Man skal ikke skue hunden på hårene

Jakob Lange taler meget. Han har meget på hjerte og er ikke bleg for at dele ud af sin viden. Som hele Danmarks uddannelsesguru har han i 40 år vejledt ungdommen om blandt andet studievalg, komplicerede SU-regler og eksamensskræk. Ifølge sit eget forsigtige skøn har han som studievejleder og i sine forskellige brevkasser i Politiken og andre medier egenhændigt besvaret op mod 100.000 henvendelser fra unge mennesker.

»Sådan en aften efter vi har spist, og jeg har set TV-Avisen, kan jeg godt lide at sætte mig ned og besvare en otte-ti spørgsmål fra ganske almindelige studenter. Mange af spørgsmålene har jeg set før, men jeg ved heldigvis at der sidder et menneske bag hvert af spørgsmålene, og svaret kan være ganske vitalt for vedkommende.«

I tidligere tider skulle de studerende personligt møde op på studieadministrationens kontor når de skulle søge ind på universitetet eller meddele ændring af bankkonto eller adresse. Det betød at Jakob Lange talte med mange tusinde studerende hvert år. Ikke overraskende har studievejledningen som så meget andet dog udviklet sig en del i løbet af Jakob Langes mange år bag skrivebordet.

»Da jeg begyndte som studievejleder for 40 år siden, var tendensen nok at en studievejleder mere var som en læge. Dengang forudsatte man jo nærmest at man skrev en journal over de studenter man havde snakket med. Det fik jeg lynhurtigt gjort op med. Vi skulle have en åben vejledning hvor folk er velkomne. De behøvede ikke fortælle hvad de hed eller noget andet. Mit mål var at vi skulle snakke med 80 procent af dem der startede på universitetet som var mange tusinde. Og så var der jo altså ikke tid til at sidde og skrive journaler,« forklarer han.

Ikke som i gamle dage
Og det er ikke kun studievejledningen der har ændret sig. Jakob Lange kan tydeligt mærke at de studerendes forventninger til studielivet er anderledes end i tresserne.

»Før i tiden var studenterne fattige og passede virkelig på pengene. De kunne måske få en enkelt kop kaffe på kaffebar hvorimod de i dag er en attraktiv del af forbrugersegmentet i København. Jeg kender mange studerende der mener at en ordentlig skiferie om vinteren og en tur sydpå om sommeren er et must. Det gjorde de ikke for 40 år siden. Man arbejdede i sommerperioden, og hvis man skulle have ferie, kunne det være hjemme hos familien i Jylland. Der var faktisk studerende der end ikke ville købe tøj mens de studerede. Det kunne de gøre når de blev færdige og fik et job. Det var hele den ide om at man som studerende skulle lide en masse afsavn og blev belønnet bagefter. Det er jo ikke melodien længere. Heldigvis.«

Lyse og sorte kapitler i SU’ens historie
Når Jakob Lange skal pege på højdepunkterne i sin karriere er der flere ting der springer i øjnene. Blandt andet glæder han sig over oprettelsen af Den Koordinerede Tilmelding i 1977 som han har været leder af lige siden. Adgangsbegrænsningernes tid var kommet på universiteterne, og selv om Jakob Lange og hans kolleger havde kæmpet imod planen, blev det vedtaget i Folketinget alligevel. Derfor accepterede de ordningen, men insisterede på selv at administrere adgangsbegrænsningerne.

»Det var Undervisningsministeriets plan at der skulle laves et stort centralt kontor der skulle stå for optagelsen til alle universiteter i Danmark, og det skulle være et direktorat på linje med SU-styrelsen. Så i stedet for at få et centralt bureaukratisk system fik vi et decentralt system der var styret af mennesker med studievejledningsbaggrund.«

Som et andet højdepunkt nævner Jakob Lange opfindelsen af klippekortsystemet som blandt andet sørgede for seks års SU for alle – også de der skiftede studie undervejs – samt kampen for dobbelt SU til handicappede og enlige mødre.

»Det synes jeg var lidt af en sejr, og jeg vil lidt ubeskedent sige at jeg har en stor del af fortjenesten for det. Jeg forsøgte alle steder hvor jeg kunne komme af sted med det, at påpege at vi måtte gøre noget. Det var jo et helvede og en krig for enlige mødre og handicappede at få revalidering, for det betød eksempelvis at en sagsbehandler skulle godkende om deres studievalg var fornuftigt. Ifølge revalideringsloven skulle de vælge den hurtigste vej til selvforsørgelse, og det kunne for eksempel være at blive SOSU-assistent eller lignende. Men selvfølgelig skal både enlige mødre og handicappede have frit studievalg ligesom alle andre. Alt andet er jo helt åndssvagt. Så den ændring ser jeg tilbage på med stor fornøjelse.«

Til gengæld er der ikke meget fornøjelse i minderne om perioden med de statskautionerede banklån. De blev indført i firserne for at komme erhvervsarbejde hos de studerende til livs, men ifølge Jakob Lange gjorde de mere skade end gavn. Mange studerende endte i uoverskuelig gæld som fulgte dem i mange år derefter.

»Vi måtte lave gældssaneringsordninger og rentetilskudsordninger og alt muligt andet. Studerende der havde lånt 60.000 kroner, kom ud med en gæld på 300.000 kroner Det fik virkelig knækket livet på mange nyuddannede akademikere. Jeg kender mange der først slap af med deres gæld da de var langt over 50. Det er desværre et sort kapitel i SU’ens historie.«

Rammerne blev hans skæbne
Jakob Lange kommer fra et politisk hjem. Faderen, Morten Lange, var medstifter af Socialistisk Folkeparti og sad i Folketinget fra 1960 til 1976 da han trådte tilbage for at blive rektor på Københavns Universitet.

De fleste kender primært Jakob Lange som studievejleder, men i tresserne og halvfjerdserne havde han sideløbende med studievejledningen en karriere som politiker i faderens parti. Da VS brød ud fra SF i 1967, drog SF’s ungdomsorganisation SUF med. Herefter var han med til at stifte og opbygge SF’s nye ungdomsorganisation SFU. Han sad i Folketinget for SF i 1974 som suppleant, men røg ud igen da der blev udskrevet valg samme år. Derudover sad han i Københavns Borgerrepræsentation som leder af SF’s gruppe, men valgte i 1978 at stoppe med politik for at hellige sig studievejledningen.

»Jeg kendte mange politikere fra Christiansborg hvor jeg arbejdede som student. Jeg syntes simpelthen at der var for mange ringvrag som ikke fik nogen ordentlig karriere, og som blev nødt til at hænge i taburetten og blive levebrødspolitikere. Derfor valgte jeg som 32-årig at koncentrere mig om studieadministration. Jeg var bare nødt til at have noget andet ved siden af, for jeg kunne ikke undvære at sidde i bestyrelser og lave det organisatoriske arbejde.«

Ved at tage et blik på listen over tillidshverv Jakob Lange har passet i de sidste 40 år, må man tro ham. Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, Magistrenes A-kasse, Kanonhallen, Zahles Seminarium, SU-rådet, Ungdomsboligrådet og mange andre organisationer, råd og kulturinstitutioner har nydt godt af hans behov for organisatorisk arbejde.

»Jeg elsker at lave rammer. Jeg er rammemageren. Jeg har været i teaterverdenen, men havde intet ønske om at spille skuespil. Jeg har været på universitetet hvor jeg kunne have fået en forskerstilling som jeg kunne have haft resten af livet, men jeg sagde nej. Både forskning, kunst og kultur interesserer mig voldsomt, men jeg skal lave rammer. Jeg skal hverken være forsker eller kunstner, for det er ikke mig.«

Ordblindhed et helvede
Meget af det organisatoriske arbejde har også været helliget kampen for de ordblinde, blandt andet som formand for bestyrelsen i Hovedstadens Ordblindeskole. Det skyldes at Jakob Lange selv er ordblind hvilket ikke altid har været lige sjovt.

»Min ordblindhed var et helvede i folkeskolen. Der betød ordblindhed at man var både dum og doven, og det kunne de ikke lide. I gymnasiet gik det straks bedre, især fordi jeg blev elevrådsformand og formand for DGS, så cigarføringen blev lidt højere. Da jeg kom på universitetet var problemet ikke så stort. Jeg var ret flittig til at komme til timerne, og det betød at jeg faktisk kunne gå til eksamen og få ganske pæne resultater uden at have læst bøgerne alt for grundigt. Mens andre foretrak at læse bøgerne foretrak jeg at lytte efter.«

Ordblindhed forsvinder ikke så nemt, og Jakob Lange mærker stadig sit handicap. Nuværende og tidligere kolleger fra universitetet og konen derhjemme hjælper alle til når han skal have rettet sine skriverier for fejl. Alle breve skal således være renset for stavefejl inden de bliver sendt ud.

»Der er jeg helt hysterisk. Der må ikke gå noget ud på universitetets brevpapir hvis der ikke har været nogen inde over for at rette staveordene. Det er irriterende og koster selvfølgelig noget ekstra tid, men jeg bliver altså nødt til at have nogen der kan hjælpe mig. Hvis jeg sidder i toget og skal skrive en e-mail kan jeg godt finde på at spørge sidemanden om han eller hun lige vil hjælpe mig. Jeg trækker på alt og alle jeg møder,« fortæller Jakob Lange.

Pligt til at blande sig
I tidens løb er Jakob Lange blevet en af de mest profilerede ansatte på KU. Medierne har citeret ham i så stor stil at mange mennesker har opfattet ham som KU’s ansigt udadtil.

»Det er ikke altid at alle på Københavns Universitet har sat lige meget pris på at jeg har blandet mig så meget i debatten, men jeg synes selv at jeg nærmest var forpligtet til det som offentligt ansat. Jeg blev ansat tilbage i den grå oldtid og talte med rektor Mogens Fog der ansatte mig. Han lagde ikke skjul på at han mente at den offentlige debat er uendelig vigtig, og hvis man af lutter frygt for at sige noget forkert holder sin mund helt lukket, så har man også begået en stor fejl.«

Måske af samme grund vil Jakob Lange også gerne knytte en kommentar til den aktuelle situation omkring universiteternes hvervekampagner for at lokke studerende til. De er nemlig helt unødvendige og man risikerer i værste fald at ødelægge studievejledningens arbejde, mener han.

»Det ærgrer en gammel studievejleder at være vidne til at de videregående uddannelser bruger et stort tocifret millionbeløb på store annoncer med ganske lille informationsværdi. Annoncerne får ikke flere til at gå i gang med en uddannelse, men fører højst til en beskeden omfordeling mellem institutionerne. Det er voldsomt at Studievalgs institutionsuafhængige vejledning skal ske i konkurrence med et bombardement af ensidige annoncer. De mange annoncekroner kunne bruges langt bedre.«

Vil holde op mens legen er god
40 år er lang tid på enhver arbejdsplads og efter de mange år er Jakob Lange da også begyndt at tænke på hvornår det er tid til at stoppe.

»Jeg har gjort op med mig selv at jeg ikke bliver længere end til jeg er 65. Det vil sige at jeg højst bliver halvandet år endnu. Man skal holde op mens legen er god. I betragtning af at jeg har været chef for en stor afdeling herinde siden 1975, må jeg til at beskæftige mig med andre ting. Jeg skal blandt andet bygge badeværelse, og så skal jeg bruge tid på at læse aviser og høre P1.«

I forbindelse med jubilæet har Jakob Lange aftalt med universitetets ledelse at han som led i en seniorordning ikke længere skal bidrage til KU’s studieadministration, men fortrinsvis arbejde med de eksterne opgaver: Den Koordinerede Tilmelding og Studievalg København. Han har i sin tid ikke været bleg for at udtale sig til medierne, men når han går på pension, er det til gengæld slut med at blande sig i debatten om studierne.

»Jeg vil lukke helt i med hensyn til uddannelser, uddannelsespolitik, studenter og så videre. Man skal ikke sige noget om de ting når man ikke længere har fingeren på pulsen. Jeg har mødt alt for mange der er gået på pension, som stadig sender læserbreve til Politiken, og man tænker at det alene må være for at vise at han er i live. Det kommer jeg ikke til.«

Inden det kommer så vidt vil Jakob Lange gerne videregive en betydelig erfaring fra sine 40 år som studievejleder.

»Jeg har vejledt umodne, slatne, tvivlende unge mennesker på 19 år der var gået i gang med at studere, og i min sjæl har jeg måske tænkt ‘Det går aldrig godt’. I dag kan jeg se at en god håndfuld er blevet departementschefer, utallige er blevet professorer, og atter andre er blevet ambassadører, koncerndirektører og så videre. Derfor har jeg har sagt til de utallige studievejledere jeg har uddannet gennem årene, at de skal lade være med at skue hunden på hårene, for man ved aldrig om ham den 19-årige umodne og usikre dreng som man sidder og snakker med, er en fremtidig nobelprisvinder eller superprofessor.«

uni-avis@adm.ku.dk