Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

»Men hvorfor skal vi være idioter, når vi starter på uni?«

INTERVIEW - Mona Schaldemose og Maria Cariola sætter fokus på sexisme og druk i universitetets rus-forløb på deres nyåbnede lydblog.

Mona Schaldemose og Maria Cariola ved godt, hvad de gør.

Når de afslører, hvor vildt og grænseoverskridende, det går for sig, når nye studerende bliver optaget på Statskundskab, er det realistisk, at universitetets ledelse vil reagere med forbud og sanktioner.

Men de to antropologistuderende håber, at afsløringerne om gruppepres, seksuelt grænseoverskridende indvielsesritualer og ukontrolleret druk i udsendelsen ’Rustur! Vi går med på legen’ vil vække debatten, ikke blot trangen til at skælde ud på de ansvarlige.

HØR: Udsendelsen på MONO Lydproduktions hjemmeside.

Shoot the messenger

»Der har jo altid været debat om rusture, som har kørt meget på alkohol – hvilket også skal diskuteres, men der hører også et element af hierarki og ydmygelse med i introforløbene, som vi burde tale om,« siger Mona Schaldemose.

Problemet med introforløbene på universitetet er nemlig, at de trækker spor og præger de mennesker, der kommer ud på den anden side.

»Vi ser jo, som vi skriver på vores hjemmeside, rusturene som et røntgenbillede af magtforholdene i vores samfund,« siger Mona Schaldemose.

Debatten om studiestarten er ikke velkommen alle steder. Efter rusudsendelsen blev lagt online og lyttet til over 1.000 gange inden for det første døgns tid, rasede flere medlemmer fra tutorkorpset på Statskundskab på Facebook over, at oplysningerne overhovedet kom frem.

En debattråd om sagen blev lukket og parkeret i et lukket forum for tutorer – hvor den igen blev lukket ned. Og studerende, der gerne vil ændre på fremtidens rusforløb, bliver opfordret til enten at tage deres ønsker op på et møde til efteråret eller at sende tutorerne en mail.

»De to medvirkende i vores program, Marie og Jonas, som fortæller om deres oplevelser som nye studerende på Statskundskab, har fået henvendelser fra folk, der siger ‘tusind tak, fordi I siger det her, som vi ikke selv turde kritisere’,« siger Maria Cariola. »Men de pågældende tør altså ikke selv stå frem med deres oplevelser.«

Hun undrer sig over, at debatten på Facebook handler så meget om, hvorvidt det er i orden at afsløre et hemmelighedsomgærdet introforløb i stedet for om selve sagen:

»Vi fortæller jo i udsendelsen om nogle ret voldsomme ting,« siger hun. »Det er lidt underligt, at man går efter budbringeren. Er det virkelig okay at mene, at tingene er i orden, hvis bare man selv har haft det sjovt på sin rustur?«

På uni er man hetero

På Facebook er der en fyr, der kritiserer jeres udsendelse, som skriver, at han har været tutor i ikke mindre end fem år. Kunne det ikke hænge sådan sammen, at det er den forkerte flok, der har sat sig på det her introprogram på Statskundskab for tiden?

»Hvert år er det jo dem, der passer ind i de roller, som studieintroduktionen definerer, der fører traditionen videre. Så selv om de ikke har siddet der i fem år, er det de samme typer, der bliver ved at reproducere værdierne i rusturen,« siger Mona Schaldemose.

»Det er klart, at hvis man passer ind i den figur, som forløbet er lavet til, så vil det, der foregår, også være sjovt,« siger Maria Cariola.

I udsendelsen om Statskundskab beskriver den studerende Jonas Lykke Larsen blandt andet hvordan han føler sig presset til at deltage i lege, hvor de mandlige studerende skal skære i et grisehoved og putte kødstykker i deres underbukser. Ved en anden lejlighed skal de studerende tage bukserne af efter offentligt at have fantaseret om, hvilke af deres nye kvindelige medstuderende, de vil kneppe, og hvordan det skal foregå. Og alle råber ’fisse’ i kor undervejs.

Men kvindefællesskabet, som programmets anden medvirkende, Marie Hyllested Meyle, beskriver, er også ret problematisk, siger Mona Schaldemose. Det er måske bare på et lidt mere subtilt plan. Her tåles heller ingen afvigelse fra den heteroseksuelle norm:

»En ting, der ikke kom med i programmet, er, at pigerne på Statskundskab skulle lave body tequila på en pilot,« siger Mona Schaldemose. »Det plejer at være en polit, men nu er det så en pilot – manden med den gode position i samfundet – for det kan statskundskabsstuderende lide ifølge traditionen. Men manden bliver ikke lige så dehumaniseret i det show, som kvinden bliver hos mændene, hvor hun bare er ’fissen’.«

Racismen trives på Antropologi

De to lydbloggere understreger, at det ikke bare er Statskundskab, der har et problem. Rusprogrammet på deres eget fag, Antropologi, er lige så præget af en problematisk vanetænkning, når det fx gælder kønnenes roller. Og det farver studiekulturen.

»Til festerne på CSS kan man regne med at blive raget på, når man går til fredagsbar,« siger Maria Cariola.

Mona nikker: »Jeg var fuldstændig chokeret. Jeg tænkte: jeg går på universitetet. Skal jeg finde mig i at blive taget på brysterne?«

På Antropologi består en del af studieintroduktionen i et forsøg på at tage pis på selve uddannelsens indhold. De nye studerende bliver inddelt i grupper, der skal repræsentere forskellige folkeslag.

»Og det bliver noget meget forsimplet, hvor de amerikanske indianere løber rundt og siger ’uh uh uh’, og romaerne er ude at samle flasker,« siger Mona Schaldemose.

»Det, der foregik, var aldrig en joke på vores egen bekostning. Skulle man lave grin, skulle vi måske prøve at gøre grin med vores egen hvide middelklasse.«

Feminismen afvises som passé

Men initiativtagerne til de her introforløb ved vel godt, at de her ting er langt ude, og de kan også godt ved andre lejligheder tale et mere reflekteret sprog, ligesom de læser deres queer-teori osv. Vil tutorerne ikke bare sige, at man leger idioter i studiestarten?

»Jo, men hvorfor skal vi være idioter, når vi starter på uni? Vi har jo ikke det til fælles, at vi er dumme og vil lave homofobiske jokes; vi har det til fælles, at vi er studerende og har valgt et fag, der interesserer os,« siger Mona Schaldemose.

Maria fortsætter: »Der er ligesom nogle ting, der kommer frem, når det skal være sjovt og ironisk. Så er der nogle ting, der bliver tydelige om, hvordan vi tænker om fx køn. Der bliver slet ikke stillet spørgsmål til den obligatoriske heteroseksualitet, hverken på Statskundskab eller på vores fag.«

»Feminismen har nok også oplevet et tilbageslag,« siger Mona Schaldemose. »Vi har videnskabsteori på vores uddannelse, og der er én kvinde på pensum. Måske er det tid at vende diskussionen i en anden retning, hvor vi ikke skal være så bange for at diskutere kønsroller og kønsskævheder og sige, ja, det her er sexistisk, og det er et problem.«

»Der er en idé om, at feminismen er et overstået kapitel – at ligestilling og kønsskævheder er noget, vi har fået styr på og ikke længere behøver at forholde os til. Se, Helle Thorning er statsminister!«

Nye studiestartere skal drøfte rusforløb på Antropologi

På Antropologi er Mona og Maria inviteret til at drøfte studiestart med den nye årgang. På Statskundskab har tutorkorpset været mindre imødekommende og har forsøgt at lukke debatten ned på Facebook.

»En af vores kritikere skriver, at ’der jo aldrig kan være plads til alle’ i et studiestartsforløb. Men hvis det er udgangspunktet, bliver det også tydeligt, hvem der er plads til,« siger Maria Cariola.

»Og er man ikke villig til at reflektere over, hvem der automatisk bliver plads til, så har vi et problem.«

chz@adm.ku.dk

Hvordan har du selv oplevet dit rus-forløb? Skriv til redaktionen på uni-avis@adm.ku.dk, så tager vi måske din historie op.

Seneste