Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Min juridiske vurdering af Klarlund-sagen er uafhængig

SVAR - Man bliver ikke 'uofficiel advokat' for professor Bente Klarlund, blot fordi man kritiserer UVVU, skriver Jens Ravnkilde, som også mener, at professor Henrik Galbos sag mod Klarlund er tidsrøveri, fordi Galbo ikke sondrer mellem dårlig og uredelig forskning.

I Uniavisen-artiklen UVVU har mistet overblikket, siger Galbo anføres:

»Det er heller ikke lykkedes for Uniavisen – trods adskillige forsøg – at få en uafhængig juridisk ekspertvurdering af sagen.«

Hertil er at sige, at min artikel “Et forskningsetisk justitsmord” i Ugeskrift for retsvæsen 8 marts 2014 netop er en uafhængig juridisk vurdering af sagen.

At artiklen konkluderer, at uredelighedskendelsen fra december 2013 er behæftet med en række alvorlige juridiske mangler ændrer ikke derved. Artiklen ville også være en uafhængig juridisk vurdering, hvis den havde konkluderet, at UVVU’s kendelse var i orden.

Senere har jeg i Uniavisen forfægtet en fortolkning af Vancouverreglernes nye bestemmelse om forudsætningerne for at optræde som forfatter til en artikel med mange forfattere. Heller ikke denne beskedne indsats er udtryk for, at jeg er partisk til fordel for Klarlund. Dette følger allerede af den omstændighed, at enhver jurastuderende ville være kommet til samme resultat, der naturligvis senere er tiltrådt af ICMJE.

Udtrykket en “uofficiel advokat” er uden mening og opfundet af professor Henrik Galbo eller en journalist. Professor Arne Astrup har i Weekendavisen og Uniavisen forfægtet en fejlagtig fortolkning af den omtalte regel i Vancouverprotokollen, der svarer til UVVU’s. UVVU’s fortolkning danner baggrund for kendelsen om Klarlund. At Astrup slutter op om opfattelsen gør ham imidlertid ikke til “uofficiel advokat” for UVVU.

Jeg finder anledning til at gentage, at jeg hverken fra Klarlund eller andre modtager eller i fremtiden vil modtage nogen form for vederlag for mine bidrag til debatten om Klarlund-sagen.

Da det stedse tydeligere fremgår af Galbos indlæg, at hans virkelige ærinde er at søge UVVU’s bekræftelse på hans overbevisning om at være en bedre forsker end Klarlund, skal jeg betone, at det er han meget muligt. Det kan jeg ingenting vide om, og spørgsmålet interesserer mig ikke det fjerneste. Spørgsmålet har måske interesse for sundhedsforskere men ingen for en jurist som undertegnede, der alene beskæftiger sig med Klarlund-sagen ansporet af en mangeårig interesse for dansk og udenlandsk regulering og retspraksis vedrørende videnskabelig uredelighed.

Det må imidlertid tilføjes, at Galbo burde sige sig selv, at hans konkurrence med Klarlund skal føres i laboratorierne og tidsskrifterne, og at hans malplacerede UVVU-kampagne er tidsrøveri, fordi den bygger på hans forkastelse af den grundlæggende sondring mellem dårlig og uredelig forskning. Kampagnen vil løbe ud i sandet, for mens det som sagt er muligt, at Klarlunds forskning er dårlig, har UVVU trods store anstrengelser i den retning indtil videre ikke dokumenteret, at den er uredelig.

UVVU’s uløselige problem i så henseende kan beskrives ultrakort. For det første må det være indlysende, at det intet fornuftigt formål tjener at bedømme danske forskere hårdere, end de ville blive bedømt i toneangivende forskernationer som for eksempel USA eller Storbritannien.

For det andet giver det sig selv, at dette krav om, at de danske uredelighedsregler skal flugte med toneangivende international praksis, er til hinder for, at UVVU stempler forskere som uredelige under henvisning til regler, som ingen i Danmark eller udlandet nogensinde har hørt om før de bliver bragt i anvendelse mod Klarlund. Der er tale om regler, som UVVU har opfundet til lejligheden og anvendt med tilbagevirkende kraft. Det burde være åbenbart for enhver, at denne fremgangsmåde er utilladelig, og den er da heller ikke hjemlet i lovgivningen.

Sammenfattende er problemet for UVVU således det, at Klarlund har krav på at blive målt med en international alen, og at hun målt med en sådan alen bliver udsat for negativ særbehandling. Det overrasker derfor ikke, at indtil videre tre af de tidsskrifter, der har offentliggjort de famøse artikler, har nægtet at foretage sig noget i anledning af UVVU’s konklusioner.

uni-avis@adm.ku.dk

Seneste