Mandens høje røde hæle

Arkæolog Vivi Lena Andersen har haft tusindvis af sko mellem hænderne de sidste 15 år, mange af dem 300-400 år gamle.

Skoene er dukket op ved udgravningerne til den kommende Metro-Cityring, især på Rådhuspladsen og Kongens Nytorv, og under udvidelsen af A. P. Møllers hovedsæde på Esplanaden.

»Under Esplanaden nærmest væltede skoene op af jorden sammen med kridtpiber, parykker, klude, potteskår og meget andet affald fra 1700-tallet,« siger Vivi Lena Andersen, der har skrevet en erhvervs-ph.d. om det gamle fodtøj.

Det gjaldt om at blive set og knytte an til bestemte samfundskategorier ud fra klædedragten. Fra top til tå.

Vivi Lena Andersen

I dag er hun inspektør og udstillingsprojektleder for det nye Københavns Museum, hvorfra hun – med hyppige besøg på Saxo Instituttet ved KU – fortsætter sin skoforskning.

Hendes ph.d. undersøger de københavnske sko fra 1300 til 1800, men år 1660 stikker ud som ’skoenes skæbneår’ i byen. Da blev enevælden nemlig indført i Danmark, adelen blev svækket, borgerstanden fik mere magt, og det fik store sko-konsekvenser.

»I 1660 fik borgerskabet helt nye muligheder for at kunne stige i samfundshierarkiet. Det fik som konsekvens, at menneskets visuelle identitet kom til at spille en endnu større rolle, og det kan vi aflæse helt ned i skoen,« siger Vivi Lena Andersen.

Effektiv social markør

En sko er nemlig ikke bare en sko.

Tidligere tiders flade, fodformede og nærmest sunde sko blev i løbet af 1600-tallet mere og mere ukomfortable: De blev meget spidse, smalle og stramtsiddende; højre- og venstresko blev ens, og hælene fik højde. En stigning i hammertæer, knyster og andre fodlidelser fulgte.

»Som praktiker tænker man umiddelbart, at de helt havde misforstået, hvad fodtøj skal bruges til, men det havde de ikke! Skoen skulle ikke længere først og fremmest beskytte imod klima, pløre eller et stenet underlag. Nu skulle den sikre social overlevelse, for det gjaldt om at blive set og knytte an til bestemte samfundskategorier ud fra klædedragten. Fra top til tå,« siger Vivi Lena Andersen.

Et pudsigt eksempel, fortæller hun, er, hvordan en skomode med høje hæle malet i en klar, rød farve, spredte sig som en løbeild i København i 1660’erne.

Allerede i første halvdel af 1600-tallet var den dyre røde farve en social markør. Da selveste Solkongen (Ludvig 14., 1643-1715) af Frankrig ophøjede de røde hæle til sit varemærke og forbød alle, der ikke var adelige, at bære dem, blev de for alvor populære herhjemme.

»Københavnerne vidste godt, hvad en rød hæl betød. De blev endda båret, før Ludvig 14. gjorde krav på dem, og hans restriktioner gjaldt jo ikke i København, så her blomstrede tendensen med de røde hæle,« siger Vivi Lena Andersen.

De vinder stor udbredelse, først blandt mænd, siden kvinder og børn, og den røde farve breder sig fra finere sko til simplere hverdagsfodtøj.

»Vi kan se, at de er blevet repareret igen og igen, og af graden af brugsslitage kan vi se, at de formentlig også blev båret af mennesker langt nede på den sociale rangstige,« siger Vivi Lena Andersen.