Min censor havde ikke forstået sin opgave

Jeg var ikke mere nervøs, end jeg plejer til mundtlige eksamener. Men da jeg kom ind i eksamenslokalet til mit specialeforsvar, fik jeg en fornemmelse fra censor af, at der var noget galt.

Fra censors første involvering i samtalen, gav han mig et indtryk af, at min præstation både skriftligt og mundtligt var grundlæggende uacceptabel. Jeg troede inden specialeforsvaret, at jeg havde lavet et godt forarbejde i et halvt år ved at skrive selve specialet. Det troede jeg ikke længere, da jeg blev sendt ud af lokalet og ventede på en karakterbedømmelse.

Jeg havde prøvet én gang før i løbet af min tid på universitetet at få en censor til en mundtlig eksamen, som var svær at aflæse, og det var ubehageligt. Det var svært at aflæse denne censors humør og holdning til det skriftlige arbejde og det, vi i min gruppe sagde ved det mundtlige projektforsvar. Men denne utilpashed var vand i sammenligning med ubehaget under mit specialeforsvar.

I stedet for at stille kritiske spørgsmål til mit specialeforsvar, som kunne facilitere en faglig diskussion, konstaterede censor problemer ved grundlæggende elementer af specialet:

»Din problemformulering er ikke et problem.« »Du argumenterer jo ikke for dit metodevalg.« Og: »Du kan ikke vide, om dine interviewpersoner bare siger det, deres organisationer vil have, de skal sige.«

Det er konstateringer af fundamentale kritikpunkter ved et speciale, som gav mig anledning til at tro, at det ikke var et godt stykke arbejde, jeg havde lavet.

Udover censors måde at tale til mig på undrede jeg mig over indholdet af kritikpunkterne. Censor kritiserede mit arbejde for at mangle noget, som jeg allerede havde adresseret i både specialet og det indledende mundtlige oplæg. Det gav det mig et indtryk af, at mit speciale og oplæg ikke blev taget seriøst.

Dygtig pige

Efter voteringen, da jeg blev kaldt tilbage til lokalet, var det tydeligt for vejleder og censor, at jeg var følelsesmæssigt påvirket. Censor sagde at, »når du får 10, har vi også lov til at stille kritiske spørgsmål.«

Jeg spurgte: »Synes du, jeg har sagt, at I ikke må stille kritiske spørgsmål?«

Det mente han godt nok ikke, jeg havde sagt, men han kunne se, at jeg var følelsesmæssigt påvirket. Jeg svarede, at det var svært at styre, og at jeg havde et indtryk af, at det ikke var et godt stykke arbejde, jeg havde lavet. Han svarede: »Det var ikke det indtryk, jeg ville give; det er et godt speciale, det er godt skrevet, du får mange nuancer med, det er gode interview, du har lavet. Du er en dygtig pige.«

Jeg blev overrasket over dette svar, fordi jeg gennem hele forsvaret havde haft en fornemmelse af det modsatte. Jeg blev også en smule forvirret over, at censor antog, at jeg gerne ville høre, at han synes jeg var ‘en dygtig pige’.

Jeg er interesseret i at høre censors vurdering af kvaliteten af mit faglige arbejde. Jeg anser det for at være en nedladende kommentar, selv om jeg ved, at han sikkert ikke har haft den intention. Jeg ved ikke, hvad censor mener med, at jeg er en dygtig pige, og jeg er heller ikke interesseret i at vide det.

Gad vidst hvor mange mandlige specialestuderende han har fortalt, at ‘du er en dygtig dreng’.

Efter forsvaret har jeg fået at vide af en kilde, som jeg vil holde anonym, at jeg fik den type af censor, som ‘går til den studerende’, hvis vedkommende synes, at specialet er godt.

Dette debatindlæg handler dog ikke om, hvorvidt mit speciale var godt, for jeg synes ikke den indstilling legitimerer censors opførsel. Indlægget handler i stedet om, at mennesker bør behandles med respekt, og de fortjener, at deres arbejde bliver taget seriøst af en censor. Jeg mener, at censors rolle er at bidrage til en kvalificeret faglig diskussion af den studerendes arbejde. Hvad mener censorer mon selv, deres rolle er?

Efter det mundtlige forsvar tilkendegav min specialevejleder, at han også var ærgerlig over, at mit udgangspunkt for at præstere til eksamen blev dårligere af den måde, jeg blev påvirket af censor.

Jeg sendte efterfølgende en klage om censors forvaltning af sin rolle til formanden for censorkorpset i mit fag. Jeg blev glad, da jeg modtog et svar fra hende, over at min klage blev hørt:

»Det, som jeg vil gøre, er at benytte lejligheden til at indskærpe over for korpsets 110 censorer og eksaminatorerne på uddannelserne, hvilken rolle censor og eksaminator respektive roller er. Det er nemlig nok der, det er gået galt i dit tilfælde.«

Dette betyder dog ikke, at andre studerende i fremtiden ikke kan være uheldige at få den samme censor til specialet, og det ville jeg være ked af på deres vegne.

Fremlæg for andre

Jeg har skrevet en mail om min oplevelse under specialeforsvaret til min studieleder den 14. oktober 2020, men aldrig fået noget svar.

Jeg havde håbet, at jeg ville komme ud efter specialeforsvaret og føle, at der var bundet en sløjfe på et halvt år med usikkerheder og hårdt arbejde, et halvt år, hvor jeg næsten ikke har lavet andet end specialet.

I stedet efterlod det mig med en tvivl på, om jeg kunne det, jeg burde, med min uddannelse. Er det den følelse, vi gerne vil efterlade studerende med efter endt uddannelse? Eller vil vi gerne give dem gåpåmod og selvtillid til at indtræde på arbejdsmarkedet, eller hvad de ellers vil kaste sig ud i?

Hvis du er censor, ved du så hvad din opgave er? Hvis du er i tvivl, så tal med formanden for censorkorpset i dit fag. Er du leder på et universitet, ved dine studerende så, hvad de går ind til inden specialeforsvaret? Hvis du er i tvivl, så tal med dem om det, og forbered dem på det. Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til.

Efter specialeforsvaret har jeg holdt præsentationer om mit speciale for interesserede organisationer og fagpersoner. Hver fremlæggelse og kritisk diskussion (for der er en masse at diskutere) har været med til at genopbygge min faglige selvtillid.

Hvis du er studerende, og har haft en nedslående oplevelse til en mundtlig eksamen, måske endda dit specialeforsvar, så er dette mit råd til dig: Fremlæg og diskuter, diskuter, diskuter din undersøgelse med folk, der er interesserede i emnet, og som måske endda kan bruge den viden, du er kommet frem til!

Det giver både faglig selvtillid og en følelse af at kunne hjælpe andre.