Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Holdet

Michael Holm: »KU ville være et kedeligere sted, hvis jeg ikke var her«

Holdet — »Det giver mig et kick at få folk, der ikke kender hinanden, til at mødes. Det er det allerbedste ved mit job.« Michael Holm er Change- og Problem Manager, Aikido-klubejer, Apple-nørd og tillidsrepræsentant.

Mit job går ud på at hjælpe folk med at tale sammen. Når der skal laves ændringer i vores it-systemer, er det mig der skal sikre, at alt bliver testet igennem, og at alle er klar over, hvad der sker. Jeg fungerer både som politimand og som medhjælper. Jeg er der til at sige stop, hvis ikke det hele er tænkt igennem, men jeg kan også bruges som sparringspartner mellem projekt- og systemledere.

Blå bog

Michael Holm (56) er uddannet sælger og er selvlært Mac-nørd. I 2001 blev han ansat på Institut for Antropologi som it-medarbejder, og senere rykkede han over i Fællesadministrationens it-afdeling. I dag har hans arbejdsområde ændret sig en smule, og hans jobtitel er nu Change- og Problem Manager.

Det giver mig et kick at få folk, der ikke kender hinanden, til at mødes. Det er det allerbedste ved mit job, og det er også derfor, jeg altid er med til at arrangere fredagsbarer og den slags. Da jeg arbejdede i Universitetsfirkanten stod jeg og en fra rengøringen for at arrangere morgenstræk for de ansatte hver tirsdag og torsdag. Der kom folk alle steder fra – fra økonomi-, HR- og it-afdelingen. Det var virkelig fedt. Jeg tror helt sikkert, at KU ville være et kedeligere sted, hvis jeg ikke var her. Men jeg bilder ikke mig selv ind, at jeg er uundværlig, for hvis jeg var væk, ville en anden jo bare overtage min stilling.

Jeg har ingen it-baggrund overhovedet. Det er lidt ironisk. Jeg er uddannet inden for handel og kontor og arbejdede som sælger, da jeg var ung. Ved siden af livet som sælger arbejdede jeg også med Alexanderteknik, som er en form for kropstræning, der er meget anvendt blandt operasangere og skuespillere. En dag fik jeg stukket en Mac i hånden. Jeg havde aldrig pillet ved computere før, men på en eller anden måde kunne jeg bare røre ved en Mac, og så virkede den igen. Jeg kendte en, der arbejde på Institut for Antropologi, og da de manglede en it-mand, søgte jeg stillingen. Først arbejdede jeg på Antropologi, senere blev jeg ansat i KU-IT i Universitetsfirkanten, og nu arbejder jeg på KUA. Til jobsamtalen på KUA sagde jeg »jeg ved ingenting om det her, men jeg vil gerne lære det,« og af en eller anden grund sagde de ja, og jeg fik endda en højere løn.

Jeg kan ikke gå forbi en dør uden at prøve at åbne den. Jeg kender alle de hemmelige steder i Universitetsfirkanten, som folk, der har været ansat på KU i 20 år, aldrig har set. Herude på KUA er bygningerne lidt mere kedelige, men det kan stadig være sjovt at gå rundt i kældrene og se alle de mærkelig ting, folk stiller der. På et tidspunkt stod der en Chesterfieldsofa på gangen. Jeg aner ikke, hvorfor den stod der, men den var god at sidde i.

Du kan ikke ændre noget ved at slås. I stedet handler det om at skabe en ny situation, hvor lysten til at slås stopper.

Michael Holm

Som barn drømte jeg om at blive dyrepsykolog. Det er skam et rigtigt job. Jeg har altid været interesseret i alle former for dyr. Da mine børn var små, havde vi 27 dyr – høns, marsvin, kaniner, fisk, skildpadder, nymfeparakitter, vagtler, katte og en hund. Da jeg selv var barn, elskede jeg slanger. Jeg havde en strømpebåndssnog, og den var sød og slet ikke slimet. Man kunne ae den under hagen, og så sad den bare helt stille og nød det med lukkede øjne.

Jeg synes, det er svært bare at lade stå til, hvis jeg kan se, at nogen har det dårligt. Det er blandt andet derfor, jeg har været tillidsrepræsentant siden 2009. Jeg tror, det er vigtigt at kunne lytte. Og så må man have en eller anden form for retfærdighedssans. Det lyder ret helligt, når jeg siger det højt, men folk er altid kommet til mig, hvis de var kede af det, og så har jeg ikke noget imod at rejse mig og sige noget i en kæmpe forsamling. Jeg vil også gerne sørge for, at der er sammenhæng mellem arbejdsopgaverne og de menneskelige ressourcer, der er til rådighed. Det, tror jeg, er nogle gode egenskaber at besidde som tillidsrepræsentant.

Da jeg var lille, ville jeg gerne ind i militæret for at ødelægge det indefra, men jeg endte med at trække frinummer. Jeg var virkelig imod vold, og derfor var jeg også vildt fascineret af Gandhi og Martin Luther King Jr. Du kan ikke ændre noget ved at slås. I stedet handler det om at skabe en ny situation, hvor lysten til at slås stopper. Det kan man bruge Aikido til, som er en japansk kampkunst, jeg bruger enormt meget fritid på. Jeg har min egen klub i Gladsaxe, hvor jeg underviser tre gange om ugen, og så rejser jeg i forbindelse med sporten cirka en gang om måneden. I år skal jeg blandt andet til Madrid, Finland og Argentina. Det er sindssygt spændende at arbejde med sin krop på den måde, og så er det jo selvfølgelig bare sjovt at lave rullefald.

Holdet

Hvis forskere og studerende skal shine på Københavns Universitet, har de brug for et godt støttesystem. Vi kender dem som TAP, det teknisk- administrative personale, som Uniavisen hylder i denne serie, Holdet.

Jeg er chokeret over, hvor længe jeg egentlig har været på KU. Jeg kom til at tænke på forleden, at jeg blev fastansat i 2001, og det er jo alligevel nogle år siden. Jeg er virkelig glad for mit job, og det har også gjort det muligt at passe livet som semiprofessionel sportsmand, men jeg havde ikke tænkt, at jeg skulle være her så længe. Rent økonomisk er det svært at tage springet, men et eller andet sted håber jeg at leve af Aikido og Alexanderteknik om fem år. Jeg har også haft en drøm om at åbne et antikvariat kombineret med en kaffebar, men det var før, det blev moderne.

Jeg har 140 forskellige slags whisky derhjemme. Jeg begyndte meget sent at drikke alkohol. Da jeg var ung, var jeg altid sådan en, der stod og sagde, at man altså godt kunne have det sjovt uden at drikke. Men omkring 40-årsalderen var der en, der servede god whisky for mig, og så kunne jeg pludselig lide det. I dag får jeg altid whisky i gave og køber det med hjem, når jeg er ude at rejse, så det har taget om sig, og jeg er blevet entusiast.

Jeg er også meget entusiastisk, når det kommer til bøger. Derfor har jeg startet et e-bogsforlag. Siden jeg var 12 år gammel, er jeg kommet i antikvariater og har købt bøger og tegneserier. Jeg kommer ikke fra en familie med bogreol, men jeg blev alligevel helt besat. Måske var det en slags flugt fra hverdagen, måske var det bare en spændende verden at forsvinde ind i. Som voksen er interessen fortsat, og da jeg jo også er kæmpe Apple-nørd, er et e-bogsforlag en god måde at kombinere to af mine interesser.

Seneste