Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Milena Penkowa er et hår i suppen

SYNSPUNKT - Danmark blev i 2010 kåret som det mindst korrupte land i verden af Transparency International. Den position bør vi stræbe efter at holde fast i, og det kan vi ikke, hvis der sås tvivl om landets største universitet.

Københavns Universitets omdømme er i frit fald. Sagen om hjerneforskeren, Milena Penkowa, belaster universitetet, fordi det fremstår uklart, hvilken rolle universitetets ledelse og tidligere videnskabsminister, Helge Sander, har spillet i forbindelse med Penkowas løgnehistorier om blandt andet døde familiemedlemmer og svindel med forskningsresultater.

En række notater, der har været refereret i medierne i de seneste uger, efterlader et indtryk af i hvert fald en tidligere minister uden forståelse for, eller hensyntagen til, vigtigheden af universitetets integritet, fordi han misbrugte sin magt til at presse en ung veninde frem i forskerverdenen.

Københavns Universitet er Danmarks vigtigste forskningsinstitution i international sammenhæng, og det vil på længere sigt skade Danmarks omdømme, hvis ikke hver en sten vendes i en uvildig undersøgelse, og det gøres tydeligt for alle, at der er tale om et enkeltstående tilfælde af bedrageri og favorisering.

Penkowas svigt rammer hendes studerende

Forløbet har ud over at skade KU’s omdømme vist, at studerende i en forskergruppe, hvor chefen fusker, er særdeles udsatte. I den aktuelle sag var det, ifølge Dagens Medicin (19.11.2010), to studerende, der satte bremsen i ved at klage til deres institutleder, Albert Gjedde. Baggrunden var, at Penkowa sammen med de to studerende, ville udgive en artikel, hvis resultater de ikke kunne stå inde for.

Studerende, der har arbejdet sammen med Penkowa, risikerer at få deres resultater og forskningsmæssige omdømme kompromitteret. Både af hensyn til KU’s troværdighed og af hensyn til de studerende, er det derfor positivt, at Det Frie Forskningsråd har opstillet rammerne for en omfattende undersøgelse, hvor seks internationale topforskere vil gennemgå alt, hvad Penkowa har været involveret i. Til gengæld er det et uretfærdigt, men nødvendigt, ekstraarbejde de studerende, der har arbejdet sammen med Penkowa, har foran sig, når de skal dokumentere deres bidrag over for topforskerne.

Danmark blev i 2010 kåret som det mindst korrupte land i verden af Transparency International. Den position bør vi stræbe efter at holde fast i, og det kan vi ikke, hvis der sås tvivl om landets største universitet. Det enlige hår i suppen, som Milena Penkowa forhåbentligt er, skal derfor både gennemlyses og fjernes.

Københavns Universitet må lægge en strategi for, hvordan det igen kommer til at stå klart for alle, i både ind- og udland, at man kan have tillid til både forskning og eksamensbeviser fra KU. De seks internationale topforskere, der vil gennemgå alt Milena Penkowa har været i berøring med, er et velkomment skridt på vejen.

Seneste