Medicinske dilemmaer og moralske tømmermænd: »I fremtiden vil man drikke mindre på rusturene, det er jeg overbevist om«

Det første man møder i Studenterklubben på Panum, er et abehoved med tjavset hår og et udstoppet egern med fin hat og en pakke cigaretter i hænderne. Over dametoilettet hænger et stjålet vejskilt med påskriften ’Klitvej’, og ved herretoilettet er et ditto fra den nordjyske landsby Blære.

Der er tasker overalt, og folk trasker klatøjede rundt mellem poser og rygsække. Den mørke kælderbar fremstår som en blanding mellem et provinsdiskotek med klistret gulv og en hjemkomststation fra Roskilde Festival.

De 84 rusvejledere på Medicin er netop kommet tilbage fra et ugeseminar på Klinteborg i Fårevejle, hvor de har gennemtestet den planlagte rustur og givet hinanden feedback. De løb ned til vandet for at blive skyllet i bølgerne. De diskuterede drukkultur, normer og inklusion og tog en morfar, hvis det blev nødvendigt. Og så festede de igennem, fordi der ikke er nogen alkoholpolitik på netop den tur.

I fire uger hen over sommeren fungerer Studenterklubben som både systue og festsal, klippeklistrerum og kontorlokale. I atriumgården står folk med stiksav, søm og gips for at bygge og støbe rekvisitter til de planlagte oplæg, som de kalder legene og de faglige arrangementer på rusturen. I parkeringskælderen ligger folk på alle fire i dagevis for at male ugeplaner, kulisser og plancher. Sidstnævnte kaldes kaduser, selv om ingen rigtig ved hvorfor.

Det er søndag morgen fem dage før 375 kommende medicinere skal mødes på Panum første gang for så at blive gennet ud i busser, der kører til Venø, Lolland, Holbæk, Sæby, Haderslev, Agerskov og Visby.

»Jeg har hverken været til mine forældres fødselsdage eller på familieferie de sidste fem år, fordi jeg skulle være her og forberede rusturen,« fortæller en rusvejleder.

»I fem år har jeg ikke været til min lillesøsters fødselsdag. Det er faktisk hendes fødselsdag i dag,« siger en anden.

»Da mine bedsteforældre havde guldbryllup, var jeg nødt til at melde afbud,« siger en tredje. »Og så har jeg ikke været til min lillebrors fødselsdag i seks år.«

En gammel grisefest

Søger man online på ’rustur’ vil der komme bløde, rare damebladsguides frem. ’Hvilken rustur-type er du?’ og ’11 gode råd til dig der skal på rustur’. Men der er også mere dystre søgeresultater som ’Da Sissel-Jo Gazan sagde fra, havde hun allerede simuleret orgasme foran sine nye studiekammerater’.

De første negative historier kom frem i 2014, da to statskundskabsstuderende fortalte om indvielsesritualer, hvor mændene skulle stå på en ølkasse og simulere et samleje. Alt sammen foran en splitternøgen rusvejleder, mens resten af de ansvarlige bar masker. Et grisehoved skulle kærtegnes, og kød fra dyrets ansigt skulle puttes ned i underbukserne for at forhøje libidoen.

Det førte til en harsk debat om fakulteternes ansvar og manglende indgriben. Om ukontrollerbare, unge mennesker, der ikke kunne sætte grænser for deres vildskab, machokultur og magtfuldkommenhed. Andre mente, at der blot var tale om sjove gimmicks, og at de var en forsvindende lille del af rusløbet.

År senere henstillede prodekanen på Det Juridiske Fakultet de studerende til at droppe udklædning som blandt andet mexicanere og indianere til studiestartsfesterne, en sag som fik sit helt eget liv.

Og i marts 2021 blussede debatten om rusturen endnu engang op. Igen var det med Statskundskab som omdrejningspunkt. Men denne gang handlede det om netop fakultetets indgriben og afskaffelsen af den såkaldte ’lande-leg’, hvor hvert hold skal efterligne et lands beklædning, traditioner og væremåder, foruden alle mulige andre karikerede karakteristika.

Universitetet er lige nu en kampplads, hvor gamle vaner og traditioner tages op til revision, og det samme er rusturen, som sætter unges fællesskaber på spidsen. Og nu, kort før introforløbet løber af stablen, kommer en rapport fra Danmarks Evalueringsinstitut, som viser at 24 procent af de kommende kvindelige studerende frygter, at de sociale aktiviteter i studiestarten vil være grænseoverskridende. For kommende mandlige studerende er tallet på 10 procent.

Hvordan skaber man et rusfællesskab for alle midt i en kulturkrig, hvor modstanderne enten betragtes som krænkelsessensitive mimoser eller grænseoverskridende overgrebsmænd? Og hvad er det, der får 84 medicinstuderende til at droppe familiefødselsdage og guldbryllupper og rejser i flere år?

Indvolde og hvedemel

Lise Hemmingsen vidste ikke meget om medicinuddannelsen, da hun begyndte for snart syv år siden. Ingen i hendes familie har en længere videregående uddannelse, og i hendes omgangskreds havde man kun hørt enkelte rygter. Det var derfor ad omveje og gennem bekendte, hun forstod, at netop Medicins rustur skulle være et stort, gennemført gilde. At de lagde saltvandsdrop på hinanden saltvandsdrop, når de havde tømmermænd, og at det var Danmarks kommende lægestand, der drak mest i studietiden og stod for de bedste fester.

»Jeg havde også hørt rygter om, at man skød finsprit ind i årerne for at blive fuld, og at det generelt skulle være et vildt studiemiljø. Men jeg har måske altid været lidt vild, så det var ikke afskrækkende for mig,« siger hun.

»Det viste sig selvfølgelig, at historierne var helt forkerte, selv om jeg har set folk, som fik saltvandsdrop. Men det er altså ikke på rusturen.«

Alligevel troppede hun op til rusturen med en vis skepsis. Siden Lise Hemmingsen var fem år gammel, har hun været en del af det danske spejderkorps. Hun har stået for utallige udflugter og sad i bestyrelsen for den sydfynske og langelandske spejderdivision, da hun var 15 år gammel, og hun vidste om nogen, hvordan man skruer en tur sammen.

»Jeg havde nok lidt høje tanker om mig selv. Men da jeg kom afsted, blev jeg blæst fuldstændig bagover. Det var ikke nødvendigvis, fordi udførslen var bedre, end det jeg havde været vant til, men tanken bag var meget mere kreativ. En klassisk spejderaktivitet kunne være at bygge et spaghettitårn med skumfiduser, og når man har bygget ti af dem, har man altså også prøvet det. På Medicin var der tænkt over, hvordan man får alle med, holder alle i gang og får dem til at samarbejde.«

Hun nævner især de faglige oplæg, som ikke bare er gennemtæskede PowerPoint-præsentationer om studiet og fagene. I stedet er der planlagt et mordmysterie a la Cluedo (et detektivbrætspil, red.), og et rollespil med patienter, hvor de studerende lærer om sikre dødstegn, dødsårsager og behandling af sygdomme. Der er også det faste stjerneløb, hvor deltagerne agerer røde blodlegemer, der skal finde kaduser med de forskellige organer i skoven, for så at vende tilbage til hjertet, hvorfra de bliver ’pumpet’ videre til næste organ.

Fuuuck man. Har sovet gennem tre alarmer. Kommer om lidt.

Sms fra forsinket rusvejleder til sin gruppe.

Alt skal arrangeres inden turen begynder. I løbet af forberedelsesugen har en rusvejleder fra indkøbsgruppen ringet til i hvert fald 15 slagterier for at skaffe fåreindvolde til samtlige hold. De skal bruges til undervisning i organernes anatomi. En anden har købt 74 kilo hvedemel og et enormt antal bleer til oplægget ’Melbaby’. I andre oplæg bliver de studerende introduceret til at bruge skalpel og sytråd på en ribbenssteg eller en banan, og en af dagene kommer en ung læge ud og svarer på spørgsmål om sit job og studietid.

Siden har Lise Hemmingsen været rusvejleder syv gange i træk, hvilket er ny rekord for en kvindelig rusvejleder på Medicin.

»De første par år var jeg lidt tøvende og vidste ikke helt, hvem jeg skulle tale med. Nu er alle på fornavn med mig. Det har jeg aldrig været vant til, jeg har altid været hende, som ingen vidste hvem var.«

Selv om hun startede om vinteren et halvt år efter rusturen, havde hun allerede et fællesskab og nogle faglige begreber, da hun begyndte sit studieliv. Hun kendte medstuderende på langt de fleste årgange, og når studiet blev svært, fik hun støtte af andre, der havde været igennem det samme år forinden, fortæller hun.

»Jeg har virkelig brug for noget socialt for at kunne følge med i det faglige, og jeg er overbevist om, at rusvejledningen og andre studentersociale ting har gjort, at jeg er kommet igennem bacheloren. Undervisningen på kandidatdelen passer rigtig godt til mig, men på bacheloren skulle jeg virkelig kæmpe mig igennem. Hvordan celler, molekyler, kalium virker, synes jeg er røv og nøgler for at være ærlig.«

Rustur for både levende og døde

Selv om rusvejlederne har haft to dage til at restituere efter deres ugeseminar, er der allerede mandefald søndag morgen. I gruppen med temaet Kuzco, opkaldt efter Disneys selvglade hovedperson fra Kejserens nye flip, mangler de to gruppemedlemmer Crab og Stautz. En tredje ligger og sover i sofaarrangementet.

Anna Arendt Blak forsøger at genne hele Kuzco-flokken udenfor til morgenmøde med havregrød, friske bær, hakkede mandler og knaldsort kaffe. Hun er formand for rusvejledningen i år. Det var hun også sidste år, og året før det, som blev nedlagt på grund af pandemi og smitterisiko.

»Det er næsten Insta-mad,« siger en i gruppen.

Men også kun næsten, for skålene er ukurante plastbøtter, og kaffen serveres i en ølkande fra Albani. Mens en ung fyr spiser en lille portion havregrød af noget, der ligner en magretheskål, fortæller de hinanden, hvor meget McDonald’s de købte, da de kom hjem. En fortæller, at han ikke kan spise fastfood med tømmermænd, og en anden underholder med, at hun ved et heldigt uheld fik en ekstra levering med gratis. Men da Anna Arendt Blak sporer samtalen ind på planen for den kommende uge, skifter samtalen. Pludselig handler det om KSL’er (købe-skaffe-lave), ottetalsrotationer og økonomiudvalg.

Hvis de dør inden for de første tre lege, fortjener de også at dø.

Rusværts udbrud i forbindelse med et nyt oplæg

Der bliver uddelt ansvarsområder og oplæg. Hvem skal stå for Harry Potter? Alice i Eventyrland? Squid Game? Pirat? Her tikker en sms ind fra Stautz:

»Fuuuck man. Har sovet gennem tre alarmer. Kommer om lidt.«

Hver rusvejleder er medansvarlig for to-tre oplæg i løbet af rusturen sammen med et andet udklædningshold. Så efter morgenmødet sætter Tore Skov Jørgensen sig sammen med gruppen, der skal klædes ud som en sprechstallmeister med høj hat og stok. Sammen videreudvikler de et nyt oplæg baseret på Netflix-serien Squid Game.

Alle er enige om, at man ikke skal lægge ud med oplægget, fordi rusvejlederne vil være iført masker og malerdragter, mens pointen er, at deltagerne langsomt »bliver slået ihjel én efter én.« Det kan virke lidt voldsomt for de nye russer. Tematikken skal også finpudses, fordi spillet, som det er i serien, går ud på at fremprovokere det værste i mennesket. Det er en svær balancegang. De kommende studerende må gerne få lidt ris og dø, det er de enige om, men det skal samtidig være sjovt og inkluderende for alle.

»Hvordan inddrager vi de døde her?« spørger en ung fyr.

»Hvis de dør inden for de første tre lege, fortjener de også at dø,« svarer en anden og griner af det morbide i sin egen logik.

Krænkelseskulturs-halløj

Den type diskussioner er der kommet mange flere af blandt rusvejlederne. Det, der var sjovt og selvfølgeligt engang, er pludselig til diskussion og debat. Selv husker Lise Hemmingsen, at der på hendes første rustur var en helt anden stemning blandt rusvejlederne, hvor det gjaldt om at drikke mest hurtigst.

»Der var en vild drukkultur før i tiden. Man var kedelig, hvis man ikke drak, men det har efterhånden ændret sig til, at det er helt acceptabelt ikke at drikke. Jeg har også set gamle oplægsbeskrivelser fra 1997, hvor der står, at man skal finde russerpigen med de største bryster eller lave en eller anden form for glory-hole. Jeg ved ikke, hvordan det kunne være okay i 1997,« siger hun.

Siden er der blevet indført tillidsrepræsentanter internt blandt rusvejlederne, og fra i år er der udpeget én tillidsrepræsentant på hvert hold. Der er også kommet faste dage med holdningsdiskussioner, hvor fakultetets regler beskrives, de interne regler fortælles og drukkultur og kønsnormer diskuteres, fortæller formanden for rusvejledningen Anna Arendt Blak.

Men i det store billede er fakultetets regler ganske få: Nøgenhed og stoffer er forbudt, gæster udefra må ikke være ansvarlige for oplæg alene, man må først drikke alkohol fra klokken 17.00 på rusturen, og der skal altid være et alkoholfrit alternativ, som kan indgå på lige fod med alkohollen.

»Vores vigtigste interne regler er, at vi ikke må score de nye studerende eller presse andre til at drikke. Jeg er sikker på, at ledelsen er enig, men det er noget, vi selv har besluttet. Jeg var selv forelsket i en rusvejleder, da jeg var på rustur. Det er meget kendt, at rusvejlederne får det, vi kalder vejleder-shine. Man bliver lynhurtigt interessant, når man kan lave store, flotte oplæg om aftenen og morgenen efter fortælle, hvordan man diagnosticerer en blodprop i hjernen. Uanset hvad man siger, er der bare et magtforhold.«

Kan der ikke være stor uenighed til holdningsdiskussionerne?

»Jo da. Vi er 84 mennesker blandet på kryds og tværs med forskellige baggrunde og et stort aldersspænd. Da jeg var på rustur, havde vi eksempelvis et kønsskifteoplæg, hvor drengene skulle klæde sig ud som piger og omvendt. En del rusvejledere synes, at det var skideskægt og det bedste fra deres tur, men det hører bare ikke til mere. Der er selvfølgelig folk, som synes, at vi skal droppe noget af det der Østerbro-speltmor-krænkelseskulturs-halløj. Og det er jo fair nok at have det sådan, men der er bare andre, som ikke har det sådan.«

Hvad gør I så, når der er stor uenighed?

»Som regel stemmer vi om det, og ofte hælder det mod det mere ’kedelige’ i nogles øjne. Men vi vil bare ikke have, at nogen skal have det dårligt, eller at vores rustur bliver ødelagt fremover, fordi vi kommer på forsiden af B.T. med en dum historie. Med den indstilling har vi il gengæld lavet nogle af vores sjoveste oplæg, som slet ikke nærmer sig noget, der kunne være krænkende. Harry Potter-oplægget er et godt eksempel. Alice i Eventyrland. Fest på Olympen. Man skal virkelig lede længe efter noget i vores rustur, som ikke er ordentligt.«

Rusløs studiestart

Tilbage ved Squid Game-gruppen er de indtil videre enige om seks spil, heriblandt et hvor man skærer et symbol ud af en kiks. De har derimod bandlyst tovtrækning, fordi det kan medføre brandsår i hænderne. Det vil de ikke risikere, selv om et par gutter i gruppen synes, det er noget pjat.

Tore Skov Jørgensen, også kaldet Store Tore, skribler de nye idéer ned på sin computer. Det er hans første reelle rustur, fordi hans egen blev nedlagt, fem dage før busserne skulle køre fra Panum. De rusvejledere, som husker coronaåret 2021, kalder det et »mareridt« med »begravelsesstemning,« fordi restriktionerne blev ved med at hobe sig op. Da rusturen til sidst blev lagt ned, var det med gravøl og færdigsyede, gule heldragter a la Kill Bill og indkøbte samuraisværd i hånden.

Samme sindsstemning havde Tore Skov Jørgensen, da han flyttede fra Tanderup uden for Assens til Valby for at studere. Hans sabbatårs-rejse var blevet udskudt, vennerne flyttet til Odense og Aarhus, og han lærte sine medstuderende at kende over en skærm. Selv da han forsøgte at melde sig ind i den lokale fodboldklub, var svaret nej. De modtog ikke nye medlemmer under pandemien, lød det.

»Jeg kunne studere og sidde på mit værelse og tænke over, alt det, jeg gik glip af. Til gengæld fik jeg læst en masse, for hvad skulle jeg ellers bruge tiden på?«

I marts i år kom han på en erstatningstur for alle, hvis introforløb blev forpurret. Det var på Western Camp ved Kramnitse på Lolland, og alle, der deltog, fortæller, at det var et kaotisk foretagende med 250-300 studerende.

»Det var fedt at prøve, men på det tidspunkt havde vi lært hinanden at kende på studiet, så man følte sig ikke presset til at møde nye mennesker.«

Det er den primære årsag til, at han søgte om at blive rusvejleder. Der var et socialt lag, der skulle indhentes, fortæller han. Et af de oplæg, han aldrig oplevede, var det traditionsrige gyseroplæg der gemmer sig bag den mystiske forkortelse PW, som er blevet forfinet over de sidste 14 år. Da det gik op for de andre rusvejledere, blev det arrangeret sådan, at Tore og en anden rusvejleder skal gå ruten efter alle de nye russer.

Til krisepsykolog

Der er ingen, der ved, hvornår den omfangsrige rustur begyndte. Lægeløbet har været en fast del af rusturen i 30-40 år, vurderer formand Anna Arendt Blak, men derudover er fortiden et sort hul. Rusforløbet er underligt afskåret fra sin historie, selv om den ikke er andet end tradition og videreudvikling af det eksisterende. De, der har været vejledere længst tid, kan huske syv år tilbage, og så har de fået historier og oplæg fra dem, der var rusvejledere før dem.

»Der kommer ofte tidligere rusvejledere på besøg for at feste med os i forberedelsesugerne, og de synes, at vi er blevet kedelige,« fortæller formanden.

Alkoholkulturen var et emne, Anna Arendt Blak selv bragte op til den interne holdningsdiskussion, da hun var rusvejleder for anden gang i 2019. Sammen med en veninde ville de gøre opmærksom på, hvor meget alkohol fyldte.

»I fremtiden vil man drikke mindre på rusturene, det er jeg overbevist om. Det kan jeg også se på vores ugeseminar. Sidste år drak vi 6.000 øl, og i år var det 4.000. Det er stadig meget, men jeg tror, at tallet bliver mindre af sig selv, fordi de yngre studerende har et andet forhold til alkohol, end jeg har haft. Men uanset hvad, så har vi et mantra om, at alle oplæg skal være sjove, uanset om man drikker alkohol eller ej. Hvis det ikke er sjovt, har vi ikke gjort det godt nok.«

Men måske kommer forandringen ikke hurtigt nok af sig selv. Som noget helt nyt har Det Sundhedsvidenskabelige Fakultetet bedt rusvejlederne om at udpege en tillidsrepræsentant på hver af rusturene. Men det er ikke det eneste. I løbet af ugen har fremtrædende skikkelser i rusforberedelserne skullet mødes med en chefpsykolog fra Falck Healthcare med speciale i arbejdspladskultur og krænkelser. Det tager Anna Arendt Blak dog med stoisk ro.

»Jeg tror, at det er fordi, vi har fået en ny dekan (Bente Merete Stallknecht, red.), som gerne vil sikre sig, at vi følger med tiden, hvilket vi gør. Hvis chefpsykologen havde været her for fem år siden, havde jeg måske været mere betænkelig. Men det var tydeligt, at han gerne ville have, at vi ikke bare skulle følge med moden men være foran. Han kom med værktøjer og forslag til, hvordan rusturen kunne blive mere inkluderende. Eksempelvis forslog han, at der kunne være flere ædruvejledere om aftenen i stedet for en, eller at vi indførte alkoholfrie dage.«

Gibber det i dig, når fakultetet forsøger at påvirke jeres rustur?

»Jeg har det lidt dobbelt med, at de vil blande sig. På den ene side er vi frivillige mennesker, der bruger fem uger af vores sommerferie på at lave den fedeste introduktion til de nye studerende. Det gør man, fordi det er sindssygt sjovt, fordi det er et fedt fællesskab, og fordi man gerne vil have nye venner. Vi bruger hvert et døgn i fem uger, og så kommer de og vil pille ved det.

Men på den anden side repræsenterer vi jo også hele fakultetet, og vi er de kommende studerendes første møde med livet som medicinstuderende. Vi har et megastort ansvar, og jeg mener, at vi er vores ansvar bevidst. Men i min tid som rusvejleder har fakultetet ikke pillet særligt meget ved rusturen. Det eneste, jeg kan huske, er, at vi ikke må tage blodprøver på hinanden længere. Men det kan selvfølgelig godt være, at jeg har en helt anden holdning, når jeg ser chefpsykologens rapport.«

Flere rusvejledere mindes med fryd i stemmen dengang, de nye studerende måtte tage en blodprøve på vejlederne. Selv om det gav lidt blå mærker i indersiden af albuen, og man måtte »tylle danskvand, fordi man blev lidt ør i hovedet,« så var det første gang, de nye brugte nåle på et levende menneske.

»Det var et godt eksempel på noget, der var grænseskubbende og ikke grænseoverskridende. Man fik lov til at mærke, at det var ukomfortabelt, men værre var det heller ikke,« husker Lise Hemmingsen.

Medicinstudiet er i sin opbygning et grænseoverskridende studie. I dissektionslokalet bliver man udfordret på både lugt og omgang med skalpel og lig. På den makroskopiske studiesal, i daglig tale ’Tør’, står store glasmontrer fyldt med torsoer, underben og nakkemuskler, der har fået skrællet hud og fedtvæv væk, så de studerende kan memorere hver en muskel og blodåre efter små omhyggeligt placerede nåle.

Det var en grænse, der skulle overskrides, fortæller flere. De husker første gang de lugtede til brain juice, og Anna Arendt Blak mindes en dissektionstur til Tjekkiet, hvor en muskel lignede pulled pork, som tilfældigvis var på hotelmenuen samme aften. Det bliver man altså rystet sammen af. Selv om man måske dropper frokosten umiddelbart efter.

Når Anna Arendt Blak tager mødet med Falck Healthcare med ophøjet ro, skyldes det, ifølge hende selv, de gode evalueringer, rusturen høster hvert år. Evalueringerne bliver udformet på linje med alle andre kurser på Medicin, og rusturen er det bedst evaluerede kursus på hele studiet. I de seneste syv år er rusvejledningen angiveligt kun blevet overgået en gang af et kursus i retsmedicin.

Afgang mod Halløj-land

Fredag morgen står de 84 rusvejledere i fuldt ornat foran Studenterklubbens bar. 12 aztekerkejsere, 12 tyrefægtere, 12 surfere, 12 cirkusdirektører og så videre. Formanden, Anna Arendt Blak, har netop fortalt, at hendes øjne ikke er små på grund af manglende søvn. Det er de, fordi hun konstant begyndte at græde, mens hun dagen før skrev sin afslutningstale som rusvejleder og formand. Da alle er mødt frem, stiller hun sig op på baren:

»I dag handler det ikke om os. Det handler om de 375 nye studerende. Og de ved slet ikke, hvad der venter dem! Vi er deres første møde med det sociale liv på Panum og en vigtig del af deres studiestart. Det er både en ære og et privilegium,« taler hun ud til forsamlingen.«

Der bliver jublet og hujet, da formanden fortæller nævner den snarlige afgang mod »Halløj-land«. Men der er også rusvejledere, som har deres sidst rustur i år, og da talen falder på dem, knipser forsamlingen i en stille hyldest. Bagefter krammer de hinanden, mens de fortæller hinanden, hvor meget de sveder i udklædningen. En ung fyr glæder sig til endelig at se de nye russer efter så lange forberedelser. En anden glæder sig til om aftenen, hvor han skal være kålorm, drikke gin og tonic og bappe vandpibe i Alice i Eventyrland-oplægget. En kvinde klædt ud som Medusa med guldfarvede gummislanger i håret har meget bevidst taget vandfast mascara på denne morgen:

»Det er man nødt til, når det er ens sidste gang,« siger hun.

Ude foran Panum er der allerede kø ved svingdøren. I en lang lige linje kommer primært unge kvinder gående med rullekufferter og store rygsække. I år er fordelingen skævere end nogensinde med 74 procent kvinder. To unge russer står afventende og taler om, at de er på tyrefægterholdet, og at de ikke havde nogen ide om, hvad de skulle pakke til turen. Imens står rusvejlederne på en stor amfiteaterlignende trætrappe i foyeren. Hver udklædningsgruppe viser et A4-ark med teksten ’106v’ eller ’102s’, som indikerer sommer- og vinterstart.

Først da en cirkusdirektør kommer ned og bedyrer, at alle gerne må finde deres hold, begynder de kommende studerende at gruppere sig. Undervisere og andre ansatte filmer hele seancen, når de kommer forbi, mens de smiler og siger tillykke og god tur.

»Alle mine venner har fortalt at Medicins rustur skulle være vild,« siger en rus.

»Ja, de har i hvert fald ry for at drikke meget. Men det er jo 2022, så mon ikke de følger med tiden. Jeg er i hvert fald ikke nervøs,« siger en anden.

Sådan fortsætter det, indtil alle er samlet. I Jerne Auditoriet, opkaldt efter den danske immunolog Niels K. Jerne, som modtog Nobelprisen i medicin i 1984, bliver de budt velkommen af dekanen. Derefter står den på revy med livemusik i kælderen og navneleg ovenpå, før busserne endelig skal fyldes og sendes afsted.

Da de tre første busser ankommer med deres enorme anhængertræk, er der kaos foran Panum. En bus holder på den modsatte side af vejen, mens de to andre tager plads foran parkeringskælderen, så både en Tesla og en Skoda må køre ned ad cykelstien mod kørselsretningen for at passere.

»Man skal bare ikke nærme sig Blegdamsvej den her fredag,« siger en cirkusdirektør, da en brandbil med fuld udrykning har kilet sig forbi busserne.

De nye studerende bliver dirigeret rundt af en anden cirkusdirektør med vest og overskæg. Fra en lang lige linje fylder de busserne med store lysestager, gøgl og treforke, gabestokke og den store, røde svamp som kålormen skal ligge på. I en halv time fortsætter strømmen af mennesker med at fylde busserne, mens dirigenten jævnligt råber: »DER KOMMER CYKEL! DER KOMMER BIL!«

En ældre mand trækker sin cykel forbi mylderet af russer og udklædte vejledere.

»Husk sodavand!« råber han med et kæmpegrin.

Da han kort efter ser en mælkekasse fyldt med gin, ler han igen højtlydt:

»Uhhh! Den lugter af kærlighed, den der!«

Og så kører de ellers afsted, surferne og de græske guder, tegneseriefigurerne og musketererne, med kurs mod Jylland, Holbæk og Lolland.