Merete Eldrup: »Studietiden er et godt tidspunkt at få børn. Det kan jeg godt anbefale«

Det var svært at starte på uni som 19-årig. Jeg skulle både flytte fra Odense til København og udskifte gymnasiet med universitetet. Det var en stor omvæltning, og jeg gik også fra at være den, der fik 13-taller til pludselig at synes, at stoffet var svært. Jeg kunne ikke forstå det hele, og var dybt afhængig af den læsegruppe, jeg kom i. Det faglige niveau tog et kæmpe spring.

Jeg var aldrig sådan en, som tænkte, jeg skal også tage en ph.d. Jeg elskede at arbejde og havde først studiejob i Miljøstyrelsen og derefter i Finansministeriet. For mig var studiet et middel til at komme ud og arbejde fuld tid. Den lykkeligste del af min studietid var der, hvor jeg kunne se, at min viden havde relevant brugsværdi. Da jeg startede, var SU’en afhængig af forældrenes indkomst, og min far tjente for meget til, at jeg kunne få støtte. Men han boede i Odense og havde fire børn, så han havde ikke rigtigt råd til at støtte mig. Derfor havde jeg job fra dag ét. Jeg fik aldrig SU, men kom alligevel igennem. Min studietid var ikke sådan fredagsbar og juhu. Jeg arbejdede rimelig meget, læste og fik børn.

Studietiden er et godt tidspunkt at få børn. Det kan jeg godt anbefale. Studiet rummer jo fleksibilitet, fordi du fx kan tage et fag mindre eller mere. Til gengæld synes jeg ikke, man skal være helt så ung, som jeg var. Man er altså ikke ret gammel, når man er 23. Jeg kunne godt lide børn og tænkte, at det da ikke kunne være så svært. Men så stod jeg der og havde ikke sovet. Min kæreste og jeg læste begge to, og selv om jeg ikke var den store planlægger, sagde jeg til ham, at vi ikke kunne skrive speciale samtidig. Så først skrev han speciale og tog sit sidste fag bagefter, og jeg tog mit sidste fag og skrev speciale bagefter. Vores barn kom i vuggestue, og det gik. Men det frie studenterliv stoppede der for mig.

Inden jeg var 30, havde jeg rækkehus på Frederiksberg OG var skilt. Så travlt vil jeg ikke anbefale nogen at have. Men hvis jeg skal give nogle råd til unge, så vil det for det første være at få taget en uddannelse. Om det sker på normeret tid, eller om der går et år mere, er ikke afgørende. Men hold ud, når det er svært. Jeg har også haft perioder, hvor jeg tvivlede på, om jeg ville kunne det. For det andet – få et studiejob. Man behøver ikke at arbejde så meget, som jeg gjorde. Men koblingen mellem det virkelige liv og universitetet er god, og et studiejob er en god måde at finde ud af, hvad man vil efter studiet.

Jeg har turdet. Det er nok grunden til, at jeg har haft så fin en karriere. Hver gang jeg er blevet tilbudt et job, har jeg – sikkert som alle andre – haft helt vildt ondt i maven og tænkt på, om jeg kunne finde ud af det. Men så har jeg besluttet mig for at kaste mig ud i det alligevel. Jeg er ret frygtløs og har altid tænkt hvad er det værste, der kan ske? Og hvis det værste er, at jeg ikke kan løse opgaven, så får jeg jo bare et andet job.

At færre kvinder end mænd stiger til tops er til dels et valg. Men det handler også om strukturer, som jeg kan ændre. Jeg kan sætte det på dagsordenen hele tiden. Det svære er, at når man kigger på nøgletallene, så flytter de sig ikke særlig hurtigt. Så man må også se på, hvordan det ser ud hvert år. Vi bliver nødt til at blive ved med at have fokus, for løst er problemet i hvert fald ikke. Vi havde de ægte rødstrømper i slut 60’erne og 70’erne. Og så var der min generation, der ikke var så meget gang i. Vi tænkte måske, at alt er løst. Og det har været en fejl i Danmark. For når vi nu kigger rundt til vores naboer, så er vi i Danmark bagefter i forhold til ligestilling. Jeg synes, at den generation, der studerer nu, er godt i gang. Jeg tror på dem. Og jeg er lige bagved.

Gamle chefer skal holde mund. Det tænkte jeg, da #metoo-sagen kørte på TV 2. Hele debatten om #metoo har gjort, at jeg har reflekteret en del over mig selv som leder. Som chef er det naivt at tro, at man får alt at vide i en organisation – man skal selv opsøge viden. Det der falder tilbage på mig og min tid som direktør, er, at jeg ikke gjorde mere for at få hul på problemet. Jeg spurgte ofte Nyhedernes ledelse om, hvorfor de lå lavt i tilfredshedsundersøgelser i modsætning til resten af TV 2, og fik tit svaret: ’Det er fordi, vi har en mere hård og kontant kultur. Vi udkommer hele tiden.’ Det lå i luften, at nu skulle jeg ikke komme med alt mit DJØF-halløj, fordi sådan er en journalistisk kultur jo. Der skulle jeg i stedet have været mere vedholdende og have sagt: ’Pjat med jer. I skal ikke ligge så lavt i målingerne.’ Der er en stærk kobling mellem upassende adfærd og en hård kultur.

Hvis der var et tilsvarende #metoo-problem på KU, tror og håber jeg, at vi ville høre om det. Ku har en stærk debatkultur, og på et universitet med næsten 10.000 ansatte og 40.000 studerende, vil der altid være elementer af usund kultur. Det vil der være på alle arbejdspladser. Men jeg synes ikke, der er nogle DJØF-spørgsmål, som jeg mangler at stille på KU for at komme eventuelle #metoo-sager i møde. Det er et tema i samfundet generelt og også i bestyrelsen. Vi taler om, hvordan vores klagesystemer er, og om vi fanger folk godt nok.

KU er et fantastisk sted. Og det er et helt andet universitet end dengang for 40 år siden, hvor jeg gik her. Københavns Kommune var en lille, gammel og slidt kommune … og ved at gå konkurs. Byen har løftet sig, og det har universitetet også i takt og ligger i dag i toppen af internationale ranglister, det har samarbejder på kryds og tværs og indgår i internationale miljøer. Akkurat som vores by. Hvis jeg skal nævne en ting, jeg gerne vil ændre på KU, er det selvforståelsen. Jeg vil gerne være med til at føre noget stolthed tilbage. Vi er på rette spor. Nu går vi også i gang med en reform på det administrative område, og er der noget, som man ikke skal underkende, så er det en velfungerende infrastruktur.

Jeg kalder mig selv formand. Ikke forperson. Det er bare det, det har heddet. Det er det, der står i vedtægterne. Jeg har ikke stærke følelser omkring det. Nu må vi se, om jeg når at komme med på bølgen. Hvis nogen synes, det skal hedde forperson, så er jeg åben for den samtale. Og nu har jeg også hørt bestyrelsesleder nævnt. Jeg ved, at nogen synes, jeg burde gå op i det, men for mig er der nogle ord, der er dannet i en tid, der var anderledes, og jeg lægger ikke trykket så meget på mand, som jeg lægger det på for. Jeg prøver faktisk at lade være at sige ting som et tøsespark eller et rigtigt mandfolk. Jeg er meget bevidst om sproget, især i forhold til børn.

Jeg var meget kritisk, da folketinget vedtog lov mod overdreven aktivisme på universiteterne. Politikerne er velkomne til at drøfte vores forskning, men jeg synes, de skal passe på med at hænge navngivne forskere ud. Jeg synes ikke, det er en lige debat, når en yngre forsker skal op og diskutere med et garvet folketingsmedlem. At der skulle være et problem, synes jeg, er udokumenteret. Man skal passe på med at mistænkeliggøre forskningen. Det er vigtigt at have uafhængige domstole, uafhængige medier og uafhængige forskningsmiljøer. Eventuelle bias korrigeres fint inden for forskningsverdenen selv.

Politikerne kommer efter forskere, når de ikke kan lide deres forskningsresultater. Det synes jeg er ærgerligt. Man har lov at være politiker og sige på trods af den forskning der eksisterer, så mener jeg noget andet. Men så vær dog ærlige omkring det. Tendensen startede i høj grad, da Anders Fogh gjorde op med ‘smagsdommerne’ og sagde, at der ikke er nogen, som er klogere end andre. Men i det oplyste samfund er der jo nogen, som faktisk bliver eksperter i noget. Universitetet har tre opgaver: Vi skal uddanne en masse unge, vi skal forske og vi skal kommunikere vores forskning. Formidling af forskning er virkelig vigtigt. Og vi skal bakke så meget op om vores forskere, at de også tør gå ud med deres resultater. Vi må ikke være bange for det politiske system. Men når debatten er værst, kan jeg godt frygte, at forskere – bevidst eller ubevidst – trækker sig.