Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Kultur

Mie Sofie Andersens tale ved årsfesten på KU 2014

FREMDRIFTSFORTÆLLING - »Jeg er en snavset plet på det ellers kridhvide papir, som fremdriftsreformen er skrevet på,« sagde Mie Sofie Andersen og brugte sin egen historie til at opfordre studerende, ansatte og ledelse til at gøre fælles front mod skrivebordsløsninger fra Slotsholmen.

Deres Majestæt, Deres Kongelige Højhed, kære bestyrelse og rektorat, kære medstuderende og ansatte

Mit navn er Mie. Det ved I. Jeg er afgående formand for Studenterrådet. Det ved I også. Hvad I måske ikke ved er, at jeg læser på første år på jurastudiet. Det undrer jer, måske. Eller måske undrer det jer ikke. Men en ting er sikker. Jeg er en snavset plet på det ellers kridhvide papir, som fremdriftsreformen er skrevet på. I dag, til denne særlige årsfest, kunne jeg fortælle jer om det forgangne år igennem reformer, regnearksmodeller og ragnarok. Det vil jeg ikke. I stedet vil jeg gerne fortælle jer min egen historie, som studerende ved vores gamle universitet.

Det kræver, at I vil med på en rejse. Til dengang hvor universiteterne blev lovet øget finansiering, mere kvalitet og nye frihedsgrader. Nærmere bestemt år 2011, altså for tre år siden. Der startede jeg på retorikstudiet. Og jeg siger jer, første undervisningsgang var fantastisk. Jeg havde en klog, engageret og mega inspirerende underviser, der til første forelæsning viste, at ALT kunne anskues med en retorisk vinkel. Politik. Litteratur. Kunst. Poesi. Ja selv bygninger kan forstås som retoriske artefakter. Hun lærte mig, at hverken form eller genre var afgørende for om noget var retorisk. Det, der definerer retorik, er menneskets mulighed for at gribe ind i virkeligheden og præge sine medmennesker og sin omverden.

Jeg tror, at de fleste af jer i salen, hvis ikke allerede ved første undervisningsgang, så på et eller andet tidspunkt i jeres studier og forskning, har oplevet den susende fornemmelse af, at man havde fat i den lange ende. Man havde fundet et fagligt holdepunkt og en måde at se verden på igennem sin faglighed, som gav mening ud over det sædvanlige. At man havde fundet sin rette hylde.

Men der var så at sige langt imellem snapsene på Humaniora på det tidspunkt. Efter min første forelæsning havde jeg kun syv timer tilbage den uge. Og det var faktisk meget dengang. Og efter jeg havde brugt 10 timer på læsesalen til at læse ugens pensum så grundigt igennem, som jeg kunne, vidste jeg ganske enkelt ikke, hvad jeg burde gøre resten af dagene. Hvad skulle jeg bruge tiden på, når undervisningen var slut og teksterne var læst? Følelsen af utilstrækkelighed dengang var en oplevelse, som jeg har hørt så mange andre studerende sætte ord på siden

Der er ubegribeligt mange steder på vores universitet, hvor feedback på opgaver og faglig sparring med en underviser, der ved hvad man hedder, virker som noget der er forbeholdt universiteter i Narnia. Det giver en mangel på en rød tråd i uddannelsen, der kobler kurser sammen i en større sammenhæng. Og en higen efter en kontinuitet og progression, der giver en den retning, som holder den susende fornemmelse i live.

Med tiden falmede min kærlighed til studierne. Bruddet var hverken voldsomt eller dramatisk, men vi gled fra hinanden; måske fordi jeg havde svært ved at se en fremtid for os. Uden for retorikkens trygge rammer havde jeg i mellemtiden opdaget en sær kreativitet i juraens problemknuseri. Og i sommeren 2013 søgte jeg ind på jurastudiet. Men selv de mest spændende nye forhold skal tilpasse sig virkeligheden. En måned efter blev jeg valgt som Studenterrådets formand. Og en måned senere kom den berygtede fremdriftsreform – eller hurtigere ud-reformen som vi døbte den.

De protester, vi så under implementeringen af fremdriftsreformen, var helt anderledes end mange af de uddannelsespolitiske kampe, jeg har været med til at kæmpe i min tid. Tusindvis af bekymrende studerende, der aldrig ellers havde engageret sig i politisk arbejde, meldte sig ind i kampen i de måneder. Der var nemlig alvorligt meget på spil for de mange, jeg mødte undervejs. Som fx en medicinstuderende, der måtte droppe ud, fordi han ellers ikke længere ville kunne arbejde nok ved siden af til at forsørge sin familie. Eller en dygtig og dedikeret fysikstuderende, der ikke længere turde specialisere sig inden for den meget udfordrende retning, hun drømte om, fordi hun med hurtigere ud-reformen ikke længere turde tage akademiske chancer.

Jeg har det sidste år brugt en meget stor del af min tid på at fortælle om først fremdriftsreformens og senere dimensioneringsplanens konsekvenser. Jeg har sammen med de hundredvis af aktive i Studenterrådet vist eksempler og sat ansigter på de mennesker, der blev ramt af reformen. Og igen og igen har vi forsøgt at få både den nuværende og foregående uddannelsesminister til at forstå, at det (jo) handler om mennesker. Ikke kolonner i et regneark.
Det er uhørt at så mange konkrete og alarmerende historier fra studerendes hverdag, gør så lidt indtryk på den ledende politiker i spidsen for landets videregående uddannelser.

Kampene – særligt efterårets imod dimensioneringsplanen – har dog ikke kun været skelsættende af negative årsager. For det er også længe siden at vi, som et samlet universitet har sagt så tydeligt fra over for ministeriets utidige, pinagtige og hovedløse styring af universitetet. For vi ved godt, hvad der stod bag fremdriftsreformen og dimensioneringsplanens ydre løfte om hurtigere ud og lavere arbejdsløshed. Der stod en høj og kulsort skamstøtte over ministeriets manglende tillid til den måde, vi som universitet og universitetsbefolkning vælger at løse vores udfordringer på.

Vi tager højde for de faglige potentialer, samspillet med omverdenen og ikke mindst personlige omstændigheder, når vi vurderer den studerendes såkaldte fremdrift. Vi tager højde for både faglige miljøer, erhvervssamarbejde og nuancerede diskussioner om innovation og nye potentialer, når vi vurderer enkelte studiers såkaldte eksistensberettigelse. Men i begge tilfælde blev de lokale processer erstattet af skrivebordsløsninger. I begge tilfælde kom regnearkene før de der mennesker.

Ved politisk at gribe så drastisk og detailfokuseret ind i selve universitetets kerne er man garanteret dårlig implementering. Man blokker vores albuerum, så selv rektorerne leder forgæves efter medbestemmelse over universitetets udvikling. I forbindelse med Fremdriftsreformen stod de voldsomme konsekvenser af netop den situation ubehageligt skarpt: Vores egen universitetsledelse valgte at tonse en håbløs reform igennem med hovedet under armen ved at stramme grebet endnu hårdere om os studerende.

I disse dage bliver universitetet igen lagt i armlås af ministeren – denne gang af en dimensioneringsplan. I denne her kamp har det været afgørende at vi står sammen på tværs af hele universitetet, både undervisere, administration, rektorat og studerende. Og det er også stort at stå sammen med alle jer, uden for universitets mure. Alle jer fra globaliserede virksomheder og interesseorganisationer der har forklaret ministeren, at et videnssamfund og universitet med over 100 uddannelser og 40.000 studerende ikke kan drives fra skrivebordet på Slotsholmen. Der er brug for både kendskab og kærlighed.

Og det bringer mig sjovt nok tilbage til min historie om retorik og jura. Den opmærksomme lytter har sikkert studset over, at jeg stadig er på første år af jurastudiet, selvom jeg startede sidste sommer. Men ser I, i det sidste års arbejde med at sikre os studerende kvalitetsuddannelser, der ikke kun belønnes på fart og point, der skruede jeg selvfølgelig selv ned for ECTS-blusset. Skæbnen ville, at jeg således selv blev for langsom, faldt for fremdriftens skarpe økse – og blev smidt ud.

Det er min, det er jeres, det er vores fælles virkelighed i dag.

Jeg tror, vi for tit taler om studerende, ansatte og ledelse som forskellige grupper, med forskellige interesser. Og mange prøver at spille os ud imod hinanden. Sandheden er, at vi befinder os i det samme stormvejr af politiske kastevinde lige nu. Vores svar kan aldrig kun blive et skabe et bolværk til forsvar for status quo. Vi skal vise at skrivebordsløsningerne fra Slotsholmen er unødvendige. De kommer, når vi glemmer at stræbe efter mere og sigte efter et universitet, der er funderet i at uddanne de dygtigste dimittender overhovedet. Ikke bare til gavn for de enkelte studerende, men så vores viden og evner kan komme hele samfundet til gode. Det kræver noget af os alle sammen, og det sker aldrig hvis vi begynder at slække på ambitionerne.

Det sker aldrig, hvis man – presset af ministeriet – igen bringer minimumstimetallet i fare. Det sker aldrig, hvis man igen blindt strammer grebet i fremdriftsreformens navn. Og det sker aldrig, hvis noget så basalt som feedback og faglig vejledning er et studenterkrav man kan grine af, fordi det selvfølgelig aldrig vil kunne lade sig gøre.

Så kære ledelse. Kære ansatte. Kære årsfest: lad os nu sammen hæve ambitionerne. Lad os nu herfra vise både uddannelsesministeren – og alle de uddannelsesministre der kommer efter hende – at deres »hjælp« er unødvendig. Det arbejder starter i dag. Et universitet og uddannelser i verdensklasse er ikke noget, der bare skal findes i skåltaler og til årsfester som denne. De pæne ord forpligter.

God arbejdslyst.

Læs også: Bestyrelsesformand Nils Strandberg Pedersens tale

Læs også: Rektor Ralf Hemmingsens tale

uni-avis@adm.ku.dk

[video:https://www.youtube.com/watch?v=UNCBaMfZulU&feature=youtu.be]

Seneste