Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Mange medicinstuderende vil ikke være færdige til tiden

4-ÅRS-REGEL - En regel om at nyuddannede læger skal i gang med speciallægeuddannelsen efter højst fire år, får hver tredje medicinstuderende til bevidst at forlænge studietiden stik imod alle hensigter om at få øget antallet af speciallæger hurtigt.

Det hævder de lægestuderendes fagforening, FADL, på baggrund af en undersøgelse, de har foretaget.

»Kun 20 procent af de studerende afslutter medicinstudiet på normeret tid, og hver tredje medicinstuderende har bevidst forlænget sit studie alene på baggrund af 4-års-reglen. To ud af tre studerende føler sig påvirket af reglen allerede i studietiden, og otte ud af ti forventer, at reglen vil få negative konsekvenser for deres fremtid som læge,« siger Sara Schødt Nielsen, formand for FADL, i en pressemeddelelse.

FADL har længe været kritiske over for reglen, der blev indført i 2008.

Læger plaget af fremtidsfrygt

»Frygten for 4-års-reglen overrasker os ikke. Den har vi kendt i flere år, men det nye er, at vi nu også kan påvise, at de studerende forsøger at “omgå” 4-års-reglen og dens virkninger ved at trække studierne ud eller ved at tage lægevikararbejde eller udskyde klinisk basisuddannelse. Så hvor man ville tvinge flere speciallæger igennem, får man nu som bivirkning længere studietider og mere frustrerede medicinstuderende, hvad angår deres fremtid som læge,« siger Schødt Nielsen.

Danmark har manglet speciallæger i årevis, så når FADL nu hævder at kunne dokumentere, at 4-års-reglen forlænger unge lægers vej mod speciallægeuddannelsen, vil det ærgre flertallet på Christiansborg.

FADL sendte elektroniske spørgeskemaer til 549 medicinstuderende på 12. semester fra hele landet og modtog svar fra 297. Link til rapporten.

chz@adm.ku.dk

Seneste