Meet me in France. Wear dark, be light

»Hvor er du fra? Hvidovre, svarer jeg, selvom jeg godt ved at de mener hvilket musikkonservatorium.« Denne ordudveksling har Per Bloch Andersen ofte haft ved mødet med folk fra musikbranchen. Han er 29 år og læser medievidenskab på KUA. Musikteori og kons kender han ikke til. Men det forhindrer ham ikke i at komponere.

»Jeg har vænnet mig til at når jeg arbejder med nye musikere, så siger jeg at jeg ikke vil drilles med, at jeg ikke kan noderne. Jeg kan vise det, og så må de bruge ørene,« siger Per Bloch Andersen.

Den dag Universitetsavisen møder ham i Njalsgade har han netop fået ti i en eksamen i iværksætteri, og hybriddebuten Kollektion i form af en cd og en bog er et håndgribeligt bevis på at Per kan føre sine idéer ud i livet.

»Der er ikke noget der er et must. Det er en vigtig pointe. Min mission er at vise at man ikke skal hænge sig i konventioner. Bare gør det. Få afløb; hvordan det så end kommer til udtryk.«

Cden er genremæssigt blandet i lyden, og bogen er spækket med alt fra gemmerne: Snapshots og fotoserier, dagbogsudpluk, smskorrespondancer, små noveller og andre løjerlige betragtninger og kruseduller. En hurtig venden sider vil sandsynligvis få læseren til at udbryde et ‘milde makrel’.

»Jeg håber at publikum vil sortere i stoffet. Vælge det fra som de synes er noget hø, og springe på det som de finder spændende. Og så håber jeg at de får noget motivation til at handle selv. Til at droppe rationalet og bare bruge maven. Jeg tror vi er alt for meget tanke. Vi skal være mere krop. Mange af de ting her er opstået hvor jeg bare har slået hovedet fra og skrevet,« siger Per Bloch Andersen.

Optimist og søgende efter noget
På den første side i Kollektion er ordene ”Hellere nyde og flyde end haste og belaste” griflet i uskøn formskrift. En idé som Per Bloch Andersen har måttet sætte på standby mens eksamener og udgivelse har tidsrøvet ham.
»Det bliver et manifest som står på papiret, men ikke findes i virkeligheden. Der er meget i Kollektion som er lidt naivt. Ligesom at insistere på lyset. Det har en naiv klang. Men det gør ikke noget. Hellere naiv end alvorlig.«
Udover at være naiv er musikken og bogens tekster meget søgende. Hvordan være sikker hvis man aldrig har været i tvivl, synes at være Kollektions andet manifest, som spinder sig ind som små spørgsmåltegn i både musik, teskter og billeder. Det er ifølge Per Bloch Andersen et grundvilkår.

»Det skal helst være søgende. Det er ikke så fedt hvis noget bliver en sandhedsmanual. Folk der føler, at de har fundet sandheden, kan godt virke lidt.. arh. Et eller andet. Negativt,« afslutter han hurtigt.

Kan du ikke få dig selv til at sige noget negativt om andre mennesker?

»Nairj, det skal helst være pænt,« siger han en smule genert.

På trods af at Per Bloch Andersen af natur er optimist, så er der tidspunkter i den nærmest dokumentariske debutudgivelse hvor humøret er på deroute. I en kort tekst brokker forfatteren sig over at brokke sig, men ender med at konstatere at: »Metabrok vist er, når man brokker sig over, at man brokker sig.« Dermed ender det hele alligevel konstruktivt.

»Mange synes at min musik er dyster, melankolsk tuderockagtig, men en vigtig pointe for mig er at hvis man går ind i teksterne, så er der altid lys. Jeg synes ikke at man kan bebrejde folk noget, der er foregået i fortiden. Man kan se på nuet, og hvordan det arter sig. Det lyder nok lidt helligt, men det handler bare om at finde et godt ideal. Det er sundt at insistere på det gode.«

Et personligt udtryk
Debutudgivelsen fra studenten på KUA er et bevis på at succes afhænger af hvilke døre man selv vælger at åbne. Var man af opfattelsen at det er nødvendigt at kunne noder og akkorder for at komponere, så er det med Kollektion hermed modbevist. Det færdige udtryk fremstår som en samtale Per og Per imellem. Den kan virke som en samling af de personlige noter man gemmer i en dynge papirer, hvis man får gæster på besøg, og er bange for at de læser i ens ting mens man er på toilettet. Er det selvudleverende?
»Jo, i høj grad. Det er jeg nødt til. Det er det det gælder om. Det er også ved det personlige at det bliver interessant for andre, forhåbentlig. Jeg tror på at vi alle har et udtryk som skal ud. Om det så er porcelænsdukkemaling eller en eller anden sportsgren. Det er vigtigt at få afløb. Så tænker nogle måske at ’han har da bare åbnet for posen og fyldt en hel bog’. Det synes man måske er godt eller dårligt, men man føler sig forhåbentlig inspireret til selv at gøre noget.«

jca@adm.ku.dk