Min mærkeligste eksamen

»Ingen af os kunne se noget som helst«

Martin Krasnik, journalist, 42 år, har læst Statskundskab og Retorik

»På Statskundskab skulle jeg til mundtlig eksamen i Offentlig ret sammen med min studiemakker Aske Munck. Vi boede i London på det tidspunkt og skrev artikler til Weekendavisen og Information – og vi havde virkelig ikke forberedt os godt. Eksamen var i København, og vi begyndte først at læse op i flyvemaskinen.«

»Vi havde tit snakket om, at jeg havde en fordel til eksamen, fordi jeg havde briller og så klogere ud. I flyet blev vi enige om, at Aske skulle låne mine briller. Konsekvensen var, at ingen af os kunne se noget som helst, hverken censor eller eksaminator.«

»Det mest fantastiske var, at vi trak Medieret, som vi ikke havde læst op på. Men brilletricket virkede. I hvert fald bestod vi, måske fordi vi begge sad med tæt sammenknebne øjne og så enormt koncentrerede ud under hele seancen. Jeg er for resten langsynet, og senere fandt vi ud af, at Aske faktisk er ret nærsynet – så han har virkelig ikke kunnet se en brik.«

»Normalt stiller jeg fire vækkeure«

Sofie Carsten Nielsen, Uddannelses- og Forskningsminister, 39 år, har læst statskundskab

»Til en mundtlig eksamen, som dengang foregik i grupper, skulle jeg og min læsemakker op omkring klokken 9.30. Normalt sætter jeg fire vækkeure, inden jeg skal til eksamen, og det lykkedes mig også at vågne og stå op. Jeg har nok været i så god tid, at jeg tænkte, jeg lige kunne nå at lægge mig et øjeblik. Så jeg snorkboblede, da min læsemakker ringede og sagde, at der altså kun var ti minutter, til det var vores tur.«

»Jeg boede tre gader fra studiet, så jeg sprang op, kastede noget tøj på og fløj af sted over Nørreport uden morgenmad eller make-up. Jeg ved ikke, hvad jeg lignede, da jeg nåede frem – min læsemakker så ret utilfreds ud og sagde, ’Tag noget vand’. Men det gik faktisk – vi fik 10 på den gamle skala – og jeg tror ikke, der var nogen, der opdagede det.«

»Censor faldt i søvn«

Anja C. Andersen, Astrofysiker, 48 år

»Det første år jeg læste Fysik, skulle jeg op i en mundtlig eksamen i Mekanik. Vi var lidt over 130 studerende. Min tid lå på tredjedagen kort efter frokost, så censor havde allerede været i gang længe. Da det blev min tur, skete der det, at censor faldt i søvn. Jeg blev fornærmet! Jeg stillede mig op foran ham og sagde, ’Undskyld, keder jeg dig?!’«

»Han vågnede brat op og forsikrede mig om, at det selvfølgelig var vældigt spændende at høre om Newtons anden lov … Og jeg bestod eksamenen. Nu er jeg selv censor, og har nok mere forståelse for, at det kan være lidt trættende at høre den samme fortælling 45 gange. Hvis jeg kunne huske, hvem det var, der var censor – det er sikkert en kollega i dag – så ville han få en undskyldning.«

»Lyt aldrig til rygter«

Jørgen Olsen, Medicinprofessor, 50 år

»Min mest kiksede eksamen var i mundtlig patologi. Jeg var meget nervøs, for jeg havde hørt rygter om, at censoren skulle være særligt streng. Allerede inden de begyndte at stille spørgsmål, var jeg meget defensiv, og hver gang de spurgte om noget, svarede jeg helt ved siden af. Jeg syntes, det var nogle mærkelige spørgsmål.«

»Men det er faktisk en situation, jeg har tænkt på efterfølgende. Jeg tror, mine fordomme mod censor satte mig i forsvarsposition, allerede inden jeg var kommet ind, og det gjorde, at jeg slet ikke kunne koncentrere mig og svare på deres spørgsmål. Så hvis jeg skal give de studerende en anbefaling, må det næsten være den, jeg gav mig selv efter den oplevelse. Man skal ikke lade sig rive med af rygter!«

»Min far var ved at gå amok«

Marlene Wind, Professor i statskundskab, 50 år

»Jeg kan stadig huske, hvor nervøs jeg var den morgen, jeg skulle op til min første eksamen på Aarhus Universitet. Det var i Metode og kildekritik, en seks timers skriftlig dumpet-eller-bestået-eksamen, og sammen med nogle studiekammerater havde jeg valgt at gå op et halvt år før tid.«

»Men da min far kørte mig hen til universitetet den morgen, fik jeg kolde fødder og satte ham til at køre rundt om campus indtil flere gange. Hver gang vi kom til hovedindgangen, sagde jeg ’ej, jeg tør ikke alligevel’. Efter tredje tur rundt var han ved at gå amok. Så sagde han ’nu tager du dig sammen’ og hældte mig ud af bilen. Hele vejen hen til podiet i eksamenssalen, var jeg i tvivl, om jeg skulle stikke af. Men jeg tog eksamen – og bestod.«

uni-avis@adm.ku.dk

Artiklen blev oprindeligt publiceret i Uniavisens magasin i maj 2014