Mangfoldighedskonsulent drømte om at blive landets første kvindelige statsminister

I august 2022 begyndte jeg som KU’s mangfoldighedskonsulent. Siden er teamet blevet udvidet med to ekstra kollegaer, så nu er vi fire, der arbejder med mangfoldighed på fuld tid. Sidste år vedtog Københavns Universitet en handleplan for ligestilling og diversitet, som vi skal udvikle og implementere, så det passer til hele den kæmpe organisation. KU er både uddannelsesinstitution, forskningssted og en arbejdsplads. Så mangfoldighedsarbejdet spænder meget vidt og handler både om it-systemer og ansøgningsprocesser, der skal minimere risikoen for forskelsbehandling, om større mangfoldighed i undervisningslokalet, om forskere der skal øve sig i at tænke en kønsvinkel ind i deres projekter og om rekruttering, optag og krænkelsessager. Meget er stadig i udviklingsfasen, så vi kommer til at række bredt ud og høre, hvad der er behov for. Vi besøger blandt andet KU-festival, hvor vi helt lavpraktisk vil sætte en idéboks op, som man kan smide forslag og ideer i. Det er første take på at starte en samtale.

Det tog mig ni forsøg at lande et ph.d.-stipendie. Jeg ville gerne skrive om kønsforskning, men fik at vide, at hvis jeg undlod at skrive ’køn’ i overskriften, ville det være nemmere at få. Jeg endte med at skrive om, hvad det vil sige at være en god soldat. Jeg kiggede blandt andet på kvindelige soldater, for det med at være ’god’ er ofte sammenfiltret med spørgsmål om køn. Det tog mig fem år, fra jeg blev uddannet etnolog, til det lykkedes. Hvis ikke jeg arbejdede i administrationen, ville jeg være i gang med et forskningsprojekt om udsendte kvindelige soldater. Det var det, der var i pipeline, inden jeg landede det her job.

Det giver sindssygt god mening, at jeg er endt i den her stilling. Jeg arbejder med det område, jeg allerhelst vil. Jeg har i mange år bevæget mig inden for ligestillingsdagsordenen. Det begyndte, da jeg var teenager, hvor jeg undrede mig over, at der kunne være så stor forskel på, om man var pige eller dreng. I tiende klasse skulle jeg skrive en opgave om, hvad jeg gerne ville være, når jeg blev voksen. Jeg endte med at skrive et essay om, at jeg gerne ville være Danmarks første kvindelige statsminister, fordi jeg ikke kunne forstå, at Danmark endnu ikke havde haft en. Og det har sådan set fyldt lige siden.

Jeg kom i Studenterrådet i 2007, hvor jeg blandt andet forsøgte at formulere en mangfoldighedspolitik sammen med to andre. Og jeg har siden været ligestillingskonsulent på Statens Naturhistoriske Museum, formand for Foreningen for Kønsforskning, og senest har jeg som postdoc på CBS forsket i, hvordan militære organisationer arbejder med mangfoldighed. Da jeg blev kandidat i 2010, var der måske fire job af den slags, som jeg har i dag. Det var slet ikke en dagsorden.

Jeg fik nærmest klaustrofobi, da min leder mindede mig om, at jeg skulle huske at notere min arbejdstid i et Excel-ark og sagde, at jeg i øvrigt skulle bede om lov, hvis jeg holdt en fridag. Jeg har jo været vant til selv at styre og tilrettelægge min arbejdstid som forsker. Det var en hård kontrast, men noget af det, der tiltrak mig ved min nuværende stilling, er at have en nærværende ledelse og kollegaer at løfte opgaver sammen med. Der er forskningsverdenen meget ensom, fordi man grundlæggende er i konkurrence med hinanden.

Jeg ville gerne ændre, hvad der skal til for at have en forskningskarriere. Jeg har simpelthen set så mange kollegaer, der har skrevet ph.d. eller været ansat i postdoc-stilling, knække halsen og få kæmpe mén af at være unge forskere, fordi de har prøvet at leve op til kæmpehøje forventninger og uklare kriterier. Der er rigtig meget at vinde, hvis universiteterne blødte grænserne op mellem forskerstillingerne og praksis. Er man forsker i Danmark, skal man blive ved med at være det, for forlader man forskningen, er det for altid. Man bliver med andre ord hurtigt outdatet. Men der er et kæmpe potentiale i at udnytte, at forskere faktisk har en stor viden, der kan koble forskning og praksis.

Jeg kan ikke gennemføre en hel uge, hvis der ikke er noget, der bryder med hverdagens hamsterhjul. Min omgangskreds er noget af det vigtigste i mit liv. Godt nok går det meste af min fritid med at være nogens mor og lege med klodser på stuegulvet, men når tiden tillader det, prøver jeg at se min venner. Jeg så kroningen af kong Charles med en flok gode venner, vi havde hatte på, sang lejlighedssange og diskuterede kongehusets eksistens. Jeg har tidligere ytret, at jeg var marxistisk royalist. Det ville jeg nok ikke kalde mig selv i dag, men jeg står med en fod i begge lejre. Jeg har en grundlæggende skeptisk tilgang til, at nogen i samfundet er udpeget til at være mere værd end andre. Når royale arrangementer alligevel trækker, er det, fordi det bryder med den grå hverdag. Ligesom når jeg tager til kønspolitisk melodigrandprix i Bøssehuset, demonstrationer for minoriteters rettigheder eller til line dance i Absalon. Nogle gange er det megapolitisk, andre gange er det bare glam og pailletter.

I sommerferien skal jeg på Roskilde Festival med en masse gamle studiekammerater fra Etnologi, som jeg stadig ses med. Vi skal klart se Blur, fordi de fleste af os har et teenagecrush på Damon Albarn. Og så skal jeg ellers bade og spille minigolf med min familie.

Jeg har en solid tilbagefaldsplan, fordi vi skal være på arbejdsmarkedet i så mange år. Jeg har allerede haft 14 forskellige job, siden jeg blev færdiguddannet, så det virker fuldstændig usandsynligt for mig at beskæftige mig med det samme, indtil jeg bliver 75. Faktisk går jeg og forestiller mig, at jeg en dag skal være landmåler, fordi jeg sætter pris på at se årstiderne skifte. På samme tid kan jeg godt lide det stillesiddende kontorarbejde, og der tænker jeg, at en landmålers arbejdsdag er en god blanding. Min kollega på 29 år mener, det er en alderdomsting. Men det vil egentlig ikke undre mig, hvis jeg ender med at have arbejdet på KU i 30 år, for jeg er også virkelig god til at slå rødder.