitetet – men den bekymring har jeg for længst sluppet.

De studerende har i dag mange flere valg end i min studietid. Sociologistudiet er blevet mere sammensat, og jeg tror, at internettet og it har været med til at ændre studieformen. For snart 25 år siden skulle jeg for eksempel bruge meget tid på at lede i kældre og andre svært tilgængelige steder efter gamle, støvede bøger, som jeg skulle læse. Hver dag stod jeg og kopierede læsemateriale fra bøger, avisartikler og andre kilder. Den proces var til gengæld med til at lære mig ydmygheden for mit fag, føler jeg i dag.

Jeg havde en fantastisk uddannelsesoplevelse i Australien, som jeg tog til sammen med min norske veninde i forbindelse med læseferien til vores bachelorprojekt. Det var i sommeren 2000, og rejsen endte med, at jeg blev der i tre år for at studere oprindelige folk og fik en master ud af det. Mit udsyn blev meget større, og det er den bedste ting, jeg har gjort i forbindelse med mit studie. Jeg kan kun anbefale andre at gøre det samme, hvis de får chancen. Bagefter tog jeg min kandidat ved Københavns Universitet.

Jeg kan begå mig med alle slags mennesker. Det er den ting, som jeg bedst kan lide ved mig selv, og det kan hænge sammen med, at jeg har haft en opvækst, der har lært mig, at livet er komplekst – og ikke ens for alle. Jeg kan også lide ved mig selv, at jeg siger min ærlige mening – selv om det nogle gange kan virke overraskende på andre.