Marina Abramović: En kunstner skal ikke have kontrol over sit liv, men fuldstændig kontrol over sin kunst

Ved du hvad, det har været enormt vigtigt for mig at opleve?«

Marina Abramović har placeret albuerne i bordet og foldet hænderne, som i bøn. Hun har talt længe og meget, hver gang hun er blevet stillet et spørgsmål, men nu er hun stille et øjeblik.

Hendes blik er intenst, og på en måde både forstår og undrer man sig over, at tusindvis af museumsgæster stod i kø for at sidde og at kigge hende i øjnene i flere timer ad gangen, da hun performede sit mest berømte værk til dato, The Artist is Present, i 2010 på Museum of Modern Art, MoMa, i New York.

»At lære at tilgive. Også dem, som har været forfærdelige mod dig. Du må forstå, hvorfor de er, som de er. Måske har de haft en barndom, som har gjort dem onde. Når du får alt det med, finder du rum i hjertet til at tilgive.«

Marina Abramović sidder i Københavns Universitets bestyrelseslokale til en pressekonference foran fire journalister. For et øjeblik siden fik hun overrakt Sonningprisen, Danmarks største kulturpris, i Festsalen på Frue Plads for sit livslange bidrag til europæisk kulturhistorie.

Egentlig vandt hun prisen i 2023, men en blodprop i lungen forhindrede hende i at rejse til København og modtage den. Efter et alvorligt sygdomsforløb med både koma og flere livsnødvendige operationer, kunne Abramović, der i sin kunstneriske praksis er kendt for sit tematiske arbejde med liv og død, endelig få overrakt prisen, der er på en million danske kroner.

Og nu sidder hun her, hvor hun af undertegnede er blevet bedt om at og svare på, om der er noget, hun ville ønske, hun havde vidst, da hun var yngre.

»Oh my God, ja! Man skal ikke forelske sig i de forkerte. Forelskelse har altid været mit største problem, for hvordan skulle jeg komme ud af det? Hvis jeg havde vidst alt det, jeg ved i dag, havde jeg ikke begået halvdelen af mine fejl.«

For eksempel?

»At forsøge at ændre på eller redde nogen. Du skal lade folk være, som de er. Acceptere deres fejl. Være generøs. Det er meget vigtigt. Tilgivelse er en fantastisk ting. At bære nag er meget dårligt. Når du er fyldt af vrede og had, laver du skade omkring dig. Også på dig selv.«

En kunstner må ikke gøre sig selv til et idol

Marina Abramović har været i gang i fem årtier og kaldes ofte »performancekunstens gudmor«. Hun slog sit navn fast med en række opsigtsvækkende kunstværker i begyndelsen af sin karriere, som vakte lige dele forargelse og beundring verden over, og som siden har været med til at stadfæste performancekunsten som en selvstændig genre.

De ekstreme værker tæller blandt andre Freeing the Voice (1975), hvor hun skreg, indtil stemmen forsvandt, Lips of Thomas (1975), hvor hun piskede sig selv til blods og derefter lagde sig på et kors af is samt Rhythm-serien (1973-74), herunder Rhythm 0 (1974), hvor hun placerede hun sig foran et publikum og et bord med 72 genstande – blandt andet saks, skalpel, pistol og patron – og inviterede publikum til at bruge objekterne på hende, som de ville.

I 1975 besøgte hun Kvindeudstillingen XX på Charlottenborg i København, hvor hun for første gang performede værket Art Must Be Beautiful, Artist Must Be Beautiful. Her børstede hun sit hår med en metalbørste, indtil hun blødte, mens hun igen og igen messede værkets titel.

Mest berømt er hun for værket The Artist is Present (2010), hvor hun sad ubevægelig på en stol på MoMA i New York otte til ti timer om dagen i tre måneder. Besøgende kunne sætte sig over for hende og holde øjenkontakt, så længe, de ønskede det. Til et arrangement på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, KUA, fortalte hun dagen forinden, at en fyr var blevet siddende i syv timer.

LÆS OGSÅ: Marina Abramović til studerende: »I jeres alder troede jeg, jeg havde al tid i verden, men det er bullshit«

Hendes virke tæller også oprettelsen af Marina Abramović Institute, der udbyder workshops i en særlig metode, Abramović Method, som hun ifølge instituttets hjemmeside har udviklet gennem 40 år. Metoden skal give en »en genstart af krop og sind,« styrke evnen til at forbinde sig selv til andre og give bedre fokus, udholdenhed og koncentration.

Og for et øjeblik siden stod den internationalt anerkendte 77-årige performancekunstner og forsøgte at lære prisoverrækkelsens gæster sin spidskompetence, presence. »Det er meget simpelt: Træk vejret,« sagde hun, og fik salen til at ånde ind og ud simultant tolv gange.

»Velkommen til presence,« sagde hun, og salen klappede. Til lejligheden læste Abramović op fra sit kunstneriske manifest, An Artist’s Life, fra 2011.

Læresætningerne lød blandt andet: En kunstner må ikke lyve eller stjæle ideer fra andre. En kunstner må lide. En kunstner skal ikke have kontrol over sit liv, men fuldstændig kontrol over sin kunst. En kunstner bør ikke gentage sig selv. Tre gange sagde Abramović:

»En kunstner må ikke gøre sig selv til et idol.«

»En kunstner må ikke gøre sig selv til et idol.«

»En kunstner må ikke gøre sig selv til et idol.«

Og endelig:

»En kunstner bør give sin ubetingede kærlighed til verden.«

Tag afsted, se hvad der sker

Efter prisoverrækkelsen er der pressekonference, og det er her, kunstneren nu sidder over for fire journalister. Marina Abramović bedyrer, at hun er »dødsulten.« Ind kommer en tallerken med ostestænger, pindemadder og petit fours, som hun spiser, mens hun besvarer spørgsmål.

En af fremmødte journalister er, foruden at være journalist, selv performancekunstner, og hun spørger Abramović, hvordan hun vil fortsætte med sine projekter og ideer efter sin død.

»Jeg efterlader masser af bøger og materiale foruden mit institut. Der er otte workshops hvert år, de er meget simple. Når du ankommer, bliver din telefon, computer og ur taget fra dig. Så følger fem dage uden mad, snak og med hårde fysiske øvelser. Du vil forstå, hvorfor dette er godt for dig.«

Det er blevet min tur til at stille spørgsmål, men pressekonferencen er næsten slut, så jeg siger, at mine spørgsmål kan vente til vores solointerview, som er planlagt til at finde sted efter en kort reception.

»Jamen, hvornår skal jeg hvile? Jeg har brug for at hvile,« siger Marina Abramović henvendt til den KU-medarbejder, som står for koordineringen. Uniavisens eksklusive aftale om en halv times interview efter receptionen aflyser hovedpersonen på stedet.

»Vi gør det på 15 minutter, så tager jeg til reception. Come on, jeg har sagt så mange gode ting allerede! Jeg siger gode ting hele tiden,« bemærker hun og rækker hænderne mod mig i en hvad-så-hvad-vil-du-vide-agtig gestus.

Med en febrilsk bevægelse overstreger jeg halvdelen af de spørgsmål, jeg havde forberedt på forhånd.

Her på universitetet bliver de studerende uddannet i videnskabelig metode. Du har udviklet din egen metode. Hvad består den af, og hvordan lærer man den?

»Abramović-metoden er udviklet gennem min årelange praksis. Jeg lærte hurtigt, at jeg ikke kan lave performances uden at træne min krop både fysisk og mentalt. Jeg lærte også, at den vestlige kultur er meget begrænset, så jeg søgte mod Østen,« siger hun og nævner i flæng den tid, hun har brugt hos tibetanske munke, det originale folk i Australien og i Amazonas, hvor hun undersøgte shamanisme.

»Alle de kulturer har ritualer, hvor du kan lære at skubbe til din mentalitet og din fysik. Jeg ser mig selv som en bro. Jeg tager læring fra kulturerne, og så tager jeg tilbage til Vesten og skaber performances, som ville være umulige at lave, hvis jeg ikke havde lært at være til stede. Jeg havde aldrig kunnet lave The Artist is Present, hvis jeg ikke havde trænet op til det i et helt år. Jeg trænede min krop til at undvære mad hele dagen, så mit stofskifte ændrede sig. Ligesom en astronauts.«

Tager du metoden med dig i alle aspekter af livet, eller finder du den frem, når du skal gennemføre en performance?

»Jeg bruger den hele tiden. Metoden er både for studerende, kunstnere og almindelige mennesker. Du kan være ansat i en bank, og metoden kan stadig gavne dig. Den har forskellige niveauer. Hvis du vil skrive om det, så tag afsted og oplev det selv. Måske til sommer. Bare tag afsted, det er en uge, se hvad der sker,« siger Abramović.

Den bliver svær at sælge til redaktøren, for jeg har siden tjekket det; en workshop på fem dage koster i omegnen af 18.000 danske kroner.

Vær bedst

Dagen før uddelingen af Sonningprisen gæstede Marina Abramović KUA til en gæsteforelæsning og Q&A. Her blev hun mødt af stående bifald fra studerende, som faldt over hinanden for at stille hende spørgsmål: Føler hun sig nogensinde tom for kreativitet? Hvad betyder hendes lange sorte hår? Og hvad synger hun egentlig i badet?

Performancekunstneren svarede gladelig på alle spørgsmål. Og så var hun klar med et tydeligt budskab til ungdommen:

»Brug jeres tid på noget meningsfuldt. Ikke på fester, og ikke på at tage det roligt. Det er ikke godt nok,« sagde hun.

Hvad mente du med det råd, du gav de studerende i går?

»Når du er ung, tænker du, lad os feste, tage stoffer, drikke, spilde det hele, ikke? Men når du bliver ældre, ser du på, hvad du har udrettet. Og når du bliver gammel, er du løbet tør for tid. Du må spørge dig selv: Hvorfor er jeg her? Kan jeg bidrage med noget til menneskeheden, samfundet, mit arbejde?«

»Hvad end du gør, så bestræb dig på at være bedst. Hvis du er gartner, så vær den bedste gartner. Hvis du er bager, så vær den bedste bager. Det er for nemt bare at sidde og kritisere alle andre, og det er spild af tid.«

På Uniavisen har vi skrevet en del om mistrivsel blandt unge. I dit arbejde har du beskæftiget dig meget med smerte. Har du et godt råd til at håndtere smerte?

»Hvis du har en depression, er det en sygdom, som skal behandles. Men hvis vi taler om fysisk smerte, handler det om at forstå, hvad smerte er. Befri dig selv fra frygten og omfavn smerten. Fysisk smerte er meget enklere end følelsesmæssig smerte. For eksempel har jeg forfærdelig ondt i mit ben hele tiden, også lige nu, men jeg er ligeglad.«

Abramović peger mod sit ben og trækker på skulderen.

»Følelsesmæssig smerte har jeg ingen råd til. Jeg har fået knust mit hjerte, og jeg græd bare. Jeg gik ikke til psykolog eller noget, jeg bare græd, og græd, og græd. Men en dag vågnede jeg og var færdig med at græde.«

Stop med at spise, og du vil se

Jeg har læst, at du afholder dig fuldstændig fra alkohol og sågar smertestillende medicin. Hvorfor er det vigtigt for dig at kunne mærke dig selv hele tiden?

»Jeg er nok den eneste kunstner, der ikke har drukket hele mit liv. Jeg har aldrig brudt mig om alkohol, jeg elsker chokolade – men det er en anden historie.«

Abramović griner.

»Stoffer har aldrig interesseret mig. Jeg har eksperimenteret med ayahuasca én gang i forbindelse med en dokumentarfilm (The Space in Between, red.). Det var mit livs værste oplevelse. Folk sagde, at det skulle være livsændrende, men jeg…«

»… Jeg oplever noget, når jeg ikke spiser. Det længste, jeg ikke har spist, var i 16 dage. Og den tid, wow. Jeg vil ikke anbefale nogen at undvære mad så længe, det er for farligt. Du begynder at fordøje dine egne muskler, men effekten er så stærk. Når du tager stoffer, får du en speciel oplevelse, men næste dag har du det ikke godt. Når du ikke spiser, derimod, bliver din energi højere dag for dag.«

Men nu skal Marina Abramović altså spise. Hun er, som nævnt, »dødsulten.«

Pressekonferencen er slut, og hun vil spise, før hun går tilbage til receptionen. Vi, de fire journalister, rejser os så småt for at gå.

»Nej, bliv endelig!« siger hun. »Det var hyggeligt, very friendly.«

Og så bliver vi siddende, mens performancekunstneren spiser.