Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Min hemmelige studietvivl

Debat — Selv om mange studerende oplever tvivl i forbindelse med deres studievalg både før og efter optagelse, er emnet i høj grad tabuiseret. Et stærkt fællesskab kan lindre den ensomme kamp, mange kæmper.

Velkommen til dit drømmestudie!

Efter en lang sommerferie glæder jeg mig til at komme i gang med studiet. Vi befinder os i rusdagene, og foran mig står en foredragsholder, en færdiguddannet én, og taler med en halvtrist powerpoint i baggrunden. Alt er fint, alt er stille og roligt, alt går ‘efter planen’.

Men der går ikke lang tid, før tanken rammer for første gang. Helt deromme i baghovedet, i rovdyrhjernen, rammer den, og jeg overvældes af en følelse af at være på det forkerte sted – har jeg valgt forkert? Jeg burde jo være glad, jeg burde have hænderne over hovedet, jeg burde prise mig lykkelig for, at jeg kom ind på et eftertragtet studie, jeg burde være glad for, at mine tre års gymnasiekarakterræs bar frugt.

Jeg skotter over skulderen på mine nye fagfæller, men ingen ser så ligbleg og koldsvedende ud, som jeg føler mig. Mine ‘jeg burde …’-følelser bliver kun værre, symptomerne peger alle i retning af én diagnose: studietvivl, og jeg bliver overvældet af en følelse af ensomhed.

Med tvivlen som følgesvend

En undersøgelse foretaget af Aarhus Universitet fra 2016 viser, at 35 procent af alle studerende tvivler. Men det var jo i gode gamle 2016, hvor vægten af uddannelsesloftet endnu ikke havde ramt skuldrene på de ellers hårdtarbejdende og alligevel studietvivlende studerende. I dag leger vi ‘uddannelsesbordet fanger’, og det betyder, at presset for at slå rod på ‘drømmestudiet’ i første hug er blevet endnu tungere.

Allerede i sjette/syvende-klasse skal der lægges uddannelsesplaner. ‘Hvad er dit drømmearbejde så, Magnus?’ og ‘husk på fremdriftsreformen og uddannelsesloftet, du har kun ét skud i bøssen’ giver rigeligt med stress – tænk hvis jeg rammer forkert? Forskerne bag den nævnte undersøgelse peger på tre primære grunde til studietvivl:

  1. at man  har svært ved at se det relevante og interessante ved fagene,
  2. at man har lav tiltro til sine egne akademiske evner, og/eller
  3. at man tidligere har fået lave karakterer på universitet.

Fællesskabet kan og skal bære, når livet gør ondt for den enkelte, men vi skal også selv turde række ud

 

Der er rigeligt med grunde til, at man kan tvivle på sit studie. Måske er det faglige niveau for højt, og du kan ikke helt følge med. Måske er det sociale ikke lige dig, og du kan ikke spejle dig i dine fagfæller. Måske virker fagene pludseligt irrelevante i forhold til dine fremtidige ønsker for et arbejde. Måske er studiet overhovedet ikke det, du forestillede dig.

Som titlen på undersøgelsen Med tvivlen som følgesvend antyder, er studietvivlen naturlig. Men hvorfor er studietvivl noget, vi i 2018 stadig skal gå med alene, og vigtigst af alt: Hvordan afhjælper vi den ensomhed, der følger tvivlstankerne? Når studierne i så høj grad bliver anskuet som et maskineri, der skal effektiviseres, kan det da ikke komme som en overraskelse, at tvivlen tabuiseres: Jeg burde være glad for min plads, jeg burde stryge lige igennem med hænderne over hovedet, jeg burde, jeg burde, jeg burde … lyder maskineriet inde i hovedet, der helst vil holdes dér – inde i hovedet, derinde hvor drømmestudie kan blive til mareridt.

Skal jeg gå mutters alene med den her oplevelse af at være fejlcastet?
*

Jeg er selv en del af de 35 procent der tumler med studietvivlen. ‘Jeg burde’-fortællingen kender jeg selv alt for godt, og den gennemlevede jeg, da jeg i år startede på en bachelor i retorik på KU, og for mig var det helt sikkert en kamel at sluge. For hvem gider være personen, der ikke har armene over hovedet på rusturen over, hvor fede ens fag er? Det jeg frygtede allermest var, at studiekammeraterne skulle se på mig med andre øjne, hvis jeg blottede min tvivl. Og jeg tænkte ‘skal jeg gå mutters alene med den her oplevelse af at være fejlcastet?’

Den farlige blottelse

Jeg måtte hurtigt indse, at hvorvidt studiet er det rigtige for mig, må tiden vise – studietvivlen forsvinder nok ikke lige foreløbig. Men ensomheden der følger med det ingenmandsland, man pludselig føler sig som eneboer i, det kan man gøre noget ved!

Jeg tænkte: Enten kan jeg gå med det her alene og lade det æde mig op, eller også kan jeg blotte mig for mine medstuderende. For et er at snakke med sine forældre eller andre udenforstående, men at snakke med studiekammeraterne om det, det kan noget andet.

Og jeg erfarede, at fællesskabet kan bære min studietvivl!

En eftermiddag stod vi tre mand og sludrede lidt. Vi var ikke ret mange uger inde i studiestarten, og jeg troede naivt, at jeg var den eneste, der ikke havde hænderne over hovedet i begejstring over det portræt at mit fremtidige fag, der blev præsenteret. Én fra mit hold kom mig gudskelov i forkøbet: ‘Jeg ved ikke helt … jeg giver det en måned, så må vi se, om det er noget for mig,’ sagde hun helt nonchalant.’Også mig’, fik jeg fremstammet. Bylden var sprunget, og kun varme blikke kom mig i møde og reaktioner a la ‘Helt fair, at du har det sådan’.

Studietvivl kan gøre, at man går med noget, der fjerner én fra fællesskabet. Og det føles helt sikkert som om, studiekammeraterne er de sidste, man vil dele det med i frygt for at blive stemplet som usikker, ikke-målrettet og uambitiøs. Men for mig blev det en forløsning, da jeg fik det sagt og oplevede, at her var der andre, der enten stod i samme situation eller havde gjort det.

Drømmestudiet skaber vi sammen

Hvordan skaber vi fællesskaber, der bærer de studietvivlende? I Den etiske fordring sagde filosof K.E. Løgstrup, at ‘Den enkelte aldrig [har] med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd’.

Han har fat i den lange ende – også når det gælder studieliv, og jeg mener, at vi på studierne har et ansvar for hinandens trivsel. Vi er  med til at skabe et fællesskab, et rum, hvor man som studerende tør åbne sig med den tvivl, man måtte have.

I svære stunder må man række ud efter nogen og bede om trøst. Ellers er man ikke noget menneske mere, og så går man til grunde
Marias bedstemor i Naja Maria Aidt: Omstændigheder

Når vi giver plads til, at studietvivlen kan italesættes, så får sårbarheden plads. En sårbarhed, som i sidste ende kan styrke relationer og fremme sunde fællesskaber. Tvivl behøver ikke være et ingenmandsland, et vadested, hvor man står alene. Vi skal være opmærksomme på at skabe en indbyrdes tillid på studiestederne, så også vores tvivl kan italesættes – både i hverdagssnakken og i de bredere fora.

Sagt på en anden måde: Drømmestudiet, det skaber vi sammen.

Men fællesskabet er kun det ene ben i løsningen. Man har også selv et ansvar. Det kan ikke siges finere end i Naja Marie Aidts novelle Omstændigheder. Hovedpersonen, Maria er gået alene igennem en skjult krise og får endelig modet til at dele sin smerte. ‘Man må aldrig være helt alene’, formaner Marias bedstemor, ‘I svære stunder må man række ud efter nogen og bede om trøst. Ellers er man ikke noget menneske mere, og så går man til grunde’.

Fællesskabet kan og skal bære, når livet gør ondt for den enkelte, men vi skal også selv turde række ud. Den tillid, vi har til hinanden, begynder der, hvor jeg selv tør række ud.

Det gav luft! Næste gang jeg sidder i lokale 24.5.11 på Søndre Campus og måske endnu engang mærker tvivlen snige sig ind, klapper jeg bogen sammen, tager en dyb indånding og inviterer sidekammeraten på en kop tvivlsom filterkaffe og en tillidsfuld samtale. Velkommen til drømmestudiet!

Seneste