Mickey Mouse-praktikanter på valg

Bruxelles er verdens kedeligste by. I hvert fald ifølge rejseguiden Turen Går Til. Om det skyldes at byen er nærmest synonym med EU og unionens knastørre bureaukrati, skal være usagt, men der er noget der kunne tyde på at danskerne også finder EU temmelig kedsommeligt.

Valgdeltagelsen ved Europaparlamentsvalget i juni spås til omkring 34 procent på unionsplan og lige under 50 procent i Danmark – eller samme procentsats som ved et præsidentvalg i en afrikansk stat af moderat despotisk tilsnit.

Udefra ligner parlamentsbygningen en hangar af glas og stålblank modernisme, indvendigt breder tykke grå gulvtæpper sig fra væg til væg. Det er i hvert fald ret kedeligt. Men hvis skal tro Marie Møgelvang, Elisabeth Halle og Eva Milsted Enoksen, så er EU et både interessant og givtigt bekendtskab. De tre studerer til daglig på Københavns Universitet og bruger deres forårssemester i praktik i Europaparlamentet.

Mere ansvar end kaffe
»Der er mange rapporter der skal læses, men det er vildt spændende. Som praktikant får man virkelig meget ansvar,« siger Elisabeth Halle der er jurastuderende og praktikant for Niels Busk fra Venstre. Hun har sammen med de to andre parlamentspraktikanter taget en time ud af kalenderen for at mødes med Universitetsavisen en fredag eftermiddag, hvilket har krævet en længere forudgående planlægningsproces.

Fritid har man som EU-praktikant tilsyneladende ikke meget af under en valgkamp. Hvilket undrer avisens udsendte som altid har haft opfattelsen af at et praktikophold hovedsageligt gik ud på at betjene kopimaskiner og undgå at filterkaffen brænder på. Men kaffebrygning er der ikke meget af, fortæller de tre praktikanter.

»Jeg går til møder både i den grønne gruppe og i udviklingsudvalget. Det passer fint til mit studie hvor jeg har arbejdet meget med udvikling og menneskerettigheder, ligesom jeg har arbejdet syv år i forskellige ngo’er,« fortæller sociologistuderende Marie Møgelvang som er praktikant for SF’s Margrethe Auken.

Lobbyisme
I store maskinerier som EU skal der gerne være nogle der forsøger at kaste lidt grus i hjulet. Og netop det gør Eva Milsted Enoksen, statskundskabsstuderende og praktikant hos Søren Søndergaard fra Folkebevægelsen mod EU.

»Mit arbejde er meget formidlingsorienteret og går i høj grad ud på at skrive til den danske presse, og gøre opmærksom på hvor meget lort der foregår hernede. Særligt herop til valget,« fortæller hun.

Avisens udsendte er blevet inviteret til at invitere på kaffe i Mickey Mouse-baren på parlamentsbygningens tredje sal. Her er hverken salonstemning eller høj cigarføring. Rygerne er forvist til et glasbur, og rummet er solbeskinnet og diplomatisk imødekommende. Under samtalen summer baren af hvad der lyder som lobbyisme og underbordsaftaler på 27 landes sprog.

»Jeg elsker det,« smiler Marie Møgelvang oprigtigt.

»Det er så fedt at være et sted der er så internationalt. Hvor man hele tiden kan mærke at man er en del af noget større. Det er interessant at se hvordan lobbyismen fungerer og hvordan organisationer kan påvirke parlamentsmedlemmerne. Og det giver jo også noget på det personlige plan, hvor man skal lære at gebærde sig internationalt,« siger hun.

Mickey Mouse-politik
Europaparlamentet blev af Margaret Thatcher kaldt for Mickey Mouse Parlamentet fordi det ikke havde nogen indflydelse i EU. Og bureaukratiet kan da også være tungt, og den manglende indflydelse trættende, fortæller de tre praktikanter.

»Der bliver skrevet mange rapporter, men det sker ikke så meget. Jeg kan godt forstå hvis mange i Danmark er frustrerede over at de ikke ved hvad der sker hernede. Jeg har altid gerne villet arbejde med EU, og jeg vil stadig gerne herned og arbejde. Men jeg vil også gerne se at det jeg arbejder med, rykker sig,« siger Elisabeth Halle.

»Så er du nok det forkerte sted,« indskyder Eva Milsted Enoksen, hvis modstand mod unionen blot er blevet bekræftet gennem praktikopholdet.

»Jeg har altid været EU-skeptisk, men jeg er blevet meget mere kritisk efter jeg er kommet herned. Jeg er i chok. Der er et kæmpe demokratisk underskud i EU, og jeg synes parlamentet er latterligt. Vi bruger en forfærdelig masse tid på at stemme om en forfærdelig masse rapporter som Kommissionen og Rådet så bagefter ignorerer,« siger hun frustreret.
Marie Møgelvang er derimod ligesom sin arbejdsgiver Margrethe Auken mere positivt stemt over for EU.

»Men jeg kan da godt se at det er svært at få 27 lande til at blive enige. Og jeg kan ind imellem godt synes at det er et absurd projekt,« siger hun.

Studierelevans
Universitetsstuderende får til stadighed hældt formaninger i ørerne om at erhvervsarbejde og praktikophold er den eneste farbare vej til et ordentligt job efter endt studium. »At booste cv’et« er nærmest blevet en akademisk disciplin på linje med at kunne manøvrere en diskursanalyse eller redegøre for den hermeneutiske cirkel. Men har praktikken relevans for ens videre studier?

»Det mener jeg bestemt den har,« siger Marie Møgelvang og uddyber:

»Man bruger måske ikke præcis de sider man har læst på studiet, men man får lov at bruge det man han lært, og det synes jeg er vigtigt,« siger hun og tilføjer at hun ikke har lyst til at blive inden for EU-systemet, men vil bruge praktikpladsen til at få arbejde i en udviklingsorganisation. Elisabeth Halle bruger derimod sit praktikophold som en indgang til EU.

»Jeg har fået lov at arbejde meget med EU-ret som jeg ved en del om fra studiet, og jeg har fået bekræftet at jeg gerne vil mere EU når jeg er færdig,« siger hun.

Selv om Eva Milsted Enoksen er modstander af EU, mener også hun at praktikopholdet kan have stor betydning for hendes studie. Især fordi Statskundskab er så teoretisk fokuseret, fortæller hun.

»De fleste der læser statskundskab gør det nok fordi de synes at politik er interessant. Og så bruger de en masse år på et studie som intet har med politik at gøre. Vi snakker teorier og teorier, og der er ikke tid til andet. Jeg har lært meget mere om EU her end på studiet,« fortæller hun.

Rejsecirkus
Bruxelles beskrives af de tre praktikanter som et sted hvor ingen gider være, og hvor alle befinder sig midlertidigt. Så midlertidigt at hele Europaparlamentet traditionen tro pakker sammen og rykker til Strasbourg mandagen efter interviewet med Universitetsavisen. Det gør parlamentet en gang om måneden – måske for at der skal ske noget, men vist primært for at tækkes franskmændene.

Det koster omkring 1,5 milliarder kroner årligt, og det er ikke noget der giver praktikanterne luft i en i forvejen trængt kalender, hvorfor interviewet her afsluttes på klokkeslæt.
»Det er ikke ligefrem et 9-16 job det her. Jeg har altid haft studiejob, men det kan slet ikke sammenlignes,« siger Marie Møgelvang.

»Man får stor respekt for politikernes arbejde hernede. Der er virkelig knald på, specielt under en valgkamp. Men søvn får man ikke så meget af.«

ser@adm.ku.dk