Midt i en katastrofefilm

Martin Leer ligner billedet på den perfekte akademiker med den bløde hat, tørklædet om halsen og sine imponerende mængder af litteratur og kunst i den hyggelige lejlighed i indre by.

Lektor Leer er en af de få udvalgte der blev ansat som lektor på Humaniora i slutningen af 90’erne med speciale i postkolonial engelsk litteratur, men han er en medtaget mand. Syv år med stress tæt inde på livet har sat sit præg.

»Arbejdet bare hobede sig op i al sin ugjorthed. Når jeg havde nået at få lavet én ting ordentligt, viste der sig pludselig noget andet som jeg havde forsømt.

Det blev som i plottet på en katastrofefilm. Jeg følte ikke jeg nåede nogen vegne med min forskning, der var mindre og mindre tid til at give de studerende den fornødne undervisning og vejledning, og nye studiestrukturer bød på endnu flere administrative deadlines.

Stress udløses jo ikke kun hvis man har for meget at lave, men også når man føler man ikke får lavet det man skal,« siger Martin Leer der blev ansat som adjunkt på Københavns Universitet i 1993 efter at have skrevet ph.d. på University of Queensland, Australien.

Leers speciale er litteraturgeografi og postkolonial litteratur dvs. litteratur fra Australien, Canada, Caribien, Indien etc., men i sine 12 år på universitetet har han efterhånden undervist i alt inden for engelsksproget litteratur.

»Efterhånden som ældre kolleger gik på pension, kom jeg til at undervise i flere og flere emner, og jeg følte mig som et jernbaneknudepunkt hvor der afgik tog i fire retninger samtidig.

En klog kollega sagde engang at grænsen er nået når man husker flere ting som man ikke har fået gjort når man går hjem, end der var da man kom,« fortæller han.

Bange for kassedamen
Første gang Martin Leer for alvor mærkede arbejdet æde sig ind på ham var kort tid efter udnævnelsen til lektor i 1997.

»Min mor fik konstateret Alzheimers og kom på plejehjem. Så fik min far et hjertetilfælde og blev indlagt på hospitalet. Samtidig følte jeg ikke at jeg nåede nogen vegne med min forskning.

Jeg havde ni-ti artikler der var næsten klar, men jeg kunne ikke overkomme at gøre dem færdige, samtidig med det mere umiddelbare krav om at undervise blev voldsomt øget i den periode.

Studielederen sagde engang for sjov til mig: Så Martin, nu svarer du til fire fastansatte lærere,« fortæller han og tilføjer at han selvfølgelig skulle have sagt nej til nogle ting eller prioriteret som det hedder: »Men når arbejdet faktisk er et kald, og der er bud efter én, tager den ene arbejdsopgave den anden uden at man helt ænser det.«

Som tiden gik, oplevede Martin Leer dog at der var noget helt galt.

»En dag hvor jeg stod i Irma med kurven fuld af økologiske varer turde jeg pludselig ikke gå op til kassedamen og betale.

Jeg var bange for at hun ville synes jeg brugte for mange penge på god mad. Det var jo ikke fordi jeg ikke kunne betale mine regninger, men kassedamen blev ligesom et symbol på resten af verden der jo bare synes at jeg brugte mine ressourcer forkert,« forklarer Martin Leer.

Episoden i Irma fik Martin Leer til at opsøge sin læge der kunne konstatere at panikangst er et typisk symptom på langvarig stress. Leer blev derefter henvist til psykolog og sygemeldt, den første gang i syv uger.

Systemstress
Kollegerne på Engelsk var meget forstående overfor Martin Leers sygemelding.

»Især mine nærmeste kolleger har givet mig meget opbakning. Var det ikke for dem, så sad jeg ikke her,« siger han. Fra ledelsen følte han dog ikke den store forståelse:

»Vi gik fra at have en laissez-faire ledelse til at få en ledelse af strammere. Baggrunden for opstramningen var at Engelsk på det tidspunkt selv blev ansvarlig for sin produktion af STÅ’er (beståede eksamener, red.).

Det betød en halvering af undervisningen til de studerende, fyringer og et stadigt stigende arbejdspres for alle på instituttet.«

Engelsk Institut var på grund af dårlige STÅ-tal presset på økonomien til at levere mere effektiv undervisning. Og det avlede konflikter.

»Folk begyndte at frygte at hvis deres fag ikke var et obligatorisk kursus i studieordningen, så endte de nok med at blive fyret,« fortæller han.

Presset kom ifølge Leer blandt andet til udtryk i en række disciplinærsager imod de ansatte. Martin Leer var en af dem.

»Jeg havde forlagt et brev, afleveret et eksamensspørgsmål for sent og glemt at indberette mine publikationer til sekretæren,« fortæller Martin Leer hvis mor døde umiddelbart forinden.

»Jeg fik fornemmelsen af at ryge ned i et sort hul. På den ene side måtte jeg indrømme at jeg ikke havde fået gjort de her ting, men på den anden side kom det som et chok at magtforholdene var skruet så rigidt sammen på universitetet.

Det var jo ikke fordi ledelsen på Engelsk pludselig havde forvandlet sig til en panserbrigade. Vores chefer var jo bare mennesker der var presset ovenfra af et økonomisk system der præmierer universiteterne for at få så mange studerende som muligt til at bestå eksamen.

Jeg blev bevidst om hvor sygt det hele var da jeg tog mig selv i at tænke på om de studerende nu var 1/8 eller 1/4 årsværk. Så kunne jeg vurdere hvor meget arbejde jeg skulle lægge i dem.

Men det er da fuldstændig utilfredsstillende at jeg skal tænke på den måde når det egentlig burde handle om hvordan vi giver de studerende den bedst mulige uddannelse,« siger han.

I virkeligheden drejer mange af de konflikter som Leer har oplevet på universitetet de sidste par år, sig om noget helt andet, mener han:

»De reelle konflikter og frustrationer kom aldrig rigtig op til overfladen. Uudtalte konflikter hvor folk fx ikke har talt med hinanden i 30 år er jo et kendt universitetsfænomen. De undgår for alt i verden hinanden, fordi de finder det er spild af tid at høre hinandens argumenter. Dem har man jo hørt for 20 år siden.«

Prepare to leave KUA
For Martin Leer er syv år med et arbejde der fortærede alt i hans liv måske ved at være slut. Fra oktober er han ansat som Maître d’enseignements et de recherche på Universitetet i Geneve, men allerede for fire år siden da han måtte sygemelde sig endnu engang, foreslog hans psykiater en kur imod Leers depressionssymptomer.

»Prepare to leave KUA, sagde han til mig. Og det var ikke en joke, det var en advarsel,« fortæller Martin Leer hvis beslutning om at skifte job har sat hans tid på KUA i et andet lys.

»Som forskere på KU er vi gået fra at være autonome fritænkere til at blive lønmodtagere uden arbejdstidsregler. På universitetet i Geneve står jeg helt anderledes stillet.

I min kontrakt står der helt præcist hvor meget undervisning jeg skal give og hvor meget tid jeg får til forskning. Det kan jeg bedre forholde mig end at det udelukkende er mit eget ansvar hvor meget tid jeg har til forskningen,« siger Martin Leer og tilføjer:

»Man kan helt undgå stress hvis man ikke går så højt op i sit arbejde, men det er svært som forsker, for det er jo en branche hvor man investerer utrolig meget af sig selv, og hvor man ikke bare sådan lige skifter job, for det er svært at lægge en livsprojekt som forskning bag sig.«