Medarbejdervalg til KU’s bestyrelse: Et stærkt KU

Medarbejderrepræsentanternes opgave i bestyrelsen er at forklare den øvrige bestyrelse og ledelsen, at de kan have fuld tillid til de faglige miljøer. Kun på den måde kan vi få et stærkt KU, hvor medarbejderne er begejstrede for arbejdet og derfor leverer idérig forskning og engageret undervisning.

Vi er ikke medarbejdere, vi ER universitetet, sagde en gammel professor engang. Det er den grundholdning, de medarbejdervalgte repræsentanter til de styrende organer skal prøve at holde de ansatte ledere fast på. Københavns Universitet står og falder med de ansattes engagement, idérigdom og faglige kunnen.

Andre virksomheder kan leve på nye maskiner, hensigtsmæssige bygninger og givtige patenter, men et universitet er helt afhængig af sin ”human capital”. Det må bl.a. medarbejderrepræsentanterne prøve at forklare dem, der ikke forstår det. Universitetet er ikke ledelsens, det er medarbejdernes. Og føler medarbejderne ikke det, så står problemerne i kø.

Et stærkt KU skal som alle store moderne virksomheder have en strategi. Ledelsen skal træffe strategiske beslutninger, og rammerne skal være i orden. Men det må ikke blive et mål i sig selv, at man har resultatkontrakter og strategier på glittet papir for alt mellem himmel og jord formuleret i et djøf-sprog, der er lige så lidt relateret til virkeligheden som 1970’ernes munke-marxistiske jargon.

Der er i moderne management-kultur en tendens til at bruge megen tid på at prale med resultater; endda ofte resultater man endnu ikke er i nærheden af at nå. Der findes stort set ikke den institution, der ikke har en vision om at blive blandt verdens førende inden for de næste fem år. Man skal selvfølgelig have ambitioner. Men ambitionerne på forsknings- og undervisningsområdet nås kun med engagerede medarbejdere. Og dem får man ikke ved kontrol og evaluering. Man har dem stadig rundt omkring i Universitetets faglige miljøer, men hvis de bliver styret, kontrolleret og evalueret hele tiden, så risikerer man at ændre medarbejdernes holdning fra at betragte arbejdet som en lønnet hobby til, at det bliver en sur pligt.

Det er afgørende, at der er tillid i systemet, at ledelserne stoler på, at det ikke hele tiden er nødvendigt at kontrollere, styre og evaluere. Det er mere afgørende, at der er samarbejde. Konkurrence er godt til mange ting, men hvis medarbejderne på det ene fakultet begynder at betragte dem på andre fakulteter, ikke som kollegaer, men som konkurrenter, så kan det skade megen frugtbar forskning.

Det er derfor lidt bekymrende, at man i så høj grad er begyndt at tale om de ”våde” og de ”tørre” fagområder. Der er oplagt mange forskelle på “våde” og “tørre” fag, og det er afgørende, at bestyrelsen har blik for forskellighederne og tager hensyn til begge grupper. Men der er også mange problemer, der ikke kan løses, hvis ikke ”våde” og ”tørre” fagområder arbejder sammen. Det er derfor positivt, at der ikke ved bestyrelsesvalget i år er specifikke våde og tørre lister.

Et stærkt KU kan kun opretholdes og udbygges ved tillid, engagement, samarbejde og hensyntagen. Ofte på tværs af traditionelle faggrænser. Medarbejderrepræsentanternes opgave i bestyrelsen er derfor i høj grad, sammen med den øvrige bestyrelse, at få forklaret ministeriet og politikerne, at de godt kan have tillid til universiteterne og give de mange smukke ord om selvstyre reelt indhold, og i bestyrelsen at forklare den øvrige bestyrelse og ledelsen, at de kan have fuld tillid til de faglige miljøer. Kun på den måde kan vi få et stærkt KU, hvor medarbejderne er begejstrede for arbejdet, og derfor leverer iderig forskning og engageret undervisning.

Dette var også politikken for listen ”Et stærkt KU” ved valget for fire år siden. Formuleringerne i Universitetsavisen dengang var næsten de samme. Men de er ikke blevet mindre aktuelle. Tværtimod. Medarbejderne føler sig kørt over på mange områder. Mistilliden mellem ledelse og medarbejdere er udtalt. På de våde fakulteter er man i gang med nogen fakultetsfusioner, der er en af de mest topstyrede processer, man har set i KU’s 532-årige historie. Man kan mene meget om Penkowa-sagen, men at den har demonstreret et universitet med dybe konflikter og megen mistillid, synes åbenbart. Samtidigt er KU kommet under skærpet tilsyn fra Uddannelsesministeriets side.

Situationen er blevet værre, ikke bedre, de sidste fire år. Men vi kæmper videre. Stem på listen Et stærkt KU. Stem på Anja C. Andersen, Peter Harder eller Niels Kærgård (sideordnet opstillet i alfabetisk rækkefølge).