»Man er meget lille som studerende med særlige behov, og man beder ikke om særlig meget«

Mens SPS-ordningen gentænkes og diskuteres på Christiansborg og på universiteterne, modtager tusindvis af studerende i dag støtte gennem ordningen for at få hverdagen til at hænge sammen.

Hvordan oplever de, brugerne, egentlig systemet? Hvad betyder støtten for dem i praksis, og hvad frygter eller håber de, der skal ske, når ordningen snart skal laves om?

LÆS OGSÅ: Hver anden studerende får ikke hjælp i tide. Regeringen kritiseres for SPS-indsats

På blot fire år er antallet af SPS-modtagere fordoblet, og fra 2027 får universiteterne selv ansvaret for dele af ordningen. Det åbner for en grundlæggende gentænkning af, hvordan støtte til studerende med særlige behov skal se ud.

Flere universiteter ønsker at bevæge sig væk fra individuel støtte og over mod mere kollektive løsninger – en udvikling, der vækker både optimisme og uro blandt de studerende.

Uniavisen har talt med tre studerende, der i dag får SPS-støtte, om deres erfaringer og deres syn på fremtidens støtteordning.

Ingen hjælp uden officiel diagnose

Trine Graversen læser dansk på første semester af kandidaten. Kort efter hun begyndte på studiet, begyndte hun at få episoder med angstanfald, og hun fik blackout til sin første eksamen. At starte på universitetet havde skubbet hende ud over kanten.

»Jeg opsøgte min læge og sagde, at jeg kogte fuldstændig over, og jeg forsøgte også at få hjælp fra KU. Det er tre år siden nu, og jeg har først nu, i september 2025, fået SPS-støtte.«

Sideløbende med at Trine Graversen blev udredt i psykiatrien, forsøgte hun gentagne gange at kontakte studieadministrationen for at få hjælp. Hver gang fik hun en ny person i røret:

Hun tilbød mig sine piller under bordet, og det hjalp gevaldigt

Studerende Trine Graversen fik adhd-medicin af en veninde

»Jeg var i dialog med i hvert fald syv forskellige personer i studieadministrationen. Om og om igen måtte jeg grådkvalt forklare dem min situation.«

Selvom medarbejderne medgav, at hendes problemer var alvorlige nok til, at hun burde få hjælp, kom der først hul igennem, da hun fik en officiel diagnose. I mellemtiden måtte hun læne sig op ad sine veninder og sin familie for at klare sig igennem bacheloren.

»En af mine veninder genkendte mange af de ting, jeg bøvlede med, fra sin egen adhd-diagnose. Hun tilbød mig sine piller under bordet, og det hjalp gevaldigt. Jeg tror ikke, jeg var kommet igennem min bachelor uden.«

Der er noget galt med strukturen

Da Trine Graversen fik papir på sin adhd-diagnose, gik det hurtigt med at få tilbudt en SPS-rådgiver. Selvom hun i dag kun har fået støtte i en måned, kan hun allerede mærke fremgang:

»Jeg har endelig forstået, at det ikke nødvendigvis er mig, der er noget galt med. Der er nogle grundlæggende strukturelle ting ved universitetet, der gør det svært for mange at passe ind.«

Følelsen af forkerthed er en af de ting, Trine Graversen taler med sin SPS-rådgiver om. Rådgiveren fungerer som en menneskelig hånd i ryggen i en universitetsverden, hvor hun ellers ofte oplever en stor distance mellem systemet og de studerende.

I dag føler Trine Graversen sig mere selvkørende. Det skyldes både medicin og rådgivning, men også en beslutning om at studere på halv tid – et råd, hun fik fra sin støtteperson.

»Jeg havde overvejet det, før jeg fik min diagnose, men jeg blev ved med at insistere på, at jeg burde kunne gennemføre på normeret tid.«

LÆS OGSÅ: Jeg venter på handicaptillæg på 13. måned

Trine Graversen synes ikke, det er en god idé at omlægge SPS til at have et mere kollektivt fokus. Hun ser det som endnu en besparelse på et vigtigt område og forestiller sig, at hun så måske ikke vil kunne få den hjælp, hun har brug for:

»Det er enormt reducerende at tænke, at vi alle har samme behov, bare fordi vi måske har samme diagnose.«

I stedet mener hun, at universiteterne bør kigge på den manglende struktur, studerende møder: bureaukratiet, skiftende mødetidspunkter og uklare krav til afleveringer.

»Jeg tror, universiteterne skal gentænkes, både når det kommer til undervisning og forventninger. Ellers kan alle ikke være med,« siger hun og fortsætter:

»Man er meget lille som studerende med særlige behov, og man beder ikke om særlig meget.«

»Hverdagen hænger først sammen, efter jeg har fået SPS«

Thea Borup Guntofte studerer fysik på syvende semester og er i øjeblikket ved at skrive bachelorprojekt. Hun blev udredt for adhd og autisme for godt et år siden, og for fire måneder siden begyndte hun at få SPS-støtte.

Den manglende støtte i den første del af Thea Borup Guntoftes studietid har blandt andet betydet, at hun er blevet et halvt år forsinket, fordi hun har svært ved at strukturere sin egen tid og let mister motivationen. Hun har skullet tage flere fag om, fordi hun i lange perioder ikke har magtet at møde op til undervisningen:

»Jeg har hele tiden skullet vænne mig til nye steder og nye mennesker. Noget så simpelt som, hvor jeg skal sidde henne, har været svært for mig. Det nemme valg var at blive hjemme.«

Noget så simpelt som, hvor jeg skal sidde henne, har været svært for mig.

Thea Borup Guntofte, fysikstuderende

For Thea Borup Guntofte er det meget små ting, der gør hele forskellen. Med sin SPS-rådgiver arbejder hun på, hvordan hun holder pauser fornuftigt, og hvordan hun strukturerer sin hverdag, så hun ikke brænder ud. Også lavpraktiske opgaver, som at ringe til SU-kontoret, kan rådgiveren hjælpe med.

»Min hverdag hænger først sammen, efter jeg har fået SPS. Jeg har haft brug for nogen, som kunne holde mig til ilden og tjekke op på mig løbende. Hvis jeg havde fået det tidligere, tror jeg, jeg ville have haft et meget bedre studieforløb.«

Thea Borup Guntofte mener, at det kan være en fordel, hvis underviserne bliver klædt bedre på til at rumme studerende med støttebehov, men hun mener ikke, det kan erstatte den individuelle rådgivning:

»Jeg har brug for, at der er en person, som holder mig ansvarlig for de aftaler, jeg laver med mig selv. Jeg tror ikke, det ville fungere lige så godt for mig, hvis det hele blev kollektiviseret.«

I dag ser Thea Borup Guntofte optimistisk på muligheden for at gennemføre sin uddannelse:

»Hvis noget går galt, ved jeg, der er én til at gribe mig. Det kommer helt sikkert til at hjælpe mig fremover.«

»Det er de små ting, der gør, at jeg kan gennemføre universitetet«

Til vinter regner Laura Tang med at kunne kalde sig cand.mag. i engelsk, men hendes vej har ikke været nem. Som 12-årig fik hun angst og depression, og diagnoserne har fulgt hende siden.

Da hun i sommeren 2019 begyndte på engelskstudiet, opdagede hun SPS-tilbuddet og besluttede sig for at søge. Normalt tildeles SPS ikke til personer med angst og depression, fordi disse diagnoser betragtes som midlertidige. Laura Tang slap dog gennem nåleøjet, fordi hun havde en lang historik med diagnoserne.

»Det er en kæmpe lettelse for mig at have en SPS-rådgiver. Jeg tror ikke, jeg havde gennemført studiet, hvis ikke det var for hende.«

Selvom Laura Tang får SPS-støtte, har hun gennem årene været tilbageholdende med at benytte sig af ordningens forskellige tilbud, fordi hun har haft dårlig samvittighed over ikke at kunne klare tingene selv.

»Jeg tror, det bunder i, at jeg længe har følt, at jeg ikke havde de ’rigtige’ diagnoser.«

I dag er jeg ærgerlig over, at jeg ikke takkede ja tidligere.

Laura Tang, engelskstuderende

Laura Tang bruger både sin SPS-rådgiver til at drøfte svære ting i sit liv og som praktisk hjælper, fordi hun har svært ved at strukturere sin tid. Enten bruger hun alle sine vågne timer på at studere, eller også kommer hun slet ikke i gang. SPS-rådgiveren hjælper hende med at finde en balance:

»Det lyder banalt, men det, at der er en, der lytter til mig og forklarer, hvad jeg kan ændre for at nå i mål, har gjort en kæmpe forskel. Det er de små ting, der gør, at jeg kan gennemføre universitetet.«

Undervejs i Laura Tangs specialeproces, fik hun også tildelt en faglig rådgiver, en ph.d. -studerende, som hjalp hende med at få overblik over skriveprocessen. Hvordan skulle hun gribe analysen an? Hvad skulle hun gøre, hvis hun fik skriveblokering? Lavpraktiske, faglige ting, som gjorde hele processen nemmere at overskue.

»Min SPS-rådgiver havde tidligere foreslået, at jeg kunne få en faglig støtteperson, men jeg sagde nej. I dag er jeg ærgerlig over, at jeg ikke takkede ja tidligere, for det har været en stor hjælp for mig.«

Laura Tang kan godt se fordele i et mere kollektiviseret SPS-forløb, men det må ikke ske på bekostning af individuelle samtaler med plads til de personlige udfordringer:

»Hvis vi sad en hel gruppe, og det kun var mig, der havde brug for hjælp til at få overblik over nogle dokumenter, ville jeg ikke bruge andres tid på det, og så ville jeg ikke få det gjort.«

Når Laura Tang ser tilbage på sit uddannelsesforløb, fortryder hun kun, at hun ikke tog imod endnu mere hjælp og støtte i stedet for at insistere på at klare så meget som muligt på egen hånd.